Forlaget Muusmann har udgivet to bøger om landskabsarkitektur i henholdsvis Danmark og Sverige. De er skrevet af Frode Birk Nielsen, der er uddannet landskabsarkitekt ved Arkitektskolen i Aarhus. Efter at have vundet førstepræmie i en konkurrence om udformning af parkanlægget ved Malmöhus Slott, etablerede han i 1988 egen tegnestue og har i både Danmark og Sverige – samt Kina – arbejdet med at gøre torve og pladser mere menneskevenlige.
Det menneskevenlige er den røde tråd i de to bøger, der måske mere er egnet til inspirationslæsning hjemmefra end som handy guidebøger til ekspeditionerne ud i de danske og svenske kulturlandskaber. Takket være bøgernes omfang er det blevet muligt at ledsage teksten med indbydende fotografier taget af Carsten Ingemann. Omvendt kan de da sagtens ligge på bagsædet af bilen eller pakkes ned i rygsækken til cykelturen.
Landskabet er der i forvejen. Landskabet er forudsætningen. Det der ikke er fortrængt af menneskelig aktivitet. Omkring 60 procent af Sveriges areal er dækket af skov. I Danmark er det knap 15 procent. Og i begge bøger indleder forfatteren med at redegøre for, hvad der er landskabets byggesten: Jord, sten, træ og vand. Ud af den blanding vokser natur og bosætning. Mennesker har levet af landskabet gennem millioner af år. Som samlere, jægere, agerdyrkere.
Men så er landskabet også blevet anvendt til anlæg af forskellig art. Frode Birk Nielsen opererer i sine bøger med en række kategorier: Gravlandskaber, infrastrukturlandskaber, bylandskaber (særligt heldigt anlagte torve, pladser og broer), borg- og slotslandskaber, forsvarslandskaber, kunstnerisk bearbejdede landskaber og i Sveriges-bogen desuden stenlandskaber.
Trods naboskabet mellem Sverige og Danmark er der stor forskel på de steder, Frode Birk har valgt til sine bøger. I Danmark er det således fortrinsvis kultiverede kunstlandskaber som C.Th. Sørensens bløde geometriske haver i Birk ved Herning.
Blandt de svenske kunstlandskaber – eller måske snarere land art-landskaber – er den selvstændige republik Ladonia, der ligger på Kullen. Ladonia, der har en udstrækning som de to meget store skulpturer, Nimis og Arx, er oprettet af den nu afdøde svenske billedkunstner, Lars Vilks (1946-2021). Så absolut et besøg værd. Men det er De Geometriske Haver nu også.
Nimis (latin for »for meget«), der er konstrueret af drivtømmer og nedfaldne grene, blev påbegyndt i sommeren 1980, og der gik faktisk et par år, inden myndighederne fandt ud af, at der i al hemmelighed voksede en skulptur frem tæt ved havet men skjult af skoven. Det blev indledningen til et flere årtier langt juridisk slagsmål mellem de svenske myndigheder, som ville have skulpturerne fjernet, og Lars Vilks, der modsatte sig ødelæggelse af sit livsværk. På et tidspunkt bliver Ladonia en selvstændig stat, der et par gange har erklæret krig mod Sverige. Omtrent samtidig sendte den unge stat en krigserklæring til San Marino. Provokationerne fra det lille land med dets Formel1-løb var efterhånden blevet utålelige!
Der er virkelig mange morsomme historier om skulpturlandet Ladonia, og blandt dem er informationen om republikkens tredje skulptur, Omfalos, der fra søsiden blev fjernet med magt af myndighederne i 2001. Ganske overraskende imødekom Sverige en ansøgning fra Vilks om at få lov til at opføre en mindeskulptur for Omfalos. Betingelsen var imidlertid, at den ikke blev mere end otte centimeter høj. Den oprindelige Omfalos er siden blevet en del af Moderna Museets samling.
I hver landskabskategori er der gerne en fem-seks eksempler. Andre svenske kunstlandskaber er for eksempel Millesgården på Lidingö i Stockholms skærgård med det kunstnerhjem og omgivende skulpturpark, billedhuggeren Carl Milles (1875-1955) skabte, samt Wanås Skulpturpark i Skåne. I Wanås er omkring 80 skulpturer permanent spredt over et stort skovbevokset område. Her er værker af blandt andre Jenny Holzer, Per Kirkeby, Allan McCullum og Yoko Ono. Hver sommer er der gæsteskulpturer på besøg.
Et par velvalgte danske eksempler på kunstlandskaber er skulpturparken ved Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland og Tørskind Grusgrav i Egtved i Sønderjylland, hvor der er opstillet henved ti skulpturer af Jean Clareboudt og Robert Jacobsen.
Sverige og Danmark har et meget stort infrastrukturlandskab til fælles. Det er den faste forbindelse over Øresund, og den er medtaget i bindet om svensk landskabskunst. En del danske forbander rutinemæssigt navnet Øresundsbron. Hvorfor ikke broen, vrisser de. Men Frode Birk Nielsen bemærker, at det da er et herligt eksempel på kompromisets kunst. Bron er nok et svensk ord. Men Øresund i navnet har et dansk begyndelsesbogstav.
Forud for etableringen af den faste forbindelse over Øresund blev der anlagt en kunstig, fire km lang og 400 m bred ø – Peberholmen – der som udgangspunkt skulle have lov til at ligge i fred. For hvad ville der ske med en sådan biotop, der ikke var beplantet? Det sørgede naturen selv for. Først dukkede enårige planter op. Så permanente buske og små træer. Fugle og insekter kom til øen. Det samme gjorde endog harer, der en isvinter hoppede en km fra Saltholm til Peberholmen. Det hele lå i fred, kun besøgt få gange om året af observerende biologer, der dog også blev til indgribende myndigheder, da antallet af fuglearter et år – 2020 – dalede fra 30 til 20. Så blev et areal, fremgår det af bogen, på størrelse med 14 fodboldbaner ryddet og beplantet med henblik på at skabe flere flade arealer, fordi man ønskede at give bestemte fuglearter bedre ynglebetingelser.
Synd, mener Frode Birk, for her var en enestående mulighed for at observere, hvordan naturen regenererer, og landskaber udvikler sig, når mennesket ikke griber ind. Men mennesket griber ind. Og har gjort det årtusinder.
Som det fremgår af bogen, har vi i Sverige og Danmark anlagt gravlandskaber – for eksempel Kongehøjene i Gamla Uppsala, der ligger nord for Uppsala, og i Danmark Lindholmhøje i Nordjylland – og forsvarslandskaber. Her har Frode Birk Nielsen valgt at pege på Københavns volde og vikingeborgen Trelleborg i Sydsverige.
Bylandskaber er ikke den mindst interessante kategori i Frode Birk Nielsens opdeling af landskabstyper, mennesker har formet gennem tiderne. I byerne er der en slags total menneskelig kontrol. Her er landskabet borte og naturen som regel fortrængt.
Dog ikke altid. I bogen fremhæves et par vellykkede eksempler på, hvordan naturen stadig spiller en altafgørende rolle for samspillet med bygningsmasse. Der er et industriområde i Norrköping, hvor kønne fabriksbygninger af ældre dato nærmest er ved at blive blæst æstetisk væk af de vandfald og -strømme, der bruser igennem landskabet. Det kan så modstilles med den lykke, det var for byens indbyggere og gæster, da Aarhus Å i årene mellem 1995 og 2008 blev afdækket med det resultat, at der opstod et langt mere levende byliv langs vandet med cafeer og forretninger og muligheder for blot at sidde og kigge på vandet. Når vejret ellers tillader det. Nyere landskabsarkitektoniske strategier synes i stadig stigende grad at søge at fremme natur i byerne. Gerne mindre friseret og mere vild og frodig.
Landskabskunst i Danmark og Landskabskunst i Sverige er skrevet med kærlighed til en række eksempler på vellykkede have- og parkanlæg, historiske anlæg og moderne infrastrukturprojekter. Forfatteren formår også at forklare baggrunden for nogle af de ændringer, der er blevet foretaget og siden omgjort. Der var en grund til, at åen gennem Aarhus blev overdækket. Åen var forurenet af spildevand, og den blev betragtet som en barriere for den voksende bilisme, der dengang var mere end velkommen i bykernerne. Dengang var der heller ikke så mange biler som i dag, og dengang var de ikke så store og uhåndterbare i de snævre gader i middelalderbyernes centre som i dag. Landskabskunst i Danmark og Landskabskunst i Sverige er bøger, der giver lyst til netop at tage bilerne ud af byerne – og hvis ikke bilerne så cykler eller offentlig transport – og rejse ud i landskabet og opleve noget af alt det smukke og interessante, der vitterlig også er der ude. Med udgivelser som disse kan man finde det gennemtænkte og storslåede et eller andet sted på den anden side af det industrialiserede landbrug og de kilometer lange erhvervsbyggerier, der er ved at indkapsle motorvejene i en korridor og ødelægge udsynet mod det åbne landskab.
Teksten er en lettere bearbejdet version af en artikel til Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri.
