Fotografen der så verden begynde igen

PostNord leverede en pakke fra Teit Jørgensen, der havde samlet en række af sine fotografier. Edition Bløndal har udgivet – og da jeg så bogen, fik jeg spontant lyst til at skrive lidt om den.

Teit Jørgensen: Trieste (1967)

Dengang i 1960erne. Dengang i 60erne ændrede verden sig. Vores verden. I den danske og vestlige historieskrivning er der hyppigt fokus på 1960erne som oprørets årti til tonerne af noget af den bedste musik indenfor pop og rock. Afslappet livsstil. Langt hår. Væk med slipset.
Men studenteroprøret og opbruddet i dansk kunst med Eks-Skolen og Århusavantgarden (for nu lige at fremhæve de to eksempler) berørte kun en mindre del af befolkningen. Bjørn Nørgaard har engang vurderet, at der vel højst var 200 mennesker i København, der havde større eller mindre kendskab til, hvad Kirkeby og han og de andre brødre på Eks-Skolen rendte rundt og lavede. Dengang i 1960erne.
Det endnu tavse flertal før de såkaldt sociale mediers flimrende tidsalder var optaget af alt muligt andet. Anden Verdenskrigs myrderier var slut, den grå efterkrigstid var ved at være overstået. De gode tider blev bedre og snart helt fantastiske. The sky was the limit.
Fred. Frihed. Forbrugsmuligheder. Et bedre liv. Det var det, mange mennesker tværs over det europæiske kontinent var optaget af. En god hverdag og en endnu bedre søndag. Det er de mennesker, der er hovedpersonerne i Teit Jørgensens optimistiske og livsbekræftende fotografier fra 1960erne.

Teit Jørgensen: Rom (1965)

»A Propos 60erne« er billedsamlingens henkastede bogtitel. Som når man sidder og taler om fortiden, og tankerne strejfer netop det tiår. Man henter en stak billeder frem af erindringen og materialiserer dem på bordet.
Den samme stilsikre, henkastede æstetik karakteriserer også Teit Jørgensens billeder. Fotografierne ser ud, som om de blot er knipset i forbifarten under fotografens rejser til Rom, Trieste, Athen, Paris, København, Odense og Juan-les-Pins. Og den uformelle æstetik passer perfekt til den motiviske tematik. Legende børn, badende turister, ældre mennesker med en øl på fortovscafeen i det befriede Europa eller siddende på en bænk i en fredeligere verden. Teit Jørgensen har fundet og fastholdt en glæde i menneskers forventninger til fremtiden, og trods bevægelse i billederne er der en ro over sceneriet, det er vanskeligt at opnå i den fortravlede tid, der kom efter 1960erne; årtiet der stadfæstede at noget nyt var begyndt.
Det nye begyndte allerede i de sidste år af 1960erne. I 1958 overhalede industrien herhjemme landbruget som den erhvervssektor, der havde flest ansatte. 1958 er indledningen til en markant velstandsstigning i det danske samfund med faldende råvarepriser, markant reduceret udlandsgælden mærkbart reduceret, stigende udenlandske – og få år frem i tiden ventede meget stor reallønsfremgang for betragtelige dele af befolkningen, der måske nok ikke gik så meget op i studenteroprør. Dem Teit Jørgensen fotograferer.
Allerede i 1946 var produktionen i Danmarks på højde med niveauet før Besættelsen. Så privilegerede var andre europæiske lande, Teit Jørgensen har fotograferet i, ikke. Men i billederne fra Italien og Frankrig mærker man den samme glæde over at være til. Hverdagen er velsignet.
Teit Jørgensen (født 1947) er en veteran blandt danske fotografer og filmfolk og bevægede sig i kredsen omkring Eks-Skolen. Han er eksempelvis filmfotograf ved billedkunstnerisk berømte film som »Tre piger og en gris« og »Normannerne« og under rejser sammen med Ib Michael og Per Kirkeby til Mellemamerika i 1971.
Samme Per Kirkeby indleder bogen med en tekst – tidligere publiceret i Victor B. Andersens Maskinfabrik – til sin ven, hvor han understreger dyden ved kunstnerisk simpelhed. Begrebet går igen i Charlotte Præstegaard Schwartz’ biografiske indkredsning af Teit Jørgensens æstetiske greb: »Og simpelheden, der bærer hele magien omkring dét overhovedet at kunne fastholde virkeligheden i et billede, kommer til udtryk i Teits konsekvente arbejde med rytme og kontrast i billedkompositionerne.«
Teit Jørgensens simple billeder placerer sig fornemt i den store humanistiske tradition i fotografiet, der fortæller om, hvordan den menneskelige familie lever.