Et par ord om Per Hovdenakk

Om det var i Silkeborg eller Sao Paulo – eller hjemme om hjørnet hos Gitte Kik – var det altid et privilegium at møde den norskfødte kunstkender Per Hovdenakk.

Per Hovdenakk (1935-2016) var en fortæller. Udover, hvad der kom til udtryk i mange bøger og talrige katalogtekster, havde han en Guds velsignelse af underholdende anekdoter om mange af de mennesker, han havde mødt på den globale kunstscene.

Per Hovdenakk blev født i Norge og var også en årrække direktør for Henie-Onstad Kunstsenter uden for Oslo, hvor han blandt meget andet opbyggede en stor samling af nyere dansk kunst. Per Hovdenakk var globalt orienteret og har arrangeret udstillinger med blandt mange andre Christo, Yoko Ono og Andy Warhol, som han traf i New York så tidligt som i 1962 på The Factory. Omkring ti år senere introducerede Hovdenakk Warhol til norsk kunst under et ophold i Oslo, hvor Warhol længe dvælede ved netop grafikken på Munchmuseet. Derefter middag på Teatercafeen med et stop forinden på Andys Bar nederst på Karl Johan, som Per fortæller i et ikke publiceret erindringsfragment. Den er der nogle stykker af. Ikke publicerede erindringer – desværre.

Men i hans hjerte havde Jorn og dansk kunst nu alligevel en plads, der er omvendt proportionalt med landets størrelse.

I midten af 1950erne studerede Hovdenakk hos Brecht i Berlin og begyndte også ofte at opholde sig i København, hvor han blandt andre traf Asger Jorn, der mange år senere udså ham til at være den første direktør for kunstmuseet i Silkeborg.

Det blev imidlertid ikke til noget. Ganske vist havde Per læst litteratur, historie og kunsthistorie ved forskellige europæiske universiteter. Men en dansk magistergrad – dét havde han godt nok ikke.

Per Hovdenakk fotograferet af Lars Svanholm

Så Norge fik Per Hovdenakk, og da han fyldte 60, donerede 60 internationale kunstnere hver et værk til Henie-Onstad som en hyldest til Per Hovdenakk.

Den sidste snes år af sit liv tilrettelagde Hovdenakk udstillinger for forskellige museer verden over, hvor hans store internationale netværk og kendskab til værkers placering i samlinger kom mange til gode.

Asger Jorns og Per Hovdenakks samarbejde sluttede først i 1973 med Jorns død. Per Hovdenakk talte ved hans begravelse den 5. maj. Her er en bid fra manuskriptet:

»For meg er det klart. At Asger Jorns innsats først i fremtiden vil få sine riktige dimensjoner. Hans bidrag på så mange områder, han har vært engasjert i, er alle viktige og skelsettende, og det vil ta tid, før vi kan overskue dem. Hans engasjement var preget af en dyp innsikt i de fundamentale kriser som preger vår tid, en storlinjet og klar og reflektert holdning. Samtidig var hans arbejde sterkt preget av den nære og øyeblikkelige situasjon, og den spontane oplevelse av den. Så sentralt har han grepet inn i viktige samtidsproblemer, at de fleste av oss har hatt nok med å følge ham på ett enkelt punkt eller to. Men vi vet, at for ham var der ingen motsetning mellom det ene eller det andre. Ingen motsetning mellom i dag og i går, alt kjedet sammen i et organisk forløb, preget av en indre kontinuitet som det for de fleste av oss i dag nok er vanskelig å se, men som vi føler er der.«

Per Hovdenakk fotograferet af Lars Svanholm

Arven fra Hovdenakk er, at kunst er for vedkommende til at være forbeholdt nogle få. Glæden ved den og oplevelsen af den skal – ikke påduttes men – formidles til stor kreds af interessere.

Arven fra Per – underforstået til den der skriver denne tekst – er en (frokost)ven. En af dem, Per regelmæssigt spiste frokost med i København, forsatte traditionen i selskab med mig og i Slotskælderen i Fortunstræde.

En frokostven er, som navnet antyder, en ven, man lejlighedsvis spiser frokost med. Under frokosten taler man løst og fast om, hvad man nu har som fælles interesser – kunst for nu lige at tage dét som eksempel – og hvad man nu hver især foretager sig for tiden, siden sidst og i nærmere fremtid. At være sammen ved frokosten adskiller sig givetvis ikke fra så mange andre mødeformer, som at løbe eller drikke kaffe. Men for nogle af os er det at mødes med nogle stykker blomstrende smørrebrød mellem os nu en ganske særlig kvalitet.

Det vil jeg aldrig glemme.