Verdens største arkitekturudstilling

Venedig står mit hjerte meget nær. Paradoksalt nok i betragtning af at byen har udviklet sig til en turisttemapark med alt for mange mennesker til stor gene for indbyggerne, der på den anden side for en stor dels vedkommende lever af de samme turister.
Efterhånden har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været i Venedig og endda haft mulighed for at skrive en meget lille bog om byen (Vandringer i Venedig, Chr. Ejlers Forlag, 2001). Arkitekturbiennalen 2020 er udskudt et år – men her er en fortælling om, hvorfor den afholdes:


Det kan synes mærkværdigt, at netop Venedig er hjemsted om en gigantisk udstilling af moderne arkitektur.
Byen på havet fremtræder set udefra, som den har gjort i århundreder. Venedig har i det store hele helt undgået moderne arkitektur.
Dels har krige og konflikter mirakuløst ladet byen intakt. Og de få eksempler på nyere arkitektur, det overhovedet er muligt at støde på i Venedig, er absolut ikke vellykkede, så der har ikke været den store tilskyndelse til at rive pæne gamle huse ned, erstatte dem med moderne betonkasser og kalde det byfornyelse.
Venedig er, som Venedig er: Smuk i forfaldet og ualmindeligt upraktisk indrettet set med nutidens øjne.
Men arkitekturbiennalen er – sammen med biennaler for film, dans, musik og teater – også en knopskydning i forhold til alle biennalers moder: Kunstbiennalen.
Den første kunstbiennale fandt sted i foråret 1895. Den formelle anledning var markeringen af Umberto I’s og Dronning Margheritas sølvbryllup. Ambitionen var at »fremvise den moderne ånds ædleste aktiviteter uden skelen til oprindelseslandet«. Og bagved lå måske også et håb om at skaffe flere besøgende til den på det tidspunkt forarmede by, der endnu ikke var blevet offer for masseturismen.

Foto: Karsten Weirup

Med afbrydelse af verdenskrigene er kunstbiennalen blevet afholdt hvert andet år lige siden 1890erne.
Efter et par tilløb i 1970erne blev den første egentlige arkitekturbiennale gennemført i 1980. Gennem tiderne har nogle af verdens fremtrædende arkitekter som Aldo Rossi og Hans Hollein været overordnede kunstneriske ledere.
Fra begyndelsen har nationale udstillinger været en afgørende del af biennalens organisering. Ud over de nationale udstillinger vises den meget omfangsrige, såkaldte hovedudstilling, der i reglen er tilrettelagt af biennalens kunstneriske leder.
Fra tid til anden bliver princippet om de nationale præsentationer anfægtet, for hvad er nu det for noget? Nationalt særkende? Nationalisme? Det er der værre?
Men selve systemet er baseret på nationale pavilloner – og uden dem er det for så vidt tvivlsomt, om en række lande overhovedet ville være med til at betale, hvis ikke tilstedeværelsen i Venedig var en præsentation af, hvad nationen formår.
De gamle europæiske nationer samt for eksempel USA, Rusland, Kina, Canada og Japan har deres permanente repræsentationer i en park, Giardini di Castello, i Venedigs udkant, der er udlagt til formålet.
Mindre privilegerede lande lejer sig ind forskellige steder i lagunebyen eller i Arsenale. Arsenale er Venedigs tidligere skibsværft. Engang Europas største arbejdsplads hvis arbejdsmiljø tjente som inspiration for Dante til fremstillingen af Helvede i »Den guddommelige komedie«. I dag kan man blive betaget af de vældige haller, hvor der altså både er nationale territorier og en del af den store hovedudstilling.
Biennalerne har gerne et overordnet tema, der sædvanligvis er formuleret så intetsigende, at deltagerne kan lægge i det, hvad de nu selv synes. Danmark deltog i kunstbiennalerne fra begyndelsen.
De første adskillige biennaler fandt sted i den store Pallazzo di Esposizioni, der i dag anvendes til en del af hovedudstillingen, men efterhånden byggede en række deltagerlande egne pavilloner i parkområdet. Danmarks fra 1932 blev tegnet af Carl Brummer og i 1960 udvidet med en tilbygning af Peter Koch.
I pavillonen, der ligger særdeles godt placeret i Giardini di Castello ved siden af en nordiske pavillon og tæt ved den amerikanske og japanske, vises – måske ikke overraskende – det danske bidrag. I 2021 bliver det en præsentation af den fantastiske danske tegnestue Lundgaard & Tranberg.

Foto: Karsten Weirup