Noget om Kirsten Klein

Når det drejer sig om fotografi – kamerabaseret billedkunst som det hedder – er Kirsten Klein en af de mest betydningsfulde udøvere. Overhovedet. Efteråret 2022 udstiller hun sammen med billedhuggeren Lars Abrahamsen i Fuglsanghus i Hørsholm. Her er nogle ord om Kirsten Klein.

Da jeg engang boede en stund i et sommerhus i en naturskøn egn af Danmark, tænkte jeg nærmest dagligt på Kirsten Kleins billeder.

Helt tilfældigt var det ikke. Mors er Kirsten Kleins hjemstavn, og turene i landskabet fik mig igen og igen til at erindre hendes fotografier:

Det flade land med de blide bakker. Den høje himmel med de skiftende skyformationer. De stejle klinter ved fjorden og de stilfærdige bølger, der skyller ind på standen og polerer stenene i vandkanten. Blæsten i marehalmen, kornet på markerne, fårene på græs og hist og her en gård der nærmest trykker sig mod jorden. Andre steder nogle af de historiske aftryk, man stadig finder i landskabet som fortidens kæmpehøje.

Kirsten Klein: Dønning ved Stenbjerg, 2022

Spor af mennesker var der selvfølgelig også, men der var steder, hvor man blot ved at dreje hovedet nogle få grader kunne abstrahere fra campingpladsen og sommerhusbebyggelserne og nærmest se for sig en mindre flåde af vikingeskibe ankret op ved pynten, sådan som man forestiller sig, det kan have set ud på disse kanter for tusind år siden.

Det er meget ofte landskaber som disse, Kirsten Klein fastholder i sine billeder. Hun har også fotograferet mennesker, hvis ansigter undertiden ser ud som furede landskaber, men det er om noget i sine billeder af landskabet, hun har hævdet sin position som en af de billedkunstnere i Danmark, der med kameraet som pensel, som det hedder med en ulidelig men ikke desto mindre præcis floskel, har skabt dybt originale og meget smukke billeder.

Kirsten Klein har således en særlig evne til at gengive landskabet som en organisme. Undertiden kan man i hendes billeder nærmest opleve marker og sten som en hud, der ånder gennem sine porer, som var naturen besjælet, og der er et perspektiv af evighed over hendes billeder. Vist er landskabet og landbruget under forandring, men Kirsten Klein fastholder i overvejende grad steder, som trods spor af mennesker har denne karakter af noget uforanderligt. Det er en følelse af håb, man kan møde i hendes billeder.

Kirsten Klein: Sommer i Karskov på Langeland

Motiverne er ikke blot hentet fra en egn i Danmark, for skønt det kan være nærliggende at sammenligne nogle af Kirsten Kleins billeder med guldaldermalernes besyngelse af det danske landskab, er der intet nationalistisk over hendes billeder. Hun er ikke hjemstavnskunstner på dén måde, skønt hun naturligvis har brugt sine nære omgivelser som motiv. Tværtom har hun fastholdt indtryk af noget almenmenneskeligt under sine rejser, og hun har med forkærlighed opsøgt udkantsområder i Europa som Irland, Island og Bretagne, og med udkantsområder menes naturligvis ikke regioner af mindre betydning men steder fjernt fra storbyen, hvor man for alvor møder landskabet og kan være et med det. Det er i hendes billeder, man ser årstidernes skiften og vejrligets forandring. Det er i hendes billeder, man møder den store rytme i naturen.

Udstillingen i Fulgsanghus vises mellem 10. september og 16. oktober.