Den skaldede kulturparabol

Det var i 1992 eller cirka der omkring, at jeg traf Henrik List. I Pilestræde. På 4. sal. I Berlingske Tidendes kulturredaktion. Det skulle blive indledningen til et samarbejde – og et venskab.

»Du har engang anmeldt mig,« var det første, Henrik List sagde til mig.

Om det var negativt eller positivt, fremgik ikke af samtalen. Men det var rigtigt nok. Jeg havde nogle år forinden anmeldt Lars Schwanders kulturtidsskrift, Copyright, hvor List havde en-eller-anden gonzoklumme.

To store mænd mødes i Los Angeles. Det er Arnold Schwarzenegger til venstre

List, der er årgang 1965, havde været omkring, da han blev ansat som musik- og siden film- og litteraturanmelder ved Berlingske Tidende. Det var i de år, Jakob Levinsen samlede en række talentfulde skribenter, der tilsammen bidrog til at skabe en guldalder i Berlingskes kulturdækning. Henrik List havde blandt andet været læst litteratur på Københavns Universitet, været indenrigsredaktør for Magasin Schäfer og udgivet rejsebøger om Los Angeles og om London, hvor han havde været så privilegeret, at han havde boet et års tid. Hærdet som han var blevet efter at have været punker i fødebyen Esbjerg.

Det var i de unge år med hanekam osv., List udgav digtsamlinger som for eksempel debuten, Udbrud (1984), med titeldigtet:

stilhedens svampevæv/ suger næring/ i det grådige tomrum/mellem huse og mennesker/ jeg kravler hen over lagenet/ for at se mig selv/ genopstå som krop/ i pigens øjne/ en tordensky rejser sig/ som en hånd på himlen/ sort og fortørnet/ inden slaget falder

Eller efterfølgeren I flænger af ilt og støv (1985) hvor udgangsbønnen lyder:

timeglasset i hånden/ pulsslagenes nedtælling—/ ømheden inderst i året/ er lyset fra min krop/ der er ingen anden/ mening med det hele

Siden skiftede Henrik så musiksmag til rap og hiphop og skrev aldeles fremragende, intenst og sprogligt rytmisk om det i avisens spalter. Voldsomt inspirerende. Jeg har selv stadig CDer med Ice-T og andre stående. Eksempler på Henriks – med hans eget udtryk – tekster med »håndholdt parabol« er samlet i en imponerende mursten af en bog udgivet i 1999 under titlen Deadline 2000 – Remix fra 90erne, der vises hans store viden om nyere strømninger indenfor film og amerikansk litteratur, og dem forstår man nu engang bedst, når man kender forudsætningerne og er fortrolig med traditionen.

Men det er at foregribe begivenhedernes gang. Berlingske Tidende var mulighedernes legeplads. Kunne man skrive om dét – kunne man nok også skrive Tv-anmeldelser. Var man god til kulturpolitiske kommentarer, kunne man også få en personlig klumme. Det fik List og jeg. Vi blev tilbudt på skift at skrive en ugentlig bylivsklumme, der blev kaldt Henne om hjørnet.

Her skal ikke stå alverden om klummen, for om nogle måneder udkommer efter planen en større antologi om københavnske værtshuse, hvori blandt andet indgår en Henne om hjørnet-special om, hvordan klummen blev til, og hvordan den blev aflivet. Det sidste står List for. Selvfølgelig. Men den løb i otte år og var meget morsom, når vi selv skal sige det. Det er der heldigvis også andre, der gør. Mange. Og stadigvæk.

I modsætning til, hvad det ofte tages som givet i medieverdenen, var Henrik List ikke et offer for de talrige fyringsrunder, der i de senere årtier har ramt den trykte presse, i takt med at indtjeningsgrundlaget eroderede, og forskellige tjenester på Nettet løb med forretningen. List forlod efter eget ønske Pilestræde, fordi han ville ud for at se, om han kunne leve som forfatter og fri spinatfugl.

Blandt de store temaer i min ven Henriks forfatterskab er pornografi og prostitution og en fascination af gangsterkulturen. Hvilket gør ham til en meget underholdende fortæller, når vi spiser middag sammen i Chickey Grill på Halmtorvet eller i andre, klassisk danske restauranter. Men det er ikke nødvendigvis emner, der bliver modtaget med ubetinget glæde i avisernes spalter. Specielt ikke hvis synsvinklen, som – hos List – ikke er fordømmende men kan siges at have en vist kynisk og amoralsk tone. Sådan er livet. Deal with it!

Paul McCarthy sammen med Henrik List

Temaerne blander sig. De seksualpolitisk emner undersøges navnlig i den gennemarbejdede essaysamling Sidste nat i Kødbyen (2007). Men selvfølgelig også i den stærkt underholdende kriminalroman Solen skinner aldrig på en go-go bar (2014), hvor forfatteren heller ikke undslår sig for at satirisere over dansk presse og dansk kunst.

Som Lou Reed engang sagde under en koncert, så var det skam ikke, fordi han ikke gerne ville spille publikums favoritter. Det er bare det – der er så mange favoritter at vælge imellem. Men jeg vil gerne fremhæve et par af Henrik Lists efterhånden små 20 udgivelser, der så at sige indrammer forfatterskabet. Det er novellesamlingen Pussyland – Historier fra Amerika (2001) og reportagebogen Bodega Blues (2019).

Som avisanmelder var Henrik List i forhold til mange andre usædvanligt globalt orienteret indenfor sine stofområder. Parabolen modtog signaler fra andre dele af verden, og han var dygtig til at netværke, nysgerrig og ambitiøs som han er. I Pussyland er Henrik en ung mand på rejse i USA, hvor han undertiden benovet ser ind gennem ruden til, hvad de frække piger kan. Han hører sørøverhistorier fra rednicks på værtshuse, fester igennem på skumle moteller og ved en anden lejlighed møder en kvinde, Mercedes, der var en meget nær veninde af Charles Bukowski og i øvrigt optræder i romanen Women (1978). Det helt er skrevet med en ungdommelig appetit på livet og en udtalt fandenivoldskhed.

Henrik List 2019 på Freddys Bar ved udgivelsen af Bodega Blues Foto: Henrik Keller

Omvendt i Bodega Blues. Bodega Blues er fortællinger fra de sidste brune værtshuse på Vesterbro – og List registrerer stadig lige nysgerrigt og med med alle sanser, hvordan der ser ud, og hvordan de gode historier fortælles med litterært blik for de sigende detaljer. Men der er en ny tone i forfatterskabet. En moden erkendelse af vemod over det tabte. Både i form af de fristeder fra et stadig mere politisk korrekt samfund, vandingshullerne henne om hjørnet repræsenterer, men også en erkendelse af, at Vesterbro er endegyldigt forvandlet. Det samme er man selv.

Gentrificeringen ramte også den, der havde skrevet så meget om netop kvarterets forvandling, og huslejestigninger tvang List til at forlade det Vesterbronx, der var blevet til Ny Vesterbro. Tilbage står et værdigt minde om en svindende tid i bogmonumentet Bodega Blues.      

http://www.henriklist.dk/