Det har været en stor og glædelig oplevelse i mit liv at have lært køkkenchefen og kunstsamleren Claus Christensen at kende. Hjertevarme, fandenivoldskhed og et præcist blik for ikke blot kunst og kvalitet men også andre mennesker. Og så er jeg Røde Claus dybt taknemmelig for, at han satte Peter Bonde og mig sammen ved et frokostbord og sagde noget i retning af, »så drenge, nu skal der kraftedeme laves en bog! Vin eller øl?«. Det blev til Dette er ikke en maler – en fortælling om billedkunstneren Peter Bonde. Nedenstående uddrag er fra tiden efter Peter Bondes deltagelse i Venedig-biennalen sammen med Jason Rhoades og Bondes udstilling i Kunstmuseet Arken i 2006.
Peter Bondes orientering – og hans dialog med andre billedkunstnere – er international. Men efter Venedig og efter Jason Rhoades’ og hans Snowball ikke længere rullede, må det have stået klart, at Danmark blev hjemmebanen. Derfor udstillede han i årene efter Snowball ganske vist hyppigt i udlandet. Men han befæstede også sin position i Danmark gennem adskillige udstillinger i gallerier og på museer.
En af dem var »HI BOB – Greatest hits. Nye malerier af Peter Bonde«, der i efteråret 2006 blev vist på Kunstmuseet Arken i den meget vanskelige kunstakse midt i museet. Salen er 150 m lang, og højden varierer fra 12 til tre-en-halv m.
Store formater har tilsyneladende aldrig bekymret Peter Bonde, så meget desto mere som hans gestiske maleri og hans opfindsomhed i forhold til anvendelse af påsatte genstande har en karakter af store armbevægelser. Bondes billeder er karakteriseret både af energi og voldsomhed i udtrykket.
Men til udstillingen i Arken måtte han for alvor tage de store lærreder i brug. De seks største billeder til Arken var 12 m lange og fire-en-halv m høje, og dertil kom så 24 mindre (men store) lærreder. Selv de største havde vanskeligt ved at hamle op med de enorme vægge.
Angiveligt stammer titlen – »HI BOB« – fra en fejlhøring af indledningen til et nummer af Fischerspooner, hvor det første ord er hyper. Scenografien i den amerikanske gruppes video kan i øvrigt med lidt god vilje i glimt minde om nogle af Bondes installationer. Men under alle omstændigheder var det Bondes intention, at en titel til så omfattende en udstilling ikke måtte være for prætentiøs, for, som han forklarede til Politikens Birger Thøgersen, (16. september 2006):
»Det er lidt kryptisk, men jeg ville gerne give en så stor udstilling en dum titel. Alle de der forsøg på at indfange noget i en udstillingstitel, det er tiden for flygtig til. Men i øvrigt findes der mange »Bobber« i kunsthistorien. Rauschenberg f.eks.«.
Eller Robert Smithson, Robert Morris, Robert Mapplethorpe, Robert Motherwell. Men eksemplet er selvfølgelig næppe tilfældigt valgt. Robert Rauschenberg (1925-2008) eksperimenterede tidligt med såkaldte combines, hvor han inddrog forskellige objekter i sine malerier, og fra begyndelsen af 1960erne arbejdede han med at inddrage silketryk af billeder blandt andet hentet fra massemedierne i sine malerier.
På samme måde havde Peter Bonde i sine billeder til Arken inddraget et bredt spektrum af billeder, han havde samplet på nettet og hentet i sit billedarkiv. Det blev til en slags digitale collager – der så blev printet som meterlange baner af lærred af helt – tilsyneladende – tilfældige digitale prints, men ikke mere tilfældige, end at de havde fascineret ham, kombineret med billeder af venner og bekendte og herunder flere, der henviste til nylig afdøde Jason Rhoades og til Snowball. For som Bonde forklarede i ovennævnte interview i Politiken:
»Brugen af Jason er min måde at sige ham tak på, ære ham som kunstner og person. Efter Snowball var der et længere forløb, hvor vi ikke talte sammen – sådan et projekt trækker på alle ressourcer og hele følelsesregisteret – men inden for de sidste par år har vi haft nogle gode stunder, når vi mødtes. Og jeg har i øvrigt brugt Jason før. Jeg trækker i mine arbejder ofte på de samme fotos som baggrund for mine billeder«.
Dertil kommer påmonterede Tv-skærme, farve (naturligvis) på lærrederne og henkastede sætninger indgraveret som fingermaling – en ironisk henvisning til amatøren? – som for eksempel »I KNOW NO »WORK« AS MY WORK – PISSING IN POOLS, SHITTING IN CANS«, der da også gav et af de store billeder titel.
»HI BOB« var en meget magtfuld udstilling. Såvel de faste som de flydende billeder gengiver scener og situationer fra familien og især fællesskabet med vennerne. Der spilles plader og drikkes bajere, og der urineres i det fri et sted ovre i Sverige. På et billede står der eksempelvis »Paul fucking a beer barrel«, og et centralt maleri, der nærmest giver en nøgle til udstillingen, hedder A Brain Full of Beer (Archives). Sådan set er der tale om påfaldende upolitisk kunst, der handler om det dagligliv, de fleste af os har. I hvert fald i weekender. Og som priser såvel det maskuline fællesskab, som at mennesker mødes og udveksler tanker. Billederne er en hyldest til livet. De er verdslige altertavler.
Også derved kunne de minde om Rauschenberg. Nogle af Rauschenbergs billeder er som at rejse med højhastighed gennem en storbys nervesystem af gader og huse. De er fyldt med gengivelser af skraldespande, reklameskilte, labyrintiske bygningsstrukturer, avancerede kommunikationsanlæg, amerikanske ikoner, amerikanske personligheder, glimt fra samtidshistorien, diners, barer og drugstores. Og i den overvældende mængde af motiver, man møder i hans billeder, genfinder man den amerikanske virkelighed og den amerikanske mytologi, som vi også kender den fra andre dele af kulturen og underholdningsindustrien, fra film og romaner, contemporary dance og moderne musik.
At betragte de meget store billeder kunne på grund af formatet undertiden opleves som at se på et filmlærred. Og på samme vis som hos Rauschenberg kunne man opleve værkerne til »Hi Bob« som en tour-de-force gennem Bondes liv og arbejde. Ikke som en opsummering der trak tråde tilbage til tidlige arbejder. Men som en status over livet som nu godt 50-årig, moden billedkunstner med en rig fortælling om både det private og det offentlige liv med referencer til både familien og for eksempel biennaledeltagelsen.
Men Bondes billedbank eller archives rummer også talrige referencer til væsentlige skikkelser fra musik og film og det kunstliv, Peter Bonde med sit eget udtryk »nærer en dybfølt interesse for (…) Rigtigt mange af dem, jeg er interesserede i, fylder stof i maleriet og skulpturen …« Det er motoren. Derved bliver de mange billeder både referencer og et afsæt for Bondes evne til at sammensætte elementer på et lærred og tilføje de mange partier af bemalinger, der – skønt det ikke i banal forstand er tilstræbt – giver hans billeder en særlig skønhed.
