Med billeder af et hegn gennem et landskab fortæller Kåre Gade om en del af det såkaldte Udkantsdanmark, der egentlig ligger centralt placeret i nationens hjerte. Bogen kom med posten til anmeldelse i Kristeligt Dagblad. Jeg bliver mere og mere optaget af det Danmark, der mest er påagtet af dem, der faktisk kender det – og ignoreret af dem der ikke gør. Her er en bearbejdet version.
Der udgives til stadighed en Guds velsignelse af bøger om Danmark. Heldigvis.
Bøger om kystlinjen, om marsken og landskaberne langs Limfjorden så hver plet får stemmer – og forfatteren og fotografen Kåre Gades fine lille, uprætentiøse beretning om et ganske særligt sted på det sydøstlige Sejerø føjer sig til rækken af vedkommende udgivelser.
»Den sentimentale faktor spiller en ikke ubetydelig rolle i livets største økonomiske beslutninger,« skriver Kåre Gade i begyndelsen af sin tekst. Han blev forført af lugten af tang, hvidtjørn og hybenroser. Hustruen stammer fra Thy, så selvfølgelig bærer hun i hjertet en svaghed for forblæste bakker – og således blev parret husejere på Sejerø og begyndte at udforske landskabet.
Og i takt med at landskabsmarkøren i skikkelse af de gamle elmaster i træ langs de snoede veje forsvandt på grund af fremskridtet, blev Kåre Gade opmærksom på et hegn langs sin nye nabo, Henry Larsens, gård. Et rudimentært hegn. Mere bevendt som grænsemarkering end egentlig beskyttelse. Men det rækker, og det er blevet repareret og udbedret gennem årtier takket være det praktiske håndelag, mennesker der beskæftiger sig med hverdagens nødvendige gøremål, opnår. Henrys hegn er ikke en fortifikation. Ugræs kan sagtens fyge ind, og mindre dyr krydser det ubesværet. Det er – som antydet – blot en markering. Men så samtidig mere end det: Det er også grafiske tegn i landskabet, der er med til at give det karakter og særkende.
Skal man svinge sig op på den helt høje klinge, er det med at kunne stille nogle hegnspæle op et udtryk for den slags kollektive livserfaring, den ungarske filosof, Michael Polanyi, har kaldt tacit knowledge. Og skal man så ned på jorden igen, kan man mindes den afdøde billedhugger, Ingvar Cronhammar, der selv fik et forklarelsens øjeblik i forhold til sit kunstneriske arbejde, da han engang så, hvordan landmænd på marker stablede halm til tørring på en primitiv trefod, som de samlede til formålet og stillede op. Men ikke – sagde Cronhammar – trådte nogle skridt tilbage og lagde hovedet på sned for at vurdere vinkel, resultat og æstetik. Nej. Ingen dikkedarer. De vidste, hvad de gjorde. De brugte en lang nedarvet erfaring. Sådan har mennesker i årtusinder rejst varder og steler og kendemærker i landskaber, bygget bo, hegnet marker og stablet brænde.
Kom i den forbindelse til at tænke på to billedkunstnere, der står mit hjerte nær. Mikael Hansen og Richard Long der begge arbejder med land art. I udtalt grad om man så må sige. Begge har blandt deres metodiske greb at vandre gennem landskaber. Richard Long skaber stier ved at gå den samme rute igen og igen, så markeringen tager form af et egentligt værk. Michael Hansen afmærker landskabet og trækker derved forbindelseslinjer og danner ruter som veje skabt af træstammer.
Man kan måske sige, at det at trække det med Henrys hegn ind i en kunstnerisk sammenhæng er helt ude i grebningen. Men Kåre Gade åbner selv ballet i sin tekst ved at spørge, om Henrys hegn måske er en slags – og her er så en ny kunstnerisk kategori – »accidental land art – uintentionel landskabskunst skabt af flere generationer af landmænd.« Men det skal hegnsmanden selv, gårdejer Henry Larsen, selvfølgelig være den første til at afvise. Et hegn er et hegn er et hegn.
Og alligevel registrerer Kåre Gade den udtalte poesi i landskabsmarkørerne, for »når jeg ser hegnets vaklende løb langs horisonten, ser jeg bogstaver i et fremmed alfabet. Et sprog, en tekst, et digt der fortæller om det kulturlandskab, som generationer møjsommeligt har mejslet ud af den forblæste ø.«
Er det så et chauvinistisk projekt? Næ, det er en samling fotografier, der udtrykker kærlighed til et sted, ophavsmanden har en særlig fortrolighed med og ømhed for. Her er tydeligvis meget smukt i sådan almindelig banal forstand. Et kønt kulturlandskab. Noget opdyrket. Andet anvendt til græsning eller plantagedrift – en gang. Og helt tredje strækninger henligger bare, som de nu har gjort, så længe mands minde rækker. Men der er nu heller ikke nogen i bogen, der kårer området omkring Mastrup til verdens ottende vidunder. Sejerø midt i Danmark er blot et sted, hvor fastboende og landliggere har fundet sig til rette i et landskab med store visuelle kvaliteter.
Der er mange indtagende steder i Danmark, og egentlig kan man få den opfattelse, at det blot drejer sig om at finde dem: En strækning med en klint og udsigt over havet kan være et fint udflugtsmål for en tur langs med vandet. En lille havn et sted, for eksempel, hvor mennesker ser ud til at have det hyggeligt over en kop kaffe eller noget stærkere eller måske endda et sted med spisning. En kro »på landet« hvor indehaverne ikke gør det store for at markedsføre sig selv, for alle på egnen ved, at den er der, og at det er et hjertevarmt sted at gæste. Det har intet med turistindustriens overbud at gøre. Det har fortællingen om Sejerø heller ikke. Bogen er det stik modsatte af kulørte brochurer af den slags, man stadig i dag finder i printet form på de store benzinstationer langs motorvejsnettet, der binder Danmark sammen. Henrys hegn sælger ikke noget som helst. Bogen er en fortælling om et sted i Danmark, der er der i kraft af sin forhistorie og den omsorg for stedet, de mennesker, der færdes i landskabet, nærer.
Inden man læser bogens forord, kunne man måske finde på at studse over navnet på forordets forfatter. Det er Jan Gehl, der i årtier har været en af de mest kosmopolitiske danske arkitekter med opgaver over hele kloden. Jan Gehl rådgiver metropoler på flere kontinenter – blandt dem New York – om, hvordan de kan gøre byerne menneskelige. Opgaven med at forsøge at gøre London til for eksempel en mere fodgængervenlig by fik han, efter at have fortalt bystyret, at den britiske hovedstad formodentlig var det værste, han havde set vest for Riga.
Man kan hævde, at det er en Sisyfosopgave, han har påtaget sig, men Jan Gehl er storbyernes potentielle redningsmand – og det er han måske netop, fordi der også findes et overskueligt sted, hvorfra hans hjerte går, og det er tilfældigvis Mastrup på Sejerø, hvor han er kommet i sine somre gennem trekvart århundrede.
I sit alt for korte forord fortæller Jan Gehl om stedets afvikling; om halveringen af indbyggertallet, tab af småindustri og håndværk, afvikling af fiskeriet men også om beboernes vilje og evne til at værne om traditioner og skabe nye muligheder. Også for en slags kulturturisme. Måske er det i sine iagttagelser af mennesker og samspillet med landskabet, Jan Gehl har udviklet sine forestillinger om, hvordan man arbejder med en menneskelig skala i storbyerne, der for manges vedkommende – og undertiden også på grund af en ny, himmelstræbende og fremmedgørende arkitektur – netop mangler det, der kan gøre også byer til venlige steder at færdes.
Landskabet omkring Henrys hegn er påfaldende mennesketomt, men sporet af mennesket er der, og bogen gør på en fuldstændig elementær måde stedet fortroligt og udgør en fortælling om noget på samme tid ganske særligt og ganske alment.
Kåre Gade: Henrys hegn – et dansk ølandskab. 144 sider, 300 kr. Forlaget Vandkunsten.
