Landskabsarkitekten Stig L. Andersson var så venlig at sende mig sin seneste bog, Kritik af den æstetiske naturfølelse, som er udgivet af Forlaget Wunderbuch.
Jeg flettede nogle betragtninger om bogen ind i en anmeldelse til magasinet arkitektur/design af en udstilling, Age of nature, i Dansk Arkitektur Center, og der er et citat af Oscar Wilde i anmeldelsen, jeg gerne vil genbruge: Den irske forfatter (og æstetiker) mente nemlig, at vi ser for meget på naturen og lever for lidt med den, og det er en af Stig L. Andersons pointer i sin bog, som jeg gerne vil fortælle mere om i dette private internetreservat.
Den æstetiske naturfølelse forklarer Stig L. Andersson som de erfaringer, vi har i naturen af at være en del af noget større, noget grænseløst: »Øjeblikke af stor skønhed oplevet som en tur gennem skoven, i tågede fyrretræsklædte bjerge eller på åbent, blikstille hav«. Det er en almenmenneskelig erfaring, og måske kan man i tilgift genkalde sig motiver fra malerier af Caspar David Friedrich.
Menneskets tragedie er, synes det at fremgå af bogens tekster, at vi er blevet adskilt fra naturen. De store monoteistiske religioner gjorde os til herre over verden. Paradoksalt, bemærker forfatteren, for med naturvidenskaben overtog vi så at sige Guds rolle. Men ved at »udskille det menneskelige og det åndelige fra naturen, blev naturen reduceret til et nytteprodukt.« Stig L. Andersson bruger også – meget præcist – ordet råstoflager som et billede på vores opfattelse af naturen. Naturen er vel ikke udelukkende blevet et nytteprodukt – endnu. Men i så overvældende grad at naturen sine steder er ved at bukke under på grund af vores udnyttelse af naturressourcerne gennem udplyndring af jorden og højindustrialiseret landbrug.
Samtidig – vil jeg for egen regning gerne tilføje – er vi blevet fremmedgjorte overfor landbruget. Erfaringer med at dyrke jorden og opdrætte husdyr er for de fleste af os tre-fire-fem generationer væk. Vi synes egentlig, eller nogle gør, at det er noget svineri, og så er der aldeles ikke så dejligt ude på landet. Der lugter. Selv den del af landbruget, der faktisk har med naturlige, organiske processer at gøre, og med cyklus og årstidernes rytme og med jord og dyrkning og udsyn til himlen og en skovtykning i det fjerne synes at være forsvundet fra vores storbybevidsthed. Så det er måske ligefrem en fordel, at æstetisk fattige industribyggerier langs motorvejen på lange strækninger udgør en korridor, der sparer bilisten for udsynet til landskabet?
Den 17. februar 1600 blev filosoffen og digteren Giordano Bruno brændt som kætter, fremgår det af Stig L. Anderssons bog.
Bruno havde ikke alene udkastet den teori, at universet er uendeligt, men også givet udtryk for, at »mennesket er en del af naturen, og at naturen står over mennesket«. Også et dristigt synspunkt at fremlægge når det af Første Mosebog fremgår, at mennesket skal underlægge sig Jorden; »blive frugtbare og talrige, opfyld Jorden og underlæg jer den: Hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på Jorden.«
Så derfor – foreslår Stig L. Andersson – skal vi søge inspiration fra det vi med et sigende udtryk kalder oprindelige kulturer. Men der er også budbringere i nyere kunst, fremgår det. Stig L. Andersson nævner blandt andre Jorn, Cy Twombly og Caspar David Friedrich samt Peder Balkes landskabsmalerier, der også optog Per Kirkeby. Kirkebys maleri handlede også om naturfølelse og naturen som stof. Kirkeby pointerede gerne, at naturen hverken er god eller ond; den er der bare, og han forstod geologiens langsigtede perspektiv og inddrog det i nogle af sine malerier. Alligevel er mange af hans landskabsmalerier romantiske og beåndede og emmer af naturbetagelse.
Men »naturen er ikke en udsigt,« som Stig L. Andersson påpeger. Naturen er ikke »en af Tilværelsens skjønneste Zirater,« som justitsråden i J.P. Jacobsens naturalistiske novelle fra 1872, Mogens, ellers tænker, som den dannede borger, han er. Titelpersonen, derimod, er et naturbarn. Han er ét med naturen, som han står dér i regnen og synger. I sin bog bemærker Stig L. Andersson et sted: »Jeg er natur, altså lever jeg.«
Men når vi nu fortrænger naturen – hvad så? Fortrænger den fordi vi betragter den som et råstoflager eller bor i byer, hvor der ikke er natur. Højst en udsigt til træer hvis man er heldig.
Her kan billedkunsten træde ind. Mener Stig L. Andersson. Som en erstatning af en slags. Og hvorfor ikke? Hvis kunstmuseerne har – som det forlød en overgang – erstattet katedralerne som de hellige steder, hvor mennesker går hen for at søge tilværelsestolkning gennem kunstnernes værker og særlige sans for at se tilværelsen med andre øjne. Kan man så ikke finde erkendelser ved at være i natur og blive til natur?
Det er her omkring i fremstillingen, at forfatteren beskæftiger sig med begrebet »ny natur«. Ny natur er noget, landskabsarkitekter kan skabe i urbane miljøer, og det er der heldigvis mange eksempler på rundt omkring i disse år.
Det har tidligere slået mig, at vores ikke så fjerne forfædre udviste en vis omsorgsfuldhed, da byerne voksede. Holder vi os for overskuelighedens skyld til Danmark og til København, så var der alligevel nogle, der tænkte sig om, da voldene omkring hovedstaden faldt, fordi den militærteknologiske udvikling havde gjort middelalderbyens forsvarsværker ubrugelige. Fra den tid har vi parkerne, der sammen med Søerne og havneløbet hører til blandt hovedstadens herlighedsværdier.
Da befolkningstilvæksten ydermere fordrede stadige udvidelser af København, blev der i brokvartererne anlagt sympatiske småparker med beplantning og bænke, måske en beskeden sø og en lille skulptur af Utzon-Frank, Svend Rathsack eller Johannes Bjerg. Der kan være en vist altmodisch charme over de små parker. Dem, altså, der ikke er blevet fornyet med boldbaner og aktivitetstilbud, fordi de rekreative områder ikke blot skulle tjene som tilbud om pauser i dagen men også nyttebetonet idrætsudfoldelse, så kroppen kan optimeres med henblik på, at arbejdsindsatsen maksimeres.
Senere – da dansk boligarkitektur i 1900-tallet havde en guldalder – blev nye lyse boliger anlagt som stokbebyggelser med velplejede græsplæner og små trægrupper. Dertil kommer drømmen om parcelhuset med grønne områder og trygge stisystemer til børnenes skole og fritidsaktiviteter. Og ja. Det er den kultiverede natur, der er styret af mennesker.
Tilbage til den ny natur i det urbane rum. Ny natur kan – i Stig L. Anderssons fremstilling – sådan set opfattes som en kritik af det bebyggede miljø: »Ny natur peger på alt det, der er ude af balance.« Stig L. Andersson nævner nogle af sine egne projekter, hvor han blandt andet arbejder med tågedis. Og her har han nogle definitioner:
Caspar David Friedrich maler tågedisen. Landskabsarkitekten skaber en mekanisk forudsætning for, at tågedisen kan opstå. Tågedisen bliver til en oplevelse, man kan sanse som en naturfølelse. Som natur og æstetik på én gang. Det er en individuel sansning – men i sin bog giver Stig L. Andersson udtryk for, at det kan blive en fælles oplevelse, der binder os sammen.
»Forudsætningen for at kunne opbygge et menneskekærligt samfund er den fælles sans og naturfølelsen. Naturen, både den der er, og den vi medvirker til at skabe, må være en ligeværdig del af alt andet eksisterende, som vi lever i pagt med. Vi skal lære at se verden med vores medarters øjne, lære at træde tilbage og give plads.«
Stig L. Andersson (født 1957) er uddannet på Kunstakademiets arkitektskole, hvor han siden også har undervist. Indsatsen for en bedre verden er ikke gået upåagtet hen. Han har blandt andet modtaget C.F. Hansen Medaillen, Nykredits arkitekturpris og hæderspriser fra Ny Carlsberg Fondet og Henning Larsens Fond. Portrætfotografiet foroven er fra overrækkelsen af sidstnævnte, og herren i baggrunden er Kent Martinussen, direktør i DAC, der motiverede tildelingen i Kongens Have på Henning Larsens fødselsdag den 20. august.
I midten af 1990erne etablerede Stig L. Andersson egen tegnestue. Tegnestuen – SLA – har gennemført en række omlægninger af eksisterende parkområder og etableret nye, grønne områder og passager i en række af landets byer. For nu blot at nævne to eksempler; begge fra København: Bymilen ved Lundgaard og Tranbergs to buede kontorbygninger på hjørnet af Kalvebod Brygge og Bernstorffsgade. Eller omformningen af Sankt Kjelds Plads på Østerbro (som jeg i årevis passerede i sin tidligere, uinspirerende udgave og stadig med mellemrum kommer forbi) til noget nær en park – blot gennemskåret af biltrafik.
I 2014 tilrettelagde Stig L. Andersson udstillingen i Danmarks pavillon i Giardini i Venedig. Den skrev jeg om i sin tid:
»Stig L. Andersson retter i sin udstilling en kritik af den rationelle fornuft. Hvis man lader den stå alene. Fornuften var jo ellers netop blandt modernismens dyder. Nu skulle man bruge teknik og videnskab til at løse de opgaver, samfundene på forskellige måder har stået over for. Boligmanglen eksempelvis. Hvad enten det nu skyldes bombardementerne af byerne under forskellige krige eller simpel fejlkalkulering af den demografiske udvikling.
På den ene side satte man fart på byggeriet. På den anden side blev resultatet alt for ofte alt for pauvert. Man glemte æstetikken. Man glemte kunsten og naturen og andre elementer – grundbegreber – der gør, at steder er menneskevenlige og gode at være, færdes og arbejde i. Hvilket man jo også i disse år i et vist omfang søger at rette op på i adskillige arkitektur- og byudviklingsprojekter mange steder i verden.
Kort fortalt består udstillingen i den danske pavillon af to afdelinger. I den ene fortælles via mange forskelligartede eksempler, at nogle af de moderne bestræbelser for at skabe vellykkede omgivelser strækker sig helt tilbage til renæssancen og til den danske guldalder, der faldt på et tidspunkt, da Danmark var fattigt, forarmet og nederlagsramt, og til gengæld opnåede en betydelig kulturel blomstring inden for litteratur, filosofi og billedkunst.
Men det handler også om eksempler på fornem landskabsarkitektur, på sommerfugle, og den ufuldendte eller ikke realiserede diskussion mellem Bohr og Einstein og Jorn og Bohr om, hvor entydig verden er. Nej, synes Stig L. Andersson at fortælle med sin fremvisning af eksempler på alle mulige inspirationskilder. Verden er ikke entydig. Kunst og videnskab er ikke modsætninger. Det er metoder, der kompletterer hinanden.
Hvis man ikke allerede i den afdeling af udstillingen er blevet grebet, bliver man det i anden halvdel, der gennem smukke organiske tegninger og enkle installationer af bark, trærødder, lys, lyd, spejlinger osv. fortæller om nogle af de virkemidler, der er arkitekturens. Og som anvendt rigtigt og ved inddragelse af æstetik og herunder ikke mindst natur i byggeri kunne gøre verden så meget rigere og mere menneskelig. Skønheden og naturen bliver pludselig meget nærværende, og det er en stor oplevelse. Så måske kan man – for nu at låne fra et citat af den baskiske billedkunstner Jorge Oteiza – sammenligne den gode arkitekt, der skaber noget nyt, med roeren, der nok bevæger sig fremad, men har blikket rettet bagud i forsøget på at genopfinde grundbegreberne.
Måske er det det, Stig L. Andersson gør med sin seneste bog?
