Det er altid en stor glæde, når nogen ringer for at høre, om man ikke lige kan skrive et-eller-andet. Ikke hvad som helst. Men om noget interessant, vedkommende eller for den sags skyld morsomt. Jeg blev mindet om det for nylig og kom til at tænke på engang, Kim Flyvbjerg ringede for at få en lille artikel. Kim Flyvbjerg, der ikke uden grund er blevet beskrevet som en rigtig dygtig magasinsnedker, havde skabt et ny blad:
Guaca hedder tidsskriftet og har som anbition at fortælle om bæredygtig madkultur. Det er i øvrigt en søster til musikmagasinet Groovy. Til Guaca ville Kim Flyvbjerg gerne have en tekst om Peter Ilsteds maleri fra 1892 med titlen Ung pige der renser kantareller. Så-og-så-mange anslag. Altid en udfordring at skrive efter helt præcise mål, fordi det skal passe ind i en publikations lay-out, i hvert fald hvis man har meget på hjerte, men også en meget velkommen udfordring.
Det blev i første omgang til en håndfuld artikler om malerier, der havde madvarer som motiv til fælles, og nu vil jeg gerne bringe nogle af dem let redigeret på min egen hjemmeside. For en god oplevelse var det og et fint samarbejde med Kim Flyvbjerg. Det kan være, at jeg hen ad vejen gør artiklerne længere, for i dette reservat er faste formater uden betydning.
Ung pige der renser kantareller
Så kønt det grålige hverdagslys falder på det intime sceneri: En ung kvinde optaget af husmoderlige sysler. Det dekorative hoved let bøjet, fokuseret på opgaven, men derfor kan tankerne alligevel sagtens være langt væk fra stuen med bordet og skålen med kantareller i skødet på den tækkeligt lange kjole. Et tidsbillede fra en epoke da der ingen tvivl var om, hvordan opgaverne var fordelt mellem kønnene. Som det så indgående er beskrevet i Jesper Wung-Sungs roman Kvinde set fra ryggen.
Romanen handler om kvinden med den mest berømte, bøjede nakke i dansk kunst, Ida Hammershøi, og hendes ydre liv som (kunstner)hustru og hendes indre liv som… sig selv. Nysgerrig, humoristisk, sensuel, åben over for verden.
For hvis det grå lys, den stille kvinde og det borgerlige interiør kan minde om Vilhelm Hammershøi (1864-1916), er det ikke noget tilfælde. Peter Ilsted, kunstneren bag Ung pige der renser kantareller, er søster til Ida, svoger til Vilhelm Hammershøi og i det hele taget den, der fører dem sammen, så maleren får sin favoritmodel lige ved hånden.
Da Peter Ilsted (1861-1933) i 1878 bliver elev på Det Kongelige Danske Kunstakademi, maler han i en mere realistisk stil. Men da han året efter træffer Vilhelm Hammershøi, der også er blevet optaget på Kunstakademiet, bliver han i stadig stigende grad påvirket af vennens malemåde og motivkreds. Alle billedkunstnere er rundet af traditionen og af forgængernes erfaringer, og Hammershøi og Ilsted er særligt påvirket af Johannes Vermeer og andre af det 17. århundredes interiørmalere, hvis måde at male på de omsætter til en dansk virkelighed filtret ind i deres samtids symbolistiske strømninger.
Det leder Peter Ilsted frem til interiørmalerier som Ung pige der renser kantareller fra 1892, der tilhører Statens Museum for Kunst. Det rummer alle genrens træk fra redegørelsen for dagslysets aftegninger på væggen over gengivelsen af det enkle men gedigne møblement til scenens mest fremtrædende inventar:
Skildringen af en ung kvinde i færd med at rense kantareller forud for madlavning. Det hverdagsagtige gøres ophøjet. Ikke så meget som en hyldest til kvindes plads i hjemmet – for tiden taget i betragtning stod den ikke til diskussion – men snarere som et billede på, at verden er dyb og åndelig. Verden udenfor borgerstuerne er måske beskidt og larmende, men indenfor murene hersker roen og fordybelsen. Her er skønheden.
Stilleben med frugter på et bord
Nøj, tænker det lille egern til højre i Adriaen van Utrechts maleri fra 1647 med titlen Stilleben med frugter på et bord.
»Sikke et forråd, nogen har samlet sig. Jeg må hellere se at komme i gang, inden vinteren kommer«.
I den almindelige tilbøjelighed til at tillægge dyr menneskelige egenskaber er egernet traditionelt blevet opfattet som en skabning, der samler til huse, ligesom bierne gør det til kube. Borgerlige dyder som forudseenhed, sparsommelighed og ansvarsfølelse. Og lykkes det så for en, kan man stille sin succes til skue for andre ved at anskaffe sig et maleri, og det var det, borgerskabet gjorde i 1600-tallet, da Nederlandene som Europas førende handelscentrum oplevede en veritabel guldalder. Økonomisk og kulturelt. Penge blev tjent i store stakke, og en del af dem også brugt på kunst.
Adriaen van Utrecht, der levede i første halvdel af Hollands gyldne århundrede, var en blandt adskillige storleverandører af denne type Stilleben, hvor kunstneren demonstrerer sin tekniske virtuositet med disse sirligt malede frugter.
Motivet fortæller om rigdom – men ikke kun det. Det fortæller også om forgængelighed. Frugternes såvel som vores egen. Opstillinger har været kendt tidligere i kunsthistorien – men i det nederlandske Stilleben ligger en fornyelse. Billederne er moraliserende. Smukke at se på men med en indbygget formaning om, at vi ikke kan tage de jordiske rigdomme med os i det hinsides. Memento mori. Husk du skal dø.
Genren havde en storhedstid i det 17. århundredes Holland men vantasmotivet er senere blevet behandlet på forskellig vis i billedkunsten. Blandt andre af Sam Taylor-Wood, der blev gift og rematerialiserede sig som Sam Taylor-Johnson. Under navnet Sam Taylor-Wood ligger på YouTube en fire minutters video, Still life, som viser, hvordan nogle en opstilling af frugter nedbrydes over tid. Ligesom Adriaen van Utrechts opstilling vil gøre det.
Måske det lille egern skulle tage nogle af frugterne med sig ud til vennerne i skoven, inden det er for sent?
En jæger viser sin kone udbyttet af årets første sneppejagt
Guldalderens København var møgbeskidt. Gaderne flød med affald fra mennesker og dyr – men indenfor i borgerstuerne eller på herregårdene ude på landet herskede orden og ordentlighed.
Som for eksempel i den varme krog ved ovnen i Martinus Rørbyes maleri fra 1839 med titlen En jæger viser sin kone udbyttet af årets første sneppejagt, der tilhører Den Hirschsprungske Samling.
Skønt husets herre og dermed den, der skaffer mad på bordet, ligefrem har titel af hofjægermester, forekommer udbyttet, von Zeuthen fremviser for husets frue, noget magert. Hun synes i hvert ikke imponeret, eller måske tænker hun blot: »Godt det ikke er mig, der skal plukke dem!« Den slags havde man heldigvis folk til. Hunden forekommer at være den, der er mest optaget af byttet. Måske mindes den på sin ikke ubetydelige indsats under jagten?
Guldalderen er et højdepunkt i dansk kunst og kultur, og Eckersbergeleven Martinus Rørbye var en af de mest fremtrædende malere. Rørbye var meget berejst. Både uden- og indenlands. Tidens kunstnere blev forpligtet til at skildre Danmark som noget ganske særligt og vidunderligt, og det mestrede Martinus Rørbye sammen med moraliserende folkelivsskildringer og familieportrætter som dette.
Køkkenpigen har utvivlsomt nok vidst at tilberede snepperne. Vi andre kan eventuelt rådføre os med for eksempel Ole Falkentorp, arkitekten bag så ikoniske byggerier som Hotel Astoria, der et års tid før sin død i 1948 fortæller om yndlingsspisen sneppe:
»Medens Snepperne trækker, spiser de ikke. Det er, naar snepperne under Trækket, slaar sig ned i Skovbrynet for at hvile, at Jægeren faar sin Chance. Sneppen er en fed fugl, der en Tid lang kan tære på sit eget Fedt. Sneppen plukkes omhyggeligt og tømmes. Hjerte, Lever, Kraase og Tarme – men ikke Maven – gemmes. Der er en speciel Smag ved Steppens fuldkommen tømte Tarme og Tarmsaft, der ikke bør undværes i Tilberedelsen. Naar Sneppen er tømt og renset, strøs der lidt Salt og Peber inden i den og Fuglens lange Næb stikkes ind i Laaret. Hovedet må absolut ikke afskæres. Steppen har en stor Hjerne, der pilles ud og spises.«
Døden i kålmarken
Med titler som Melankoli, Fortvivlelse, Angst og Skrig er det ikke en let tone, der anslås i billeder af Edvard Munch.
»Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt om min vugge,« har Munch (1863-1944) sagt om sin barndom, der i værket da også erindres med billeder af anorektisk tynde, syge piger og sorgen omkring et dødsleje.
Men hvad så da med en kålmark som i det afbildede maleri, der er fra 1915?
Ifølge en artikel i Weekendavisen dyrkes der kål i Danmark i et omfang, der svarer til 2300 fodboldbaner, og det er en af de kolde måneders grøntsager, som det også fremgår af en af årstidens sange; Jeppe Aakjærs digt om de vrimlende sneflokke, hvor det blandt andet hedder, at »nu står tjørnen stikkende/ og spidder sne på piggene« – og nu er »kålen liggende«.
Kål er der blevet spist her til lands i et par århundreder. Tidligere var kålen i dens mange udgaver nedvurderet som bondemad, senere – nærmere vores tid – som gamle menneskers mad. Men med det nyere nordiske køkken har kål og rodfrugter fået en renæssance. Det fik grøntsagen nu allerede med Søren Gericke, der i en af sine bøger, Det snublende køkken skærer to hvidkålshoveder, fem løg, en persillerod og en pastinak i grovestykker, blander det sammen med et kg. Stegeflæsk og serverer suppen ”med et drys af timianblomster og fiskesennep”.
Så skulle man tro, man kunne se lyst på livet og kålmarken? Men nej. Den store norske forfatter Karl Ove Knausgård tager i en bog om Munch, Så megen længsel på så lille en flade, udgangspunkt i netop Kålmark, der tilsyneladende er et tilforladeligt landskabsmotiv. Kålen – skitseagtigt malet i forgrunden omgivet af andre marker og i det fjerne skoven, over den antydning af himmel. Som sikkert er tom.
Hvad ser Knausgård i billedet? »Døden som om billedet vil forsone sig med døden, men at der er en rest af noget forfærdeligt tilbage, og det forfærdelige er det ukendte, at vi ikke ved, hvad der venter os.
Der siges jo ingenting i Munchs billede, der gestaltes jo ikke noget, bortset fra kål, korn, træer og himmel. Men dog døden, dog forsoning, dog fred, dog en rest af noget forfærdeligt.«
Et bundt asparges
Asparges! Aspargestid!
De skal nydes, mens de er her, skriver Claus Christensen i sin bog, Til Biddet, »og naturligvis iført hvidt tøj og store hatte, helst i nærheden af vandet og mindst i en skov og uden for enhver tvivl til tonerne af Axel Schiøtz, der synger Drachmann.«
Og skulle man føje noget til en anvisning af den kaliber, kunne det være at sende en tanke til maleriet gengivet her.
Det hedder Une botte d’asparges og er i 1880 malet af Edouard Manet (1832-83), som – for nu at blive i afdelingen for mad og drikke – blandt andet er kendt for Absintdrikkeren, der hænger på Glyptoteket.
Der hører en historie til maleriet, som gengives i den britiske keramiker Edmund de Waals bog Haren med de ravgule øjne. I bogen arver fortælleren en samling udskårne figurer, der i generationer har tilhørt hans familie, der engang havde det meste men mistede det hele under jødeforfølgelserne. Den er den families historie, Edmund de Waal kortlægger i sin meget anbefalelsesværdige bog.
En forfader var en stor kunstsamler. Charles Ephrussi køber billedet direkte fra Manet, der ville have 800 franc, en pæn pris i forhold til markedet, men Charles sender ham 1.000 franc. En uges tid efter modtager han en pakke fra Manet med et lille maleri forestillende én asparges lagt på et bord og i et medfølgende brev skriver maleren: »Denne lader til at være gledet ud af bundtet«.
Også Brillat-Savarin (1755-1826) knytter en anekdote til aspargesen. I andet bind af Smagens fysiologi fortæller den franske gastronom om den mirakuløst store asparges, der er ved at komme til syne i biskoppen i Belleys køkkenhave. Forventningens glæde breder sig i sognet. En særlig kniv bliver fremstillet til lejligheden. Alle følger med i, hvordan det unge skud vokser sig større og større. Og da høstens tid oprinder, begiver biskoppen med følge sig til køkkenhaven for at stikke aspargesen, som det hedder.
Blot for skuffet at konstatere, at han og sognet havde været udsat for en spøg. Der var tale om et stykke træ bemalet så livagtigt, at alle tog motivet for pålydende.
Forventningens glæde er – ofte – den største…