Livet og arbejdet er faldet så heldigt, at jeg har været i London mange gange. Det er en by med mange kvaliteter. Det kan være Londons bygninger og parker, museer og gallerier, barer og restauranter. Londons særlige energi – de travle fødders by. Stor var min glæde, da Gyldendal spurgte, om jeg ikke ville skrive en personlig bog om London. Her er et stærkt forkortet uddrag af åbningskapitlet i Downtown.
De første ankommer hen imod 18. Halv syv er alle bordene optaget, og ved 19-tiden er det vanskeligt at få kontakt med bartenderne bag disken. Kontorlondon har fri.
De fleste skynder sig mod busstoppestederne og undergrundsstationerne for at komme hjem til rækkehuset i forstaden en, halvanden eller to timers rejse med nær- og fjerntog væk, men en pæn del bank-, børs- og forsikringsfolk, ansatte i de store selskaber i City eller i den offentlige forvaltning skal på bar. Nu! Og det er uanset, om det er den traditionelle pub med det tobakspatinerede indre og de imponerende trækonstruktioner, der skyder sig frem som en ø i rummet, de cool’e vinbarer eller de nyeste, loungeagtige cafeer, der i begyndelsen af årtusindet synes at afløse mange af de foregående par tiårs stål-og-glas-steder for i stedet at låne af inspirationen fra dengang i 1960erne. Gamle stole, tunge gardiner og portierer, corny malerier på væggene og internationale livsstilsmagasiner på bordene.
Nogle har sat medlemmer af et af netværkerne stævne et bestemt sted, men de fleste synes blot at vælge det nærmeste vandingshul. Det er som med ebbe og flod på værtshusene i det indre London. De er gerne fyldt omkring frokosttid, når ansatte fra de omkringliggende kontorer i små flokke går ud for at få en sandwich og en øl eller en salat ledsaget af et velvoksent glas hvidvin. Om eftermiddagen er de – bortset fra turister – stort set tomme; indtil altså denne alkoholiske rushhour sidst på dagen, når kontorfolket har fri. Undtagelserne er selvfølgelig i weekender, når der er bold på storskærmen, og de virkelige eksperter samles over et par pints for at vurdere præstationerne. Også dét er stort. Det var ved sådan en lejlighed, en tandløs mand, der i påfaldende grad lignede Kasketkarl som folkepensionist, en søndag eftermiddag, mens Arsenal spillede mod guderne må vide hvem, lærte mig at drikke Guinness sammen med mørk rom i et lille glas med et par isterninger.
Men nu er det sidst på eftermiddagen, først på aftenen, den lange arbejdsdag er slut, og det er åbenlyst, at der er et stort behov for at mødes, for det kniber med pladsen inden døre, så er temperaturen blot lidt over frysepunktet, kan man på lang afstand se flokke af i reglen slipseklædte mænd i jakkesæt stå foran beværtningerne, som var de til reception. Hvad de på sin vis også er, om end de i hvert fald indledningsvis først og fremmest er kommet for at møde gamle forbindelser frem for at træffe nye bekendte. Snakken og samtalerne går om gode handler og gårsdagens fodboldkamp, om boligpriser og investeringsplaner, om film, kvinder og restauranter. De taler også og måske især om andre ting, men dem vender vi tilbage til.
Der er absolut flest mænd – men nogle kvinder er der også, og de, der falder i øjnene, falder på dette tidspunkt navnlig i to meget forskellige kategorier. Den ene slags er dem, der har overordnede stillinger. De er drengenes ligemænd, de kan tale med – og de kan sagtens klare et glas af både det ene og det andet, mens de lige analyserer markedet for handel med rapsolie. De er velklædte. De har habitlignende dragter på, dyre tasker og nylonstrømper. Deres sko har kostet halvdelen af deres sekretærs månedsløn. Til gengæld, minder de hinanden om, har indehaveren af forretningen i Belgravia lovet, at de holder resten af livet.
I Danmark gør vi en ihærdig indsats for at nivellere de synlige forskelle på de klasser, som jo selvfølgelig da stadig er der, selv om vi ynder at lade som om, det modsatte er tilfældet. Hvad indkomstudjævningen ikke sikrer, klarer vi selv for gennem vores bekendelse til en afslappet tøjstil og en grundlæggende tillid til tilbuddene i Føtex og Bilka. Det er lidt pinligt, hvis der er nogle af kollegerne, der er for velklædte, for det virker jo, som om de tror, de er noget, måske bedre end vi andre, og det ville jo ikke kunne passe. Ikke i et land hvor alle er lige gode og lige interessante at høre på og absolut ikke ængstelige for at demonstrere deres inkompetence i for eksempel et fjernsynsprogram.
Omvendt er det trods alt ikke umuligt for en målbevidst sekretær – eller blot en studerende med et fornuftigt lommepengebudget – at købe sig en ægte Louis Vuitton-taske eller gå hos den samme frisør som sin kvindelige chef. Markeringen af klasseforskellene bliver derfor mere subtile i Danmark. Det kan man ikke påstå, de er på barerne i den blå time i London, når kontorfolket for en stund skyller efter, inden de tager hver til sit eller fortsætter ud i restaurations- og nattelivet.
Udover de kvindelige executives er deres sekretærer der nemlig også. Ikke med dem – men med mændene. Nogle rigtig billige duller i korte kjoler, klodsede sko med høje hæle og bare ben. Mange kvinder i England går i bare og blege ben store dele af året, nærmest uanset hvor koldt det er. Sådan gør vi bare, var der en af dem, der forklarede, det er tradition, og efter Tv-reklamerne at dømme er der tilsyneladende også et potent marked for selvbrunere; et fluidum kvinder smører på benene for at få dem til at se ud, som om de lige er kommet tilbage fra en ferie i det sydlige Frankrig. På engelsk findes ligefrem udtrykket tarte up, der kan oversættes til noget i retning af at maje sig ud som en billig dulle, fordi man skal i byen, og de piger er ikke blot er billige at se på. De er angiveligt også nemme. Ligesom Rose i Tv-føljetonen Fint skal det være, tror de – lyder forklaringen – igen og igen på, at denne gang – til forskel fra alle de foregående gange, de har spredt benene på et skrivebord, i en bil eller på et hotelværelse – venter der forude en fremtid præget af social fremgang. Den slags har som bekendt praktisk taget altid sin pris, men man kan jo betragte den erotiske investering som en slags udbetaling, og de fleste vil kunne konstatere, at bytteforholdet varer ægteskabet igennem og frem til det næste. Det er i hvert fald noget, vil man kunne notere sig, gælder andre end en selv.
I modsætning til Tv-seriens magre Rose, er kvinderne på barerne gerne lidt buttede. Der er løbet mange, mange liter øl, gin og vin ned siden konfirmationsalderen, og det er helt klart piger, der kan tage fra, mens de refleksmæssigt indkalkulerer kalorierne i det løbende regnskab, der har at gøre med denne sæsons slankekur. I 1990erne blev der skrevet en række romaner, der blev klassificeret som hørende til citygirlgenren. Fælles for dem er, at de på en underholdende og lettere kynisk måde fortæller om yngre storbykvinders problemer med kærester, homoseksuelle venner, mad og vægt, shopping og overtræk, egne ambitioner og forældrenes forventninger, og kendte eksempler er blandt andre Helen Fielding’s Bridget Jones’ dagbog og Marian Keyes’ Sushi for begyndere. Sidstnævnte har også skrevet en anden rapkæftet bog med samme tema, Sidste udkald hedder den, og på et tidspunkt i den får romanens mandlige helt en introduktion til arbejdsgangen på det reklamebureau, han netop er blevet ansat på:
»På sin første dag var Joe blevet trukket til side af Fred Franklin, den overvægtige, tætdrikkende mand omkring de fyrre fra Lancaster, der skulle være hans chef. Først ville han have slået fast, hvilket fodboldhold, Joe holdt med – Arsenal – og så kom han med nogle faderlige visdomsord omkring hans nye stilling. Hvor kaffemaskinen stod, hvordan han kunne mingelere med sine udgifter, og, vigtigst af alt, hvem af kvinderne, der var bedst at gå efter. »Martini dér,« sagde Fred til Joe og udpegede en høj, rødhåret kvinde med store tænder. »Hun går til den.«
»Jeg troede, at hun hed Samantha,« sagde Joe.
»Joh, det gør hun faktisk også,« indrømmede Fred, »men vi kalder hende Martini, for hun er klar, hvornår det skal være, hvordan det skal være, hvor det skal være. Hun er alle tiders,« sagde Fred med et begejstret smil. »Hun er med på det hele. Det hele. Og hun beder aldrig om de åndssvage ting, som kvinder altid vil have.«
»Mener du, at man skal give dem blomster og chokolade?« spurgte Joe.
»Jeg mener, at man skal ringe til dem, man skal huske deres navn, den slags der. Hun vil bare gerne have noget sex. Hun går endda med til, at man ser fodbold imens. Hun er alle tiders,« gentog Fred og kom så med det største kompliment, han kunne give en kvinde: »Hun er ligesom en fyr med patter.«
»Og Flora dér,« Fred udpegede en lille kvinde med store lyse krøller. »Hun kan nogle tricks med en flaske babyolie og et vaskeskind, men hun er noget ustyrlig; hun ringede til min kone og fortalte, at…«
»Jeg troede, at hun hed Connie,« afbrød Joe.
»Det gør hun også,« gav Fred ham ret. »Det gør hun, men vi kalder hende Flora, fordi hun…«
»… er hurtig til at sprede stænglerne,« sluttede Joe tørt.
Fred lyste op i et enormt smil. »Nemlig! Jeg tror, at du bliver glad for at være her, sønnike.« (citeret efter Bente Wissing Brøndums oversættelse).
Scenariet forekommer ikke fuldstændigt grebet ud af virkeligheden, når man tænker på, at hver fjerde londoner angiveligt har haft en affære på sin arbejdsplads, samt at antallet af klamydiatilfælde blandt unge kvinder er tredoblet på ti år, og især når man ser klynger af tarts stå og flirte med mændene på pubberne og barerne efter arbejdstid. Det fortælles i øvrigt også, at når man er ude med sine forretningsforbindelser (og her er det big business, vi taler om), kan herrerne i selskabet godt lide, at man har et par billige tøsebørn med, for selv om der ikke nødvendigvis sker noget, skaber de en befordrende erotisk spænding under middagen – og i øvrigt kan man jo altid lege med tanken om at ringe til dem på et senere tidspunkt og invitere ud på en drink efter arbejdstid. At det også sker, kan man undertiden gætte sig til ud fra synet af nogle af dem der sidder inderst i mørket og hælder alkohol ned, mens de er i gang med den form for forspil, der hedder at lære hinanden at kende.
De går selvfølgelig tit galt, disse møder mellem duller og gentlemen, og ved barernes og restauranternes lukketid kan Spionen i Kærlighedens Hus se dramatiske og hjerteskærende scenerier udspille sig på gadehjørner, hvor der bliver udvekslet bitre betragtninger om kærlighed og svig. Især hun taler højt, uden at det altid helt er til at forstå på afstand, hvad hun er mest vred over. Undertiden slår hun ham også med tasken – og det sker, at han stikker hende en, men i reglen går han blot, får omsider prajet en taxa eller finder andre måder at slippe af sted på. Han har jo også et tidligt møde den følgende morgen, og tilbage står hun og græder, indtil hun småhulkende begynder at gå mod bussen eller toget eller ofrer en taxa for hurtigere at komme hjem til det lejede værelse eller lejligheden, hun – for en efter danske forhold horribel husleje – deler med et par veninder, og man følger hende i tankerne gennem natten frem til hendes lille pied-à-terre nede for enden af gangen med de grønlige vægge og fælles bad indrettet i en stil (hendes værelse, altså), der er mere flæset end egentlig feminin, og hvor der garanteret bor adskillige tøjdyr, som hun krammer, indtil hun sover ind i bevidstheden om, at i morgen er der atter en dag, hun er stadig ung, og på et tidspunkt i den nærmeste fremtid vil også hun formå at realisere det almene.
Det er der endnu lang tid til. Aftenen er stadig kun lige begyndt, og rundt omkring ved baren og bordene drikkes der i et imponerende tempo pints of beer, large G & T’s og vin i generøse glas.
Man kan selvfølgelig bede om et mindre glas vin, men de fleste synes at tage den rationelle genvej til beruselsen ved at vælge seriøse pokaler med et indhold på 25 centiliter. Tre-fire af dem resulterer altså i, at man har tyllet en flaske subsidiært en liter ned. Og mange steder – dét var ikke gået i Danmark – reklameres der ydermere med, at det er meget billigere at tage en hel flaske med det samme. I en variation af princippet får man to ekstra glas, fyldte naturligvis, hvis man køber en flaske til en pris der i årevis har befundet sig et komfortabelt sted under ti pund.
Det er ikke slotsaftapninger, der på denne måde langes over de solide bardiske, det er i reglen lette og frugtagtige, oversøiske vine, for trods den korte afstand til kontinentet drikkes der forbløffende lidt fransk vin i UK, men så er det ikke ringere for bællevin at være, og på de fleste pubber og barer får man en glimrende iskold hvidvin fra den nye verden eller en pinot grigio, som er meget forfriskende og utrolig opkvikkende efter en lang dag rundt blandt Londons museer. Man skal bare undgå at få en char-donay, der ellers er favoritvinen mange steder, for dens røgede smag kan godt virke lidt kvalmende. Især hvis man nakker et par stykker af den.
Det er sådan et sted, jeg støder ind i en pige, der er alt andet end billig, så vi kan jo kalde hende Imogen ligesom kvinden i Aidan Higgens roman, Vand og torne; en desillusioneret fortælling om et mislykket kærlighedsforhold. Eller rettere: Hun støder ind i mig.
Trods de mange mennesker i og udenfor pubben, der ligger et charmerende sted i City mellem Strand og Victoria Embankment, hvor der kommer mange fra Whitehall, er hun vanskelig at overse. Ikke kun fordi hun er køn på en sørgmodig måde som et kvindeportræt af Modigliani, men fordi hun samtidig er så beruset, at hun taber sit vinglas på brostenene foran baren. »Oops! Was that me?« spørger hun med et charmerende smil, da hun gør det første gang. »Oops! I did it again!« fniser hun sløret, næste gang det sker, men nu er der træthed over trækkene. Hun er sammen med en fire-fem mandlige kolleger, som hun flirter skiftevis med. Der kysses på kind som i en amerikansk film om italienske gangstere, og drengene klemmer hende om livet, mens de tankefuldt lader hænderne glide over hendes baller. De er alle unge som aftenen, og der er forventninger til en længere tur i byen, hvis, altså, Imogen står distancen.
Vi veksler nogle ord, da hun er ved at miste balancen og jeg indholdet af mit glas, og hun synes, hun skal undskylde, men nu er det jo fyraften, og hun og drengene skulle lige have et par bær. Og efter et par minutters fuldekvindesnak kommer det uden varsel. Hun har samme dag fået at vide, at hun skal udstationeres i Irak. Ikke som soldat men på en post der er så civil, som den nu kan være på en base under en krig i et fremmed land. Hun er ulykkelig og rædselsslagen, og i et glimt krakelerer den lattermilde facade, mens hun betror sig til en mand, hun aldrig har set før og næppe heller træffer igen. Det er ganske vist først om 18 måneder, hun skal af sted, og meget kan jo ske, men næppe så meget at de britiske tropper har forladt landet, så hun er bange. Bange for at blive voldtaget af sine egne eller sprængt i stykker af de andre. Så tager hun sig sammen, og de andre kalder også, men det bliver ikke til nogen munter aften i byen med Imogen, for inden jeg driver videre, ser jeg hende vakle ned til en ledig taxa fulgt af drengenes trøstende tilråb. Måske skal de også af sted, jeg ved det ikke, men jeg ser hende stadig for mig stå svajende på fortovet, når navnet Basra dukker op i medierne. Det var der, fortalte hun, hun skulle hen. Hendes kolleger hiver mobiltelefonerne frem og begynder at sms’e – eller texte – sådan som alle de andre på pubberne og barerne gør det i mangel af telepatiske evner. Hvad laver du? Hvem er du sammen med? Hvor er I henne? Hvor skal vi mødes? Hvor skal vi spise? Hvem skal vi spise med?