Selv i dagbladenes økonomiske velmagtsdage var nogle af mulighederne for at rejse til udlandet afhængig af økonomisk velvilje hos turistorganisationer og ambassader – og Finlands repræsentation i København havde i hvert fald en pose finske mark, som betød, at jeg et antal gange var i Finland for at se på billedkunst og arkitektur.
Så jeg har gode minder fra mange udstillinger bygningsværker både i Helsinki og Tampere, er ligger to timers togrejse gennem et smukt landskab, hvor man kan komme til at tænke på den nu afdøde danske billedkunstner William Louis Sørensens lille digt: »Skov, skov, skov, sø./ Skov, skov, skov, sø./ Og så en enkelt flaske«. Da havde kunstneren også haft et længere gæstestipendiat på det nordiske kunstcentrum på øen Suomenlinna ud for Helsingfors.
Trods en omfattende træproduktion er naturen altid inden for rækkevidde i Finland. Skovene grænser op til byerne, vokser nærmest ind i dem og udnyttes drevent i den finske arkitektur og byplanlægning – og set fra luften synes skovene og søerne uendelige i det tyndt befolkede land. Naturen er i kunsten. Om det så er et bestemt finsk vodkamærke, ligner flasken et koncentrat af ideen om en træstamme. Alvar Aaltos berømte vase kan minde om en sø.
Artiklen, der beskriver bemærkelsesværdige bygninger i Helsinki, er en bearbejdet version af et bidrag til et bind om Helsinki i Aarhus Universitetsforlags udgivelsesrække Vide Verden.
Domkirken i Helsingfors er på flere måder et logisk udgangspunkt for en arkitekturvandring i den finske hovedstad.
Katedralen ligger i det historiske centrum af Helsingfors, og går man de 46 trin fra Senatstorvet op til indgangsportalen, kan man se ud over vandet.
Omvendt ser man også den hvidt lysende kirke fra havet, når man for eksempel sejler med færgen til Suomenlinna; en ø i skærgården som i dén grad har at gøre med opførelsen af katedralen på Senatstorvet. Det var på Suomenlinna, at Sverige, som Finland på det tidspunkt var en del af, i 1748 opfører en befæstning, der blev kaldt Sveaborg.
Fortifikationen af Soumenlinna skulle styrke forsvaret af området mod fjender fra øst. Men det lykkedes kun i omkring et halvt århundrede, for i 1808 erobrede Rusland Sveaborg og året efter resten af Finland, og det resulterede blandt meget andet i opførelsen af katedralen på Senatstorvet, der skulle understrege Finlands betydning som en vigtig del af Rusland:
Rusland gjorde Finland til et autonomt storfyrstedømme. Mellem 1809 og ’25 hed storfyrsten Alexander I, og han regerede landet i samarbejde med et parlament – Senatet – der så kunne fremlægge finske problemstillinger af russisk interesse for zaren i Sankt Petersborg. Som en – delvist uafhængig – del af Rusland måtte magten have til huse i repræsentative boliger, og det betød opførelse af katedral og parlament på Senatstorvet.
Det må have været noget af et syn at se kirken rejse sig og blive færdig i midten af 1800-tallet i en by, hvor der på det tidspunkt kun levede omkring 2.000 indbyggere – overvejende i træhuse. Det ældste, bevarede stenhus i Helsingfors er fra 1722 og ligger i en kreds af bygninger, der omgiver Senatstorvet.
Oprindeligt lå Helsingfors længere inde i landet ved Vandaåens munding, men blandt andet på grund af ændrede anløbsforhold for skibe blev byen i 1640 flyttet til sin nuværende placering – og i 1550 gjorde Gustav Vasa Helsingfors til hovedstad. Gustav Vasa var den svenske konge, der omkring 30 år tidligere havde været leder af oprøret mod det danske overherredømme.
Senatstorvet, opkaldt efter Senatsbygningen (1822), og de fleste af pladsens huse er fra tiden efter Ruslands annektering af Finland. Men allerede siden byens grundlæggelse har her ligget et plads med en række administrativt vigtige bygninger, så stedet har på denne måde i århundreder udgjort magtens centrum i Helsingfors – ind til selvstændigheden og til rigsdagsbygningen, som vi kommer til undervejs i arkitekturvandringen.
Helsingfors’ geometrisk funderede byplan er udtænkt af Johan Albrecht Ehrenström, efter en brand i 1808 ødelagte store dele af byen. Senatstorvet besidder en majestætisk ro, og pladsen har et harmonisk helhedspræg, som skyldes, at flere af bygningsværkerne er tegnet af samme arkitekt, Carl Ludvig Engel (1778-1850), og nogle ældre 1700-talsbygninger fik ved samme lejlighed en ny facade, som passer til den nyklassicistiske byggestil.
Også katedralen, der er hævet over Senatstorvet, er tegnet Carl Ludvig Engel, som både var påvirket af sin studiekammerat, Karl Freidrich Schinkels, nyklassicistiske idealer og i øvrigt bekendt med arkitekturen i Sankt Petersborg, som var forbilledet for den by, den russiske zar, Alexander I, ønskede at skabe som hovedstad for storfyrstedømmet Finland.
Ved sin opførelse blev kirken navngivet efter en anden russiske zar, Nikolaj. Efter selvstændigheden i 1917 blev den omdøbt til Storkirken, og i dag hedder den 62 meter høje katedral Helsingfors Domkirke.
Også på anden vis sætter den russisk-finske forhistorie sit præg på pladsen i form af et stort monument for en anden zar, Alexander II, der styrkede den finske selvbestemmelse og tillod finsk militær og finsk valuta, som længe landet stadig var i personalunion med Rusland.
Carl Ludvig Engel, der levede næste halvdelen af sin liv i Finland og fik opført omkring 30 større bygningsværker, nåede ikke at se sin nyklassicistiske kirke færdigbygget. Indvielsen fandt sted i 1852.
Grundformen er som et græsk kors; det vil sige, at hver arm er lige lang, og facaderne ligner med sine seks korintiske søjler hinanden. På taget af hver af facadepartierne står tre af apostlene.
Engel nåede heller ikke at opdage, at en anden arkitekt udstyrede hans monumentale kirke med fire yderligere tårne samt nogle mindre sidebygninger for at styrke konstruktionen – og hvad han slet ikke nåede at se, var den facadebemaling, der i dag giver kirken sin lysende, hvide og grå farve. Oprindeligt var kirken gul for at passe til Senatstorvets andre bygninger.
I overensstemmelse med nyklassicismens arkitekturidealer – vi kender det også fra C.F. Hansens domkirke i København – er udsmykningen i Engels kirke underspillet for at give rum for den ro, der ligger i de fine geometriske elementer, men et par engle flankerer dog alteret, hvor man også finder en tavle – malet af den russiske billedkunstner Carl Timoleon von Neff – forestillende nedtagelsen fra korset.
Renset i sindet af Carl Ludvig Engels nyklassicistiske mesterværk kan man for eksempel gå 6-700 m til Hensinkis hovedbanegård.
Det er både en rejse i historie og de æstetiske idealer, der afspejler en ny tids tanker om stadig større selvstændighed.
Modsat Alexander II ønskede hans efterfølgers efterfølger, Nikolaj II, at reducere Finlands relative selvstændighed betydeligt og i stedet russificere området. Det fik nationalfølelsen i Finland, der allerede var spiret under svensk herredømme, til at blomstre yderligere, og det gav sig udtryk i nogle nationalromantiske strømninger i litteraturen, billedkunsten – og arkitekturen.
Store dele af tidens bygningsarv er således rigt dekoreret med inspiration fra den ældre finske sangskat (samlet i Kalavala) eller udsmykket med en overdådig ornamentik, der i sit idemæssige tankegods er beslægtet kan den britiske Arts and Crafts-bevægelse og stilistisk kan minde om Jugensstil eller dansk skønvirke. I Finland er traditionen blot stærkere.
Hovedbanegården (1914) er et hovedværk i tiden. Den er tegnet af en af Finlands store arkitekter, Eliel Saarinen, der siden skulle bosætte sig i USA og designe skyskrabere. Hjemme i Finland havde han aldrig set et højhus, så måske var det derfor, han vandt en konkurrence om at tegne en skyskraber, og det gik så godt for ham i den nye verden, at han bosatte sig i Amerika?
Men i sine yngre dage var Eliel Saarinen og et par kolleger med til at styrke selvstændighedsfølelsen i Finland gennem deres bygningsværker.
Mange steder i Helsingfors kan man se, at naturen er tæt på. Klipper stikker frem i bymiljøet – og banegården kan ligne et stort bjerg, der er blevet udhulet, så man kan gå ind i dets trygge indre og tage toget. Respekt for naturmaterialer og for at arkitektur skal skabes i samklang med naturen og i vid udstrækning indoptage elementer – billedlige som materialemæssigt – fra naturen er et vigtigt træk i moderne finsk arkitektur fra slutningen af det 19. århundrede og frem.
Blandt flere særegne træk ved den på en og samme tid meget funktionelle og byggeteknisk moderne konstruerede og på den anden nationalromantiske udseende banegård er, at den er forsynet med et klokketårn og at hovedindgangen symbolsk bevogtes af fire statuer, der indgår i facaden. Statuerne være alle lamper som et symbol på håbet om en ny og oplyst tid.
Naturfølelsen i finsk arkitektur er også vigtig for Saarinen (1873-1950), der arbejdede tæt sammen med to andre arkitekter, Herman Geselius (1874-1916) og Armas Lindgren (1874-1929), Sammen skabte de en fælles tegnestue og med tilhørende individuelle hjem i Hvitträsk, cirka 30 km. fra Helsinki. Tegnestuen kom til at tegne adskillige bygninger, der i den symbolsk tunge anvendelse af granitfundamenter og art nouveau-agtig udsmykning udstråler inspiration fra og samhørighed med landskabet og naturen.
Hvitträsk, der ligger meget naturskønt ved siden af søen, stedet er opkaldt efter, er i dag indrettet som museum, men da Geselius, Lindgren & Saarinen arbejdede der, gik det anderledes vildt for sig. I bygningerne, der er rigt ornamenterede inden for murene, og i det ydre efterligner en rustik byggestil, er der blandt andet et stort rum, hvor der blev festet.
Ved kaminen er fastgjort en jernring – og traditionen på Hvitträsk var, at når der var noget at fejre, og det var der tit, for tegnestuen vandt mange konkurrencer, skulle der drikkes Glenfiddich. Reglen var den, at hvis man ville være med til at drikke, skule man holde tale for arkitekturen eller kvinden eller andre af tilværelsens væsentlige emner. Og man måtte blive ved med at drikke Glenfiddich, så længe, man kunne holde sig oprejst. Eventuelt ved at holde fast i jernringen.
Den ene af de tre arkitekter kom på et tidspunkt for skade at forelske sig i en af de andres koner, og omvendt, men det betød ikke stort meget mere end lidt flytten fra det ene beboelseshus til det andet. »De byttede simpelthen koner og levede lykkeligt videre i de samme omgivelser,« skrev Gustav Mahler begejstret hjem til sin Alma. Den østrigske komponist var en af de mange kulturpersonligheder, der besøgte Geselius, Lindgren & Saarinen og overnattede på Hvitträsk. Andre var for eksempel den finske arkitekt Jean Sibelius og den russiske forfatter Maxim Gorki.
Tæt ved Hovedbanegården ligger også den finske rigsdagsbygning.
Finland blev selvstændigt i 1917, og i 1931 blev den monumentale rigsdagsbygning på Mannerheimvägen indviet. Også den har som katedralen på Senatstorvet 46 trin op til facadens søjlerække, der bidrager til at give Johan Sigfred Siréns (1889-1961) nyklassicistiske parlament dens strenge tone af alvor, man i hvert fald på det tidspunkt fandt passende for en så betydningsfuld officiel bygning.
Demokratiet kommer ikke af sig selv, og Siréns parlamentsbygning sender med sin geometrisk strenge form og sin lange søjlerække et signal om et ønske om forankring i en lang europæisk tradition, der kan føres tilbage til vigtige bygninger på Akropolis i Athen.
Tæt ved Rigsdagsbygningen og på samme side af Mannerhaimvägen – i nr. 34 – finder man i øvrigt en anden bemærkelsesværdig og monumental bygning tegnet af de tre arkitektmusketerer fra Hviträsk; nemlig Finlands Nationalmuseum, hvis historicistiske ydre leder tanken hen på Hans J. Holms kongelige bibliotek i København. Begge bygningsværker er fra det første årti i det 20. århundrede og udstråler alvor.
Mange af den unge republiks samfundsbevarende bygninger har et arkitektonisk udtryk, der understreger alvor og soliditet.
Det er som med gamle firmadomiciler. Granitten i stueetagen er så påfaldende massiv, at det virker, som om bygningen er forbundet med selve jordens gerne og dermed historie og slægters gang. I Finland var det derfor i høj grad industrien, der i første omgang tog funktionalismen til sig i 1930rne.
Skønt der var adskillige andre fremtrædende funktionalister i Finland, har moderne finsk arkitektur i offentligheden på den nærmeste været synonym med Alvar Aalto, der levede fra 1998 til 1976.
Ja, helt til Danmark er hans berømmelse nået. På et tidspunkt, da værker af udenlandske arkitekter var et særsyn i Danmark, for vi var jo selv verdensmestre på det bygningskunstneriske felt, vandt ægteparret Eliassa og Alvar Alto konkurrencen om et kunstmuseum i Aalborg. Det stod færdigt i 1972 og folkeviddet i Limfjordens hovedstad kvitterede ved at kalde bygningsværket for Den Hvide Elefant.
Den senere fredede museumsbygning er opført ud fra de idealer, der var gældende i museumsverdenen på det tidspunkt. Så meget dagslys som muligt, og Aalto, der mente, at lys var for kunst, hvad akustik var for musik, gjorde sit ypperste for at trække lyset ind gennem vinduer i loftet.
Mens Aalto blev uddannet som arkitekt i Helsingfors, er det dominerende arkitekturideal stadig overvejende nyklassicistisk, selv om nationalromantiske strømninger er ved at gøre sig gældende. Aalto tager nogle af nyklassicismens dyder som symmetri og enkle, næsten asketiske bygningsformer med i bagagen, efterhånden som han bliver optaget af funktionalismen.
Aalto var tidligt orienteret om principperne bag Bauhaus i 1930rne og anmeldte blandt andet pioneren, Lázlo Moholy-Nagy’s bog, »From material to architeckure« og i nogle af sine tidlige værker som Turun Sanomat-bygningen og Paimiosanatoriet, henholdsvis 1928 og ’29 anvendte han også tankegodset fra Bauhaus. I Bauhaus-idealerne kunne der være en tendens til at fokusere på tekniske, økonomiske og i udgangspunktet »sociale« løsninger, som om arkitektur var en metode til et mere rationelt samfundsmaskineri. Men som andre store nordiske arkitekter – ikke mindst Jørn Utzon der i 1946 arbejdede på Aaltos tegnestue i Helsingfors – bøjede Alvar Aalto den arkitektoniske modernismes strenge former og knivskarpe linjer og gjorde den bløde og menneskevenlige og smukkere at se på, fordi vi erkender, at formerne er organiske.
Naturfornemmelse gennemstrømmer mange af Alvar Aaltos bygninger. Pudsigt nok betyder aalto bølge på finsk, og hans berømte vase kan minde om omridset af en sø eller et stykke frosset natur skåret ud af tundraen.
Mange af Aaltos tidlige bygninger i Finland blev opført i hvidmalet beton, men som årene går bliver han stadig mere optaget af at arbejde med regionale naturmaterialer.
Adskillige bygninger er naturligt placeret i Helsingfors. Blandt dem er kongres- og koncerthuset Finlandia opkaldt efter et symfonisk digt fra 1899 skrevet af Jean Sibelius, der også kan ses som en del af den romantiske nationalfølelse, vi finder i arkitekturen (og i billedkunsten, lyrikken osv.) fra perioden inden Finlands uafhængighed.
I markedsføringssprog kaldes Finland ofte de tusinde søers land, Det er lidt af en underdrivelse. Der er efter sigende 187.888 af dem. En af dem hedder Tölö. Man finder den midt inde i Helsingfors, og langs den eller tæt ligger blandt meget andet nogle markante kulturbyggerier. Det ældste er Finlandiahuset fra 1971 tegnet af Alvar Aalto.
Placeringen af Finlandiahuset kan ses som et led i en plan om at udbygge Helsingfors. Egentlig havde Alvar Aalto – og i 1917 Eilel Saarinen før ham – forstillet sig, at der på dette sted – altså cirka mellem parlamentsbygningen og Finlandiahuset skulle have været anlagt en stor plads, der skulle have været det selvstændige Finlands plads – modsat Carl Ludvig Engels Senatstorv, der symboliserede russisk overhøjhed.
Aalto havde derfor – udover en vifteformet pladsdannelse i tre niveauer – planlagt, at der foruden hans eget kongres- og koncerthus og forskellige offentlige bygninger skulle være en række andre kulturinstitutioner, der er med til at definere en moderne velfærdsstat som et stort bibliotek, et kunstmuseum og et operahus.
Afsættet for byggeriet er funktionalistisk – form følger funktion – men Alvar Aalto bruger også forskellige dekorative greb til at skabe en smuk og moderne bygning med varierende partier og indefra velsignet med en storartet udsigt over den sø, den er placeret ved. Angiveligt var det paladserne langs Canal Grande i Venedig, som Aalto så første gang i 1924 under en bryllupsrejse med sin første kone, Aino, og han holder fast ved princippet i funktionalismen med ikke at påklistre pynt og dekoration, men han bruger forskellige metaforer i sine bygninger, og det er ikke umuligt at opleve bevægelserne i Tölosøen gentaget i rytmen i Finlandiahusets facade.
Går man omkring bygningen, fornemmer man naturens nærheden; vandet i søen, klipperne lige ved siden af, træer der kaster deres skygger som elegant kalligrafi på den hvide marmorplader, der beklæder bygningen, og gør den lysende.
Også inden for murene emmer bygningsværket af kvalitet i anslaget og i detaljen, og som i Vilhelm Lauritzens radiohus på Rosenørns Allé i København finder man bløde og afrundede, organiske former, der kan siges at være så karakteristisk for den nordiske modernisme – modsat for eksempel den amerikanske, der er mere skarp og præcis.
Flere årtier senere fik Finlandiahuset selskab af andre kulturinstitutioner. Det drejer sig om operahuset, der blev tegnet i midten af 1970erne og først stod færdigt 17 år senere. Arkitekterne var Eero Hyvämäki, Jukka Karhunen og Risto Parkkinen, og byggeriet, der blev indviet i 1993, bliver undertiden omtalt som postmodernistisk; Altså en reaktion mod modernismens ensartede bomaskiner i form af en mere legende og individuel byggestil med inddragelse af stilelementer fra forskellige perioder ligesom i historicismen. Men i så fald er der tale om en mere afdæmpet postmodernistisk arkitektur. Som Alvar Aaltos Finlandiahuset vender også Operahuset ud mod Tölö-søen – eller Tölö-bugten som strækningen også kaldes. Det er et hvidt kulturpalads som Finlandiahuset og er indrettet funktionelt og rummer også en fin udsigt.
Der var optræk til (kultur)politisk ballade, da det i 1993 stod klart, at dommerkomiteen for et nyt kunstmuseum i hjertet af Helsingfors blandt 516 deltagere havde valgt en amerikaner. En udlænding i et land med så fornemme arkitekturtraditioner.
For museet skulle placeres et følsomt sted i byen; nemlig i krydsfeltet mellem Saarinens kraftfulde nationalromantiske hovedbanegård, J.S. Siréns alvorlige nyklassicistiske rigsdagsbygning og Alvar Aaltos venlige modernistiske musiktempel, Finlandiahuset. Og forbløffelsen spredte sig fra fagkredse til fortørnelse i den folkelige opinion, da det stor klart, at Steven Holls kunstmuseum skulle bankes klos op af Aimo Tukianens rytterstatue for helten fra Vinterkrigen og senere præsident for landet Carl Gustav Emil Mannerheim, hvilket fik i hvert fald 20.000 mennesker til at skrive under på en protest.
Men vreden gik over, og i dag er stedet tilsyneladende populært – også som mødested.
Steven Holls byggeri er et elskværdigt mesterværk, der reflekterer den regionale tone i finsk arkitektur, og om noget fremhæver bygningen respektfuldt marskal Mannerheims statelige figur, så her opstår en æstetisk og historisk pointering: Museet som et led i udbygningen af det moderne, selvstændige Finland med internationalt udsyn. Takket være dem der arbejdede for et frit Finland.
Steven Holls museum hedder Kiasma, og ordet chiasma, der var Holls oprindelige navn, rummer betydninger, som at materialer og bevægelser krydses, men også at her er et krydsfelt.
Det er et X som et kryds for dette sted, hvor tingene sker, og her hvor udvekslingen af tanker og udtryk foregår. Fremtiden møder sig selv, så at sige. Huset påpeger det på sin måde uden at være anmassende og prangende. Underspillet er måske snarere en fornemmelse, man får, men i den forstand, at det er et udpræget selvbevidst stykke arkitektur. Bygningen er svagt konkavkonveks, elegant krummet om et vandbassin, som indirekte synes at oplyse bygningen, hvis indre hovedgreb er en rampelignende form, der naturligt leder besøgende frem i bygningen. For herfra at distribuere dem til etagerne med de to dusin udstillingsrum, der fordeler sig på to niveauer med henholdsvis fire og fem etager. De fleste af rummene er reelle udstillingsrum, mens et mindretal i deres udformning udfordrer kunstneren til at tænke sin installation ind i rummet
Steven Holl (født 1947), der siden blandt andet tegnede kunstmuseet i Herning, HEART, har lagt vægt på, at lyset trækkes ind, men det er gjort med forståelse for, at huset er til kunst og, da den er ny og avanceret, fortrinsvis en kunst, som ikke bliver bedre af direkte dagslys, for i de fleste tilfælde er valgt enten kunstlys eller dagslys, der sies gennem halvtransparente ruder og derved antager diffus karakter. Materialerne er glas, beton, træ, aluminium og zink, der er ved at patinere, og det giver et sart lyst udtryk, som leder tanken hen på høje nordiske sommernætter.
Alvar Aalto, der som nævnt på et tidspunkt skitserede en udviklingsplan for området, holdt meget af dette sted i byen, og han hævdede, at man herfra kunne se direkte til Lapland. Udsigten er blevet forbedret, efter at Steven Holl på den halvbueformede nordside af det ny hus i fire-fem etagers højde har skabt et rum, der med nogen god vilje udefra minder om et øje. Herfra, fra Kiasma, fra krydsfeltet i hovedstaden, kan man se vidt omkring. Både mod skove og søer og et sted bag dem Lapland og – blandt samlingerne – mod kunstens fremtid, som den formes i dag.