Forleden døde fotografen Sebastião Salgado (1944-2025). Jeg har set betagende udstillinger med ham henover årene. Her er et redigeret uddrag af en tekst om ham.
Arbejde er en grundbetingelse for mennesket. Det er det, der skaffer os tøj og mad og ly og et stykke noget længere oppe ad behovspyramiden samtalekøkkener og fjerndistancerejser.
Der har været perioder – i antikken eksempelvis – hvor der blev set ned på arbejdet, og to spor trækker sig i kristendommen. Det ene at arbejde er straffen for syndefaldet. Det andet at lediggang er roden til alt ondt, og arbejde er en dyd, der desuden kan siges at være karakterdannende. Med tiden blev arbejde opgraderet som menneskelig aktivitet. Arbejde adler, hed det ligefrem.
Arbejde giver os identitet og muligheder for udfoldelse og fællesskab, samtidig med at det kan gøre os ensomme eller adskille os fra vores børn. Arbejde kan være en stor glæde. Arbejde kan være et hårdt slid, der kan gøre os syge og forkorte vores liv.
Det er den sidste del af sagen, Sebastião Salgado fokuserer på i sin fremragende billedserie, »Workers«.
Hvor arbejdet for manges, men selvfølgelig langtfra alles, vedkommende er blevet mindre nedslidende på vore breddegrader, er det hårde, undertiden ekstremt hårde manuelle arbejde en ubønhørlig realitet mange andre steder på kloden, hvor maskinerne endnu ikke har erstattet det værste og mest beskidte og fysisk opslidende arbejde. Fra tinminerne i Sydamerika til rismarkerne i Orienten, fra den for længst færdigbyggede tunnel under Den Engelske Kanal til den forsmag på helvede, der hed de brændende oliekilder i Kuwait efter krigen. På kaffeplantagerne, ved samlebåndene og i støbehallerne. Salgado dokumenterer, hvor hårdt det er, men interessant nok formår han også at fange den stolthed, der er forbundet med arbejdet. Det er billeder, der kalder på respekt snarere end på medlidenhed, skønt man undertiden synes, at nogle af scenerierne minder om Dantes bøger eller Bruegels billeder. Arbejdet er beskidt. Det er billeder, der er præget af støv, snavs, klaustrofobi og fornedrelse. Iscenesat foto er der ikke tale om. Alene på »Workers« brugte Salgado seks år, hvor han om ikke delte vilkår med Jordens Salt så – ligesom sin danske pendant, Viggo Rivad – boede og spiste med de mennesker, han så smukt og solidarisk har foreviget i sin serie. »Workers« fra 1993 er beslægtet med den noget senere billedserie, »Gold« fra 2019, der også synes at gengive scener fra Helvede. Den version af Helvede udspiller sig i en åben guldmine i Brasilien, hvor 50.000 mennesker (Halvtreds tusinde!) sled i et stort, mudret kraterlandskab, hvor de klatrede på vakkelvorne stiger og bar affald væk i primitive kurve.
»Other Americas« er et magtfuldt billedessay, som Salgado skabte, da han efter års landflygtighed vendte tilbage til Brasilien og drog på opdagelsesrejse for at genfinde sit fædreland. Han viser det både i al sin skønhed og i sin almindelighed med hele den magi, vi også kender fra sydamerikanske forfattere som for eksempel Gabriel García Márquez. Det er billeder, der er båret af en stor poesi, og på den ene side står man fremmed over for dem, fordi de indeholder myter og fortællinger, der refererer til landet og dets kultur og skikke. På den anden side rummer de så meget almenmenneskeligt stof, at vi alligevel begriber i hvert fald nogle af deres mange fortællinger.
Salgado var en fabelagtig fotograf, der virkelig formåede at komponere et billede, så han undertiden opnår en nærmest monumental storhed. Det kunne selvfølgelig få en og anden til at overveje, om han lukrerer på andres liv og æstetiserer en brutal virkelighed. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ved at tage så mange billeder og udføre sit arbejde så grundigt og omhyggeligt arbejde med sine kompositioner formår Salgado at skabe nogle billeder af vores medmennesker, der – netop fordi de er så fremragende – er vanskelige at glemme. Salgado blev derfor en af de helt store fotografer, der i samme tradition som eksempelvis Robert Capa og Henri Cartier-Bresson, hele kredsen fra fotobureauet Magnum og for den sags skyld den dansk-amerikanske pioner Jacob Riis skildrer verden sandt og smukt – også når den er grim og beskidt.
Det er det, Sebastião Salgado gør. Han fortæller med sine billeder om hverdagen, og han fortæller om arbejdet, så det bliver konkret og nærværende og gør det muligt for os at begynde at forstå, hvordan de andre lever. Hans eget liv er blevet skildret i en film af Wim Wenders, »Salt of the Earth« fra 2014.