Lars Vilks død ved en trafikulykke i begyndelsen af oktober 2021 fik mig til at tænke på en ekspedition, jeg engang foretog til de skulpturer, han havde bygget på Kullen – og hvordan kunstværkerne blev til en nation.
Gennem mange år havde jeg gerne villet se Lars Vilks’, gigantiske skulptur – Nimis – på Kullen. Og jeg havde altid forestillet mig, at der ville være helt, helt menneskeforladt omkring dette afsidesliggende stykke land art, der er bygget på en strand med skoven og klipperne på den ene side og havet på den anden. Måske ville der klatre en enkelt argentinsk kunsthistoriestuderende rundt; i færd med samvittighedsfuldt at dokumentere det mærkværdige værk, som den svenske kunstner har bygget i trods og mod alle odds siden 1980. Men ellers: Helt alene.
Og så var Nimis nærmest mål for en folkevandring.
Hundredvis af mennesker – også en del danskere kunne man høre – besøgte en ganske almindelige hverdag dette afsidesliggende sted ved den skånske kyst. Måske har forholdene ændret sig siden dengang en halv snes år, før Vilks døde. For så nemt var det altså heller ikke at komme hen til Lars Vilks’ skulptur. Man skulle følge en vej, hed det, markeret med gule N’er som i N for Nimis. Men vejen var snarere en svært fremkommelig sti, der slynger sig gennem et skovklædt klippeområde, hvor man undertiden skulle passe voldsomt på, at man ikke faldt. Og så var der endda hverken en isbod eller en souvenirkiosk, når man endelig nåede frem. Det indgår ellers i en hver markedsføringsstrategi for kulturelle og kunstneriske oplevelser. Til gengæld er udsigten over havet meget smuk – og Nimis er i sig selv strabadserne værd.
Som nævnt havde jeg virkelig forestillet mig, at der ikke ville være andre mennesker i og omkring skulpturen, for det ville være synd at sige, at den har nyhedens interesse. Det var på det tidspunkt efterhånden 30 år siden, den svenske kunstner påbegyndte sin labyrintiske klatreskulptur på Kullen ved at bygge konstruktioner i drivtømmer fra havet og grene fra skoven, og efterhånden var nogle af tårnene omkring 15 meter høje.
Det varede et par år, inden myndighederne fandt ud af, at nogen var ved at placere uautoriseret kunst ude i naturen. Og det blev de ikke frygteligt begejstrede for, for meningen med et naturreservat – og Nimis ligger i det smukke Kullaberg – er netop, at der ikke skal bygges noget som helst nyt. Heller ikke kunst. Så stort set lige siden har Vilks og Sverige været oppe at slås om Nimis. Den ene retssag har afløst den anden, og undertiden er det den svenske stat, der har sagsøgt Lars Vilks, og undertiden er det omvendt, men han har i hvert fald haft den hjemmebanefordel, at det blev vanskeligere og vanskeligere at flytte skidtet, der hele tiden blev større og større, og de bøder, han fik, signerede han alligevel bare og solgte som kunst. Ind imellem har skulpturen også været udsat for hærværk, men det vides nu ikke med sikkerhed, om det er svenske elitetropper, der er trængt ind i det ulovlige kulturbyggeri bevæbnede med benzin og motorsave. Selv har Vilks i forbindelse med et brandattentat på skulpturen sagt, at han fandt, at det var en lige lovlig heftig måde at udøve kunstkritik på.
Faktisk var det lille stykke Sverige på udenlandske hænder. Joseph Beuys, købte således Nimis for 1.500 dollars i 1983, og efter hans død nogle år senere overtog Christo ejerskabet og efter hans død hans bo. Og det komplicerede selvfølgelig de retssager, der har kørt gennem et kvart århundrede, yderligere.
Til tider har der eksisteret a state of war mellem Nimis og dele af omverdenen. Eller rettere. Mellem omverdenen og Ladonia – for skulpturen er i mellemtiden blevet til et selvstændigt land med eget flag, nationalsang osv. Den 5. juli 2003 erklærer Ladonia således krig mod Sverige og for en god ordens skyld også USA, nu da statsrådet alligevel var samlet. Og blot to dage senere ser fristaten sig nødsaget til at sende en krigserklæring til San Marino. Provokationen fra den lille republik med momsfri forretninger og Formel 1-løb må efterhånden også være blevet utålelige!
Ladonia blev oprettet den 2. juni 1996, og fristatens udstrækning svarer stort set til, hvad Nimis og søsterskulpturen, Arx, fylder derude på den yderste nøgne pynt.
Man kunne faktisk blive borger i Ladonia. Det var gratis og foregik via Ladonias nationale hjemmeside, og selv blev jeg såmænd indbygger nr. 14.473. Man kan også blive medlem af Ladonias adel, men det koster så 12 dollar. Til gengæld kan man selv bestemme sin titel.
Landet Ladonia har også udnævnte ministre. Mikael Hansen er således minister for motorvejenes økologi, og der er ministre med så forskellige ressortområder som ost, jazz, stilhed, tyngdekraft, aliens, tennis, piberygning, knuste hjerter og fiskenes rettigheder. Et par gange er der udbrudt revolution i republikken Ladonia, hvis dronning hedder Ywonne den Første, men ellers er forholdene fredelige i lilleputlandet, der har etableret sig med kolonier og ambassader forskellige steder i verden. Ladonia har også fået sine allierede og støtter i selve Sverige, hvor ikke mindst det lokale turistkontor ihærdigt har protesteret til regeringen i Stockholm.
Vilks har fortalt, at forestillingerne om Nimis – der på latin betyder »for meget« – i begyndelsen var noget vage. Det drejede sig måske om at forene en kunstnerisk teoridannelse med en kunstnerisk praksis, men siden har det stået klart, at Nimis – og dermed Ladonia – er mange ting.
Skulpturen er vel en slags land art. En form for kunst der opstod i USA i 1960erne, som ofte er af midlertidig karakter og i reglen udført af naturens egne materialer. En pointe ved land art er, at værkerne i reglen eroderer og forsvinder af sig selv, men foreløbig er Nimis med alle sine forskellige forgreninger som Wotans tårn, og hvad de ellers hedder, noget af en turistattraktion.
Og det var her, det slog mig, dengang jeg klatrede rundt på kunstværket. Måske er en af kvaliteterne ved Nimis – udover kunstnerens stædighed og opfindsomhed – at det er et kunstværk, der fungerer på så mange planer. »Dette er ikke en pibe,« står der på et af René Magrittes mest berømte malerier, Billedernes bedrag, og det er det jo rigtigt. Det er det ikke. Det er et billede, der forestiller en pibe. Nimis er et kunstværk, det lever op til alle vedtagne konventioner om, hvad et moderne kunstværk er, men det ligner et udflugtsmål, og det er også et udflugtsmål, og mellem 30 og 40.000 mennesker klatrer hvert år rundt på Kullens store turisttrækplaster og spekulerer på, hvad det er, der driver et menneske til at realisere sin umulige drøm imod alle odds. Eller måske synes de bare, at det er sjovt?