Kirkegårde er en del af samfundets erindring. Monumenter og gravsten fortæller om dem, der levede her før os, og om skiftende tiders æstetiske opfattelse af, hvordan vi mindes de døde.
»Og slægterne skifter som løv i lund/ i Jordens frodige have,« som det hedder i en inskription på en gravsten på Assistens: Det er her, man tænker på sin familie og sine forfædre, og hvem man ellers har mistet hen ad vejen, og det er her, man kan få en fornemmelse af slægters gang og for den sags skyld nationens eller i hvert fald lokalsamfundets historie.
Ikke udelukkende i skikkelse af berømte mænd og kvinder, der nu er blevet forvandlet til støv den lovbestemte meter under jordens overflade, men også sognets almindelige borgere og deres erhverv og betydning. Også på kirkegården er vores fremtræden – nu som eftermæle – iscenesat af os selv eller vores efterkommere, og ofte afspejler kirkegårdskulturen en ældre, mere hierarkisk og patriarkalsk samfundsstruktur: Her hviler en snedkermester og hans hustru. Der en orlogskaptajn og hans familie. På nogle grave er angivet de hædersbevisninger, der blev afdøde til del i det borgerlige samfund.
Men kirkegårdene er under forandring og den klassiske kirkegårdskultur under afvikling. Det har flere årsager.
Mobiliteten i befolkningen accelererer, bosætningsmønstre forandrer sig, slægtens betydning mindskes, og familiebånd løsnes. Flere flytter mod de stadig større bydannelser, og færre overvejer at blive stedt til hvile i det slægtsgravsted, der måske ligger i en anden del af landet. Endnu. For også det bliver sløjfet en dag, når efterkommere mister interesse for at betale for det. Og endnu en bid af den kollektive erindring går dermed tabt.
Egentlig skulle man tro, at kirkegårde var et område med voksende udvidelsesbehov, men det er faktisk det modsatte, der er tilfældet. En af årsagerne er, at der er en tendens til at vælge den pladsbesparende løsning og blive brændt i stedet for begravet, hvorefter asken nedsættes i særlige urnehaver, og på mange kirkegårde kan man se, hvordan ubenyttede arealer efter sløjfede gravsteder efterhånden vokser til større og mindre græsplæner, der på den ene side bidrager til den karakter af parkanlæg, der i forvejen er så udpræget ved mange danske kirkegårde, og på den anden side opløser den symmetri, der er med til at gøre kirkegården til et særligt sted præget af alvor og eftertænksomhed.
For tiden er det gået af mode at sætte afdødes titel på gravstenen. Ofte ser man, at der blot står Mor eller Far. Døden er blevet mere personlig og individuel. Det er ikke et medlem af samfundet, af fællesskabet, der er gået bort. Det er ens forældre, og det betragtes som en privat sag mellem generationer, og derved kan en sammenhæng og en fortælling gå tabt. Hvordan kirkegårde kan udgøre en kollektiv erindring om en byd fortid, kan man få et levende indtryk af i Spoon River Anthology (1914) af Edgar Lee Masters. I løbet af bogen, der består af monologer fremsagt af de døde, tegnes et ikke altid flatterende men nu ærligt billede af et bysamfund.
De store familiegravsteder synes også at blive færre, og undertiden ser man mere personligt udformede, mere ukonventionelle gravsten, og der er også en tendens til, at stadig flere gravsteder – uden sammenhæng med den øvrige skik på stedet – iscenesættes som en del af den fortsatte fortælling om vedkommende. Det gælder navnlig – men ikke kun – for små børn, hvis grave på hjerteskærende vis er dekoreret med legetøj og tøjdyr og andre former for betydningsmættede souvenirs, der siger noget om det liv, de forlod alt for hurtigt. Eller ikke fik.
Samtidig er traditionen med at tænde et lys på graven blevet importeret, så man så at sige kan holde sin egen personlige sjælemesse på afdødes sidste jordbesiddelse. Traditionelle skriftsteder fra Bibelen erstattes – i det omfang de overhovedet stadig bruges – af dybt personlige hilsner, der for den udenforstående blot er en antydet fortælling om noget, der gik alt for stærkt: »Et smil du altid sendte/Så brat det hele endte.« Eller: »For øjet må tindre/ og munden må le/ for at skjule det/ som ingen skal se.« Et sidste eksempel er hentet fra Valérie Perrins hjertegribende roman Vand til blomster, der er historien om en kvindes ulykkelige skæbne og hendes poetiske indstilling til kirkegårdspasning: »Solen gik ned før tid.«
Nogle kirkegårdshistorikere forestiller sig ligefrem, at en fredning skal udvides til at omfatte flere kirkegårde med særligt bevaringsværdige, landskabelige eller landskabsarkitektoniske træk. For Assistens skete det i 2014.
Det er i sagens natur et stort skridt at tage. De dødes have er også de levendes park, og derfor er kirkegårdene under forandring. De dødes hvilested er som de levendes by, hvor kvarterer forandrer sig i takt med, at nye generationer vælger deres egen iscenesættelse af omgivelserne. Alligevel må man opstille nogle regler, som sikrer, at fornyelse af kirkegårde sker inden for rammer, der tilgodeser såvel tradition som anlæggets landskabsarkitektoniske karakter og respekten for dem, der drog af sted, før vi andre, som er en inskription, der findes på flere gravsten forskellige steder i landet.
Eftertænksomhedens haver ændrer sig. Provinsens gravpladser har deres helt særlige, stille præg, hvor man kan følge en egns historie, mens de større byers omfangsrige kirkegårde i nogen grad er præget af en anonymitet i form af lange rækker af gravsteder – eller det kan være den udvidelse af de eksisterende kirkegårdes veldefinerede, mur- eller gitteromkransede rum, der ligger i de ligeledes ofte anonymiserede skovkirkegårde. Afdøde bliver – efter egen beslutning – en del af et landskab uden nødvendigvis særlige markeringer af, hvem han eller hun var. Blot et hvilested i et naturskønt område – så langt fra fortidens gravmæler i al almindelighed og Wiedewelts prægtige, nyklassicistiske gravmonumenter i særdeleshed.
Død i 1798 har Giertrud Birgitte Bodenhoff oplevet Københavns brand i 1795, der gjorde det af med henved 1.000 huse og gårde samt byens rådhus og Nikolaj Kirke. I dens krypt hvilede resterne af den ældre Andreas Bodenhoff – og efter branden blev de overført til Assistens Kirkegård.
»Assistens Kirkegård er en stor historiebog, der fortæller os om danmarkshistorien fra 1760 til i dag, både med de gevaldige skæbner og de mere ydmyge; et kalejdoskop for den, der er på togt gennem sin fortid,« skriver Flemming Pless i forordet til hortonom Axel Andersens bog Assistens Kirkegård – fortegnelse over nogle bemærkelsesværdige grave.
Som navnet antyder, er Assistens en aflastningskirkegård. Adskillige danske byer har sådanne assistenskirkegårde. Den i København blev anlagt i 1760, fordi begravelsesmulighederne inden for byens volde, der først blev sløjfet omkring hundrede år senere, var blevet for få. Gennem det 18. århundrede havde ikke mindst smitsomme sygdomme luget godt ud blandt hovedstadens omkring 80.000 indbyggere, der levede tæt sammen – også med deres køer og heste og andre husdyr – inden for voldene under hygiejniske forhold, der slår selv en græsmark i Roskilde efter en festival.
Affaldsbortskaffelse i den ildelugtende hovedstad foregik ved, at man smed skidtet ud af vinduet og ned på gaden. Blev det med tiden fjernet, blev det kastet i vandet. Også i kirkerne var der en forfærdelig stank fra de døde, der var begravet under gulvet. Noget måtte gøres. Begravelsespladserne måtte aflastes. Løsningen lå uden for vold og voldgrave. Omkring halvanden kilometer fra Nørreport der var en af byens fire, befæstede og om natten aflåste indgange.
Kirkegården blev anlagt i et sumpet område, hvor der tidligere var blevet dyrket tobak i en plantage ejet af blandt andre Peter von Scholten. Nu blev der rejst en mur, og kirkegården blev taget i brug den 6. november 1760. I det første kvarte århundrede var det fortrinsvis fattige, der blev begravet på stedet. Men efter at en af tidens københavnerprofiler, etatsråd Johan Samuel Augustin, i 1785 valgte Assistens som sin sidste adresse, blev det nærmest mondænt at blive stedt til hvile i hovedstadens aflastningskirkegård. Med tiden blev Assistens de kendtes begravelsesplads, og i dag har kirkegården sine steder desuden antaget karakter af rekreativt område for gående, cyklende og solbadende københavnere, der tilsyneladende ikke altid spekulerer så dybt på kirkegårdens karakter af rum for sorgbearbejdning og mindested.
Sådan er det nu. Men også for et par hundrede år siden blev der taget let på gravfreden på Assistens Kirkegård. Efter det i 1804 blev opdaget, at der havde huseret gravrøvere på kirkegården, blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde regulativer for fredens have. Blandt andet blev det forbudt, at »Æde- og Drikkevarer (kunne) falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed.« I 1813 blev det yderligere vedtaget, at graverne ikke længere måtte sælge spiritus til kirkegårdens besøgende.
Regine Olsen og Søren Kierkegaard fik aldrig hinanden. Forlovelsen blev ophævet i 1841. Hun giftede sig og rejste til Dansk Vestindien. Han glemte hende aldrig, og Regine Olsen »slyngede sig som en erotisk arabesk gennem hans forfatterskab,« som det hedder i Den Danske Nationalencyklopædi. Nu ligger deres jordiske rester et stenkast fra hinanden på Assistens Kirkegård. Kierkegaard ligger i kirkegårdens afdeling A sammen med en række af guldalderens store skikkelser som Christen Købke, Jens Juel og Johannes Wiedewelt samt Giertrud Birgitte Bodenhoff, der havde bestilt familiegravstedet hos Wiedewelt.
Blandt de mange, mange andre, senere tilflyttere til Assistens – men i andre afdelinger – kan for eksempel nævnes H.C. Andersen, Niels Bohr, Martin Andersen Nexø, Jens August Schade og Viggo Stuckenberg, Bent Webster og H.C. Ørsted. Af helt nytilkomne kulturpersonligheder for eksempel sangeren Natasja Saad, komponisten Thomas Koppel samt forfatterne Jakob Ejersbo og Michael Strunge. Intet under, at Martin A. Hansen, der underviste på det nærliggende Blaagaard Seminarium, skal have sagt: »Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum.«
Teksten er en redigeret version af et kapitel i bogen om Giertrud Birgitte Bodenhoff udgivet 2021 af edition luga (se andetsteds på hjemmesiden). Bogens tekst var ledsaget af træsnit af Gay Christensen og fotografier af Karsten Weirup. Bogen fortæller om den unge skibsrederenke, der dør ikke blot én men måske to gange.