Intermedia- og fluxuskunstneren Eric Andersen er blandt dem, jeg har været optaget af gennem mange år. Hans ideer og projekter er overrumplende, underfundige og omkalfatrende og kan få verden til at tage sig helt anderledes ud.
Hver år den 2. november – på De Dødes Dag – begynder Esbjergs håbeperiode. I 2021 blev perioden markeret med etablering af forskellige håbesteder i det indre Esbjerg. Håbestederne er markerede områder i byen, hvor man kan stille sig for en stund. Og håbe.
Alting forandrer sig ustandselig i Eric Andersens kunstneriske praksis. Undertiden skifter værkerne titel, for at det ikke skal være for nemt at få hold på hans produktion. Også denne artikel forandres med mellemrum.
Pandora i antikkens mytologi trodsede et forbud mod at åbne en æske, hun havde fået som medgift. Lidelse og sygdom spredte sig over verden. Kun håbet blev tilbage .
Håbeperioden har haft forskellige manifestationer i Esbjerg. I 2019 var det en storslået koncert, der krævede publikums involvering. Andre år er de serigrafiske tryk, Il piatto della speranza, og andre fysiske kunstgenstande håbefuldt installeret forskellige steder i byen som på kontorer, i banker, i forretninger, på hotelværelser og endda på selve kunstmuseet. Det er håbesteder, hvor man kan være selv eller dele et håb med andre og give udtryk for, at endnu er der håb. I håbeperioden 2020 var der i en række tomme butiksruder i Esbjerg monteret QR-koder, så man med sin mobil kunne komme ind på Nettet for at formulere håb og udveksle dem med andre, men der var også være kikhuller til Pandora.
Det må have været under fluxusfestivalen i Roskilde i 1985, jeg første gang overværede opførelser af nogle af Eric Andersens værker.
Det kunne for eksempel foregå i et retslokale, hvor de fremmødte fik at vide, at de lige så godt kunne gå igen. Der ville alligevel ikke ske noget som helst. Overhovedet.
Det passede selvfølgelig ikke. Eric Andersen foretog sig en række underholdende handlinger for nu at overbevise publikum i, at de bare skulle gå. Gå ud i byen. Gå ud og flyt mursten i den vandrende borgerskulptur på et af byens torve, som han også havde opstillet. Gå nu.
Så han tilbød et stykke mad for at gå. Med laks. Eller hvad med et glas vin? Skulle han vise en sengekantfilm på Tv-skærmen? Eller åbne vinduet? Please leave – som er navnet på værket
Absurd, altså? Ligesom Eric Andersens Automat fra 1964, hvor man putter fire kroner i møntindkastet og kan trække fire kroner. Eller den første begivenhed i en længere række årligt tilbagevendende tomgangsmanifestationer, der fandt sted på Amalienborg Slotsplads i 1982. Eller netop ikke fandt sted:
165 mennesker var blevet indbudt til at deltage i en middag på slotspladsen. Men invitationen til Hommage a Emma Gad var forbundet med så mange indbyrdes modstridende forbehold og valg, at deltagerantallet blev minus 23. Begivenheden, der ikke fandt sted, blev så erindret på forskellig vis i årene efter. Et år var det eksempelvis en udflugt til en sal i Malmø Kunsthal. Salen var selvfølgelig tom.
Årets tomgang foregår naturligvis ikke på den samme dato hvert år. Nogle år springes også over. En gang blev der organiseret en tomgangsbegivenhed på en forkert dato og i en forkert by. Et andet år var tomgangen en telefonperformance. Man kunne ringe til en telefonsvarer og høre en stemme oplyse, at det, man hørte, var en indspillet besked, og at Eric Andersen anbefalede, at ledsage aflytningen med et glas hvidvin.
Som adskillige andre, der arbejder med intermedia indenfor det meget løst organiserede netværk, der sædvanligvis kaldes fluxus, er Eric Andersen (vistnok født 1943) komponistuddannet, og et eksempel på et tidligt værk er et partitur til et orkester bestående af en bogstav- og talrække og sætningen »I have Confidence in You«. Hver enkelt musiker måtte altså spille efter partituret, som han eller hun ville.
Eric Andersen arbejdede allerede i slutningen af 1950erne med opførelser, der dels befandt sig mellem forskellige kunstarter og dels ofte krævede publikums deltagelse under en eller anden form. Han knyttede forbindelse med kunstnere over store dele af verden, der arbejdede og arbejder med lignende kunstneriske problemstillinger, og hans navn var naturligt at finde blandt de deltagende kunstnere under de tidlige fluxusforestillinger i København i 1962.
Siden har Eric Andersen opført værker over store dele af kloden, hvor det netop ofte er fluxusnetværket, der hjælper hinanden med det praktiske og for eksempel deltager i hinandens happenings.
Om end en stor del af indsatsen er lagt i udlandet, er Eric Andersen ikke ligefrem overset i den danske kunstverden, og han har da også modtaget Akademiets største udmærkelser, som han naturligvis ikke selv har afhentet i forbindelse med motiveringerne og i øvrigt foræret til andre som tak for hjælp. Blandt andet i forbindelse med det store værk, Opus 90, der tilhører Statens Museum for Kunst.
Opus 90 var dels en udstilling, der blev vist i 1990, og dels en permanent installation, hvoraf dele efter planen skal dukke op i nationalgalleriets rum fra tid til anden baseret på et computerprogram.
Delelementer i Opus 90 er blandt andet et maleri udført af Lise Malinovsky men umiddelbart efter udførelsen skjult ved overmaling af den mur, hvorpå det blev udført. Det er altså et usynligt maleri. Opus 90 er også et antal stole med påskriften »Become a member of Eric Andersen’s random audience«. Og Opus 90 er et antal kasser med forskelligt indhold ophængt i Kunstmuseets store ankomstsal. Under udstillingen i 1990 kunne publikum se kassernes indhold ved at blive hejstop til dem med en lift. Efter udstillingen skal kasserne i større eller mindre tal dukke op på museet i al evighed. Uforudsigeligt. For det er en af grundprincipperne i Eric Andersens værk.
Mere om Eric Andersen: Sammen med Arthur Köpcke og George Brecht påbegyndte Eric Andersen engang i 1960erne en slags perspektivrigt byfornyelsesprojekt. Det bestod blandt andet af usynlige huse og en slags aflåselige kærlighedsreder placeret rundt om byerne. Ansvarsbevidste som de var, påbegyndte de en opsparing ved at indsætte 100 kr. på en bankkonto. Med renters rente ville projekterne efter datidens beregninger være fuldt finansierede omkring år 2251.
Så er der Marianne. I 1989 blev der udskrevet en konkurrence i forbindelse med Eiffeltårnets 100-års jubilæum om et monument af lige så spektakulær betydning som det berømte tårn, der først var hadet og nu står som et vartegn for Paris .
Eric Andersen foreslog at sende tre satellitter ud i rummet til en placering i nærheden af Jupiter – og der kunne de så blinke til Jorden i de franske farver. Og titlen? Udover at være en imødekommende reference til Delacroix’s berømte maleri, Friheden fører folket på barrikaderne, med den unge kvinde, Marianne, der hæver Trikoloren som en fakkel, kan ordets enkelte stavelser på japansk betyde At anbringe noget menneskeskabt i rum…
Næste tilføjelse til teksten fortæller om Solplænen, der løfter besøgende over jorden.