No, no, no, no signora, quella è l’altra strada. Eller noget i den stil – sagde kustoden til min kone.
Vi var netop gået ind i Villa Rotonda. Det er en del år siden. Vi var på Den Store Palladiosvillaertur.
Vi var ikke de første. Goethe beså eksempelvis villaen i 1787 under sin store italiensrejse. Han kalder Rotonda for et pragthus og skriver blandt andet, at bygningen pryder »landskabet på herligste vis. Den forbipasserende finder mange prægtige detaljer i både hovedbygningen og søjlerne foran, og bygherrens ambition om at efterlade sig både et stort gods og et sanseligt mindesmærke over sin formåen er til fulde indfriet. Og ligesom man fra hele den omliggende egn kan betragte bygningen i al sin herlighed, er også udsigten derfra yderst fornem.« (Citeret fra Min italienske rejse oversat af Christian Lundager og udgivet med hans forord af Gads Forlag).
Goethe beskriver Rotonda så enkelt. En firkantet bygning som omslutter en rund sal, der er oplyst fra oven. Men hvis vi ville se den, skulle vi ifølge kustoden følge den reglementerede vandring gennem bygningsværket. Den modsatte vej. Hvilket synes paradoksalt i netop La Rotondas tilfælde. Villaen så at sige spejler sig i sig selv. Som det fremgår af Palladios egne tegninger til bygningsværket – gengivet i hans Arkitekturens fire bøger (1570) – er de fire facader identiske og rummene fuldstændig ens disponeret. Om man gik den ene eller den anden vej rundt i villaen forekom at være hip som hap. Det var det ikke.
Jeg kom til at tænke på oplevelsen, da jeg læste Grete Tranes nyudkomne bog, Rejse til Andrea Palladios Villaer, der er udgivet af Forlaget Frydenlund.
La Rotonda hedder egentlig Villa Almerico Capra efter bygherren og en af dens tidlige ejere. Navnet – Rotonda – henviser, som Grete Thrane skriver, til Pantheon i Rom, hvorfra Palladio formodentlig har hentet inspirationen til villaens kuppel med hullet øverst, hvorigennem regnvandet falder på gulvet.
Bogen om Palladios villaer er disponeret logisk. Hver af hans kendte eller tilskrevne villaer er behandlet kapitel for kapitel. Deres tilblivelseshistorier. Disponeringen og udsmykningen af den. Om Villa Rotonda hedder det blandt andet, at den – det er der nogle forskere, der mener – måske »er bygget til refleksion og dyrkelse af humanistiske tanker og idealer«. Måske havde villaen også en repræsentativ karakter. I flere betydninger: Velegnet til modtagelse af gæster og til at vise omverdenen, hvor godt i tilværelsen det var gået husets ejer. I hvert fald er Villa Rotonda et mesterværk, der lever op til alle tre kriterier og nu indgår naturligt i verdenskulturarven.
Gennemgangen af Palladios 26 villaer indledes med en fin introduktion til arkitekten bag dem. Andrea Palladio (1508-80) opnåede allerede i sin levetid anerkendelse og har siden fået en skelsættende betydning for vestlig arkitektur. Herhjemme ikke mindst for C.F. Hansen.
Som Grete Thrane forklarer i sin introduktion til Palladio, fik villaer en renæssance i 1500-tallet. Det var en genoplivning af et ideal fra romertiden om det afslappede privatliv på landet, der i Middelalderen blev umuliggjort af røvere. Palladio var arkitekten, der kunne levere kulisserne til denne iscenesættelse af fortællingen om det gode liv i frisk luft og skønhed og med avlsbygninger i passende afstand.
Palladio blev først uddannet som stenhugger i Padua, som vi også besøgte dengang, og flytter så på et tidspunkt til Vicenza. Det er her, han træffer mennesker med betydning for sin karriere som arkitekt – og han i øvrigt stifter bekendtskab med arven efter en anden stor bygningskunstner, Vitruvius, der levede i århundredet før Kristi fødsel. Vitruvius har skrevet en slags grundmanual om antikkens arkitektur. Vitruv. Om arkitektur blev udgivet på dansk af Syddansk Universitetsforlag i 2016. Forsiden gengiver selvfølgelig Leonardos tegning af den vitruvianske mand.
Palladio samlede – som Grete Thrane også fortæller – sine erfaringer med arkitektur i fire bøger, der i hvert fald findes i en tilgængelig udgave fra MIT Press fra 1997.
I bogen om Palladios villaer citerer forfatteren adskillige betragtninger som for eksempel »Når det gælder bygning af huse, så er det et område, hvor alle mener at have forstand«. Sådan er det stadigvæk – også når det kommer til billedkunst.
Et særligt vellykket, redaktionelt træk ved bogen er, at ordforklaringen bagerst i bogen er udstyret med fotografier, så læseren kan se, hvordan pediment og pilastre ser ud. Bogen er i øvrigt illustreret af fotografier af Lars Gundersen og – hvor det ikke har kunnet lade sig gøre, må man formode – tegninger af Giovanni Giaconi. Sidstnævnte er født i Vicenza, har en baggrund som arkitekt og har selv udgivet bøger om Palladio og hans elev, Vincenzo Scamozzi, som forresten fuldførte Palladios Teatro Opimpico i Vicenza.
Vicenza er en dejlig by med adskillige værker af Palladio, hvis kirker i Venedig vi kendte på forhånd. Blandt dem Redentorekirken på Giudecca. Som flere andre af La Serenissimas kirker er også den opført i taknemmelighed over, at ikke flere døde under en af de epidemier, der igen og igen lugede ud blandt Venedigs indbyggere. Hvert år den tredje lørdag i juli markeres det med et stort fyrværkeri. Willumsen har gengivet det i et maleri i 1929, og i 2025 lykkedes det os at opleve det på nærmest første parket foran en restaurant på den anden side af vandet.
Vi fik ikke set alle de villaer, Grete Thrane behandler i sin bog. Men omkring halvdelen – og var også ved den, man slet ikke kan komme ind og besøge. Men så måske heller ikke helt sikkert er Palladios. Vi havde James S. Ackermans lille handy Palladio-bog udgivet af Penguin med i bagagen, men Ackermann gør ikke alverden ud af villaerne, og den mest nyttige information om værkernes placering fik vi i det lokale ufficio turistico i form af et par brochurer, der har overvintret i det store Palladio-katalog fra 2009 for 500-årsudstillingen, der blandt andet blev vist i Royal Academy i London. Vi talte jævnligt om at genbesøge Vicenza og gense nogle af Palladios villaer, og nu ville den indlysende ledsager til en sådan udflugt selvfølgelig være Grete Thranes bog.
