Rejsen til Klinten

Let skjult men nemt at finde er der mange kønne steder i Danmark, og udenfor sæsonen er de sjældent overrendt af badegæster. Her er en lille fortælling om en udflugt.


Reersø!

Aldrig hørt om det, sagde jeg. Men det havde min kone, og for hende stod klinten ved Reersø som et ganske særligt minde fra barndommens land. Det er et territorium, det kan være farligt at opsøge; der kan vente skuffelser, når så meget synes at være forandret. Men hvis man ikke er en bekymret natur, kan man jo bare begive sig på vej i retning mod Kalundborg.

Reersø Klint

På vejen passerer vi nogle af de industribyggerier langs motorvejen, der dels er ved at lukke landskabet ude bag en oplevelsesfattig trafikkorridor og dels viser, hvad der kan ske, når en arkitekt skal vælge mellem en stor Audi og en god samvittighed.

Langs motorvejen støder man også på skilte, der henviser til nogle af de seværdigheder, der skjuler sig inde i landet fra museer til herregårde, og så kan man så spekulere på, hvorfor skiltene er så grafisk grimme, og hvorfor de er så sygeligt brunlige. Har designerne ikke læst, hvad Lennart Gottlieb siger om farven brun og 1970erne? I sin bog om Michael Kvium skriver Dr. Gottlieb om den kedsommelige, munkemarxistiske periode blandt andet, at »årtiet var helt igennem mørkt, brunt, grimt, grimt, grimt og grimt«. 1970erne slap vi af med. Vejskiltene derimod ikke. Måske skal de minde om det triste årti mellem de frisættende 1960ere og de hedonistiske 80ere, så ingen af os bliver for glade?

Sådan kan der stadig i dag se ud på landet. Det udaterede billede hedder Landsbygade og er malet af Lars Swane

Glad kan man blive igen, når man drejer af motorvejen og kommer ud på landet, der fra bilruden ser så kønt og velfriseret ud, opdyrket og foruroligende affolket. Det industrialiserede landbrug skjuler sig bag store avlsbygninger, og man ser forgæves efter Allan Otte-katastrofer i skikkelse af væltede lastbiler eller forulykkede landbrugsmaskiner. Her er stille og fredeligt, og hist hvor vejen slår en bugt, og vi faktisk er kørt ind i Reersø, støder vi på en mindested for Thorkild Gravlund.

Reersø havde jeg ikke hørt om. Thorkild Gravlund kendte jeg heller ikke. Men det viser sig, at Thorkild, der levede mellem 1879 og 1939, var folkemindeforsker med et omfattende hjemstavnsforfatterskab bag sig. Hans debutroman hedder Øen – og sandelig om den ikke handler om mennesker på halvøen Reersø. Om Reersø hedder det i Store Danske blandt andet, at det er en halvø, der strækker sig ud i Storebælt og adskiller Jammerland Bugt fra Musholm Bugt. Thorkild Gravlund udtrykker det mere poetisk i indledningen til Øen:

»Øen er et Land for sig. Stridbar mod Fjender – gæstfri mod fremmede, saa højnes den her i det blågrønne Bælt. Med gule Klinter og grønne Klinter med Bakkedrag, Smaasøer. Og en lille By på Bakken. (…) Skønt Øen er fast med Landet ved en Kørevej – der kan skylles over ved Højvande – saa er den dog en Ø: Ved Århundreders Hævd som et Land, der ikke er noget ligt. Øboerne er et Folk. De har det Hjemsted, som aldrig holder op med at drage dem, hvor langt de end farer ud. Gærne farer de ud; det store Land er Æventyrets – de fremmede Pladser huser Opfyldelsen af de dunkle Haab. Bølgerne førte til Øen og ind i Øboens Sind. Øboen – om end han svigter Guds og alle Landets Love- Øen forbliver han tro. Den er ham en kærlig Trøster, hos hvem han kan kaste sine skuffede Haab og læge sine Hjertesaar. En Andagt over hele hans Liv!«

Maleriet forneden forestiller ganske vist udkanten af Tisvilde Hegn i blæst, men P.C. Skovgaard kunne såmænd lige så godt have stået ved Reersø i 1844, for omtrent sådan så landskabet ud, da vi ankom til destinationen:

Næsten Reersø

Det egentlige mål for udflugten til Reersø var en tur langs vandet ved klinten på Reersø. Foroven ligger en mark, der er pløjet, så muldens mønster lige danner et blødt sving, der kunne lede tanken hen på et maleri forestillende en anden pløjemark for lang tid siden.

 På billedet ser man på tilsvarende vis en mand der pløjer lige ud til en klippekant. Med andre redskaber end i vore dage, bevares, men princippet er det samme, og også i det mytologiske sceneri er der udsigt over havet. Ikke til Storebæltsbroen. Men til et par skibe der drejer for vinden. Udsigten er storslået, men manden med ploven er så optaget at sit arbejde, at han ikke bemærker et plask og derfor ikke vender sig om, hvorved han ellers ville kunne få øje på »something amazing,/ a boy falling out of the sky,« som det hedder i W.H. Audens digt, Musée des Beaux-Arts, som blandt andet handler om Bruegels maleri fra midten af 1500-tallet forestillende landskabet med Ikaros’ fald.

Sådan en regnfuld efterårsdag i oktober er der ikke meget mytologi over det prosaiske landskab ved Klinten, men turen på den stenede stand langs den gule klint kan da få en til at forestille sig, at sådan har landet set ud engang, da her var mere eller mindre øde, og havene var fulde af fisk. Nogle må der være tilbage, for i det fjerne står en mand og fisker. Ellers er her helt menneskeforladt. Tiden går bare, og havet gnaver af klinten.

Menneskeforladt er Reersøs mange sommerhusenklaver også. Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Hist og her kommer en smule røg op gennem en skorsten, eller der holder en bil i indkørslen. Men mange af husene står tomme og minder i stemning om nogle af Knud Oddes fine malerier forestillende netop affolkede strande, forladte badebroer og øde udkants- og sommerhusområder, hvor mennesker undertiden kommer forbi uden for sæsonen for at være helt private sammen.

Næsten Reersø Klint

  Reersø er endnu en rejse eller flere værd, men turen slutter denne gang nede ved havnen, hvor der heller ikke er mange mennesker. Der er heller ikke meget at komme efter på denne tid af året udover frisk luft.

Baadklubben er lukket, og Havnegrillen er solgt. Det eneste sted, man kan komme af med sine penge, hvis det er det, man gerne vil, er en indsamlingsbøsse medpåskriften: »Jeg var sømands værste fjende/ tit jeg bragte sorg og død/ Nu jeg ondt til godt vil vende/ ved at lindre sagn og nød«.

Turen til Reersø faldt pudsigt nok sammen med, at Jens Smærup Sørensens seneste roman, Klinten, udkom. Der er en fin stemning af isolation og Udkantsdanmark i fortællingen, der som titlen antyder foregår ved en af landets mange klinte. Et kystsikringsprojekt forener beboerne, der som så mange andre steder egentlig har nok i sig selv, i et midlertidigt og påtvunget fællesskab. Mennesker mødes – og forandrer hinanden. Henimod slutningen af Klinten hedder det: »De stod foran det store hav og så hvor smukt det var.  Og derfra var de kommet, engang, og det var på sådan en strand, som den de nu var standset op ved, at de var krøbet i land. Og vendte de i dag tilbage og dykkede ned i dette smukke hav, der havde næret og nurset deres urvæsen som en mor, så ville det – for sådan var det også – udslette dem.«

Sådan var oplevelsen i grunden også den dag ved klinten på Reersø…