Det ville være et stort tab for det danske kunstliv, hvis udstillingsstedet Gl. Holtegaard blev lukket.
Gennem årtierne har Gl. Holtegaard vist mange fine og interessante udstillinger. Skulle man spontant nævne en stor håndfuld, kunne det for eksempel være med kunstnere som Per Bak Jensen og Martin Erik Andersen, Maiken Bent, Anna Bjerger, Marlene Landgreen, Peter Holst Henckel, Jesper Just. Temaudstillinger om barokken og såmænd også om Venedig der har en særlig plads i mit hjerte.
Dertil kommer vellykkede skulpturudstillinger i parken, der for efterhånden et kvart århundrede siden blev renoveret, og i øvrigt også er ramme om andre aktiviteter som plukning af æbler. Det har været betagende at se, hvordan parkens geometri – og den iscenesættelse og tolkning af verdensordenen de lige linjer repræsenterer – har været udgangspunkt for de tilbagevendende udendørs udstillinger, hvor samtidskunsten på forskellig vis undertiden har formet sig som kommentarer til den hierarkiske tilværelsestolkning. Årets udstilling i parken er skabt af Nina Beier.
Over parken bag udstillingsbygningen kan der hvile en velsignet ro. Det var også sådan, arkitekten bag Gl. Holtegaard, Lauritz de Thurah (1706-59) havde tænkt sig det landsted, han i 1756 opførte til sig selv. Ikke mindst haven skulle lette hans sind fra »de mange besværlige og fortrædelige Embedsforretninger«.
Lauritz de Thurah var en stolt og selvbevidst mand, der fik realiseret mange byggeprojekter – blandt dem Eremitageslottet og dele af Frederiksstaden efter Niels Eigtveds død – men oplevede selvfølgelig også modgang, som når andre arkitekter løb med en opgave, han syntes lå lige til højrebenet for ham. Så er det godt at have et 30.000 kvadratmeter stort haveanlæg med lige, regelmæssige gange til at tænke genopbyggelige tanker.
Haven overlever nok en eventuel men ikke desto mindre begrædelig afvikling af kunsthallen. Trods manglende modernisering og herunder en mere tidssvarende klimastyring er de tilsammen små 300 kvadratmeter udstillingsfaciliteter fordelt på regulære sale meget vellykket til formålet.
Det er også en oplevelse at se, hvordan lokalerne stifter karakter og stemning fra udstilling til udstilling. Man kunne argumentere for, at udstillingerne omfangsmæssigt er for små i forhold til andre kulturelle tilbud i regionen med mere plads. Men omvendt kunne man også hævde, at størrelse betyder mindre, hvis udstillingerne til gengæld er så seværdige, som det gennemgående har været tilfældet. Denne sommer vises en udstilling af Kirsten Christensen og Linnéa Sjøberg.
Gl. Holtegaard har eksisteret som kunsthal siden begyndelsen af 1990erne finansieret af en blanding af offentlige og private midler samt fondsstøtte til udstillingerne. Det sidste er blandt andet opnået, fordi skiftende ledelser af kunsthallen har været gode til for eksempel at udtænke udstillinger med barokken som et omdrejningspunkt og dermed en forbindelse til stedets arkitektur og historie.