Gay Christensen in memoriam

August 2021 døde billedkunstneren Gay Christensen. Han var en ven gennem mange år. Her er nogle ord om ham.


I sine træsnit og skulpturer behandlede Gay Christensen ofte etiske og menneskelige problemstillinger som flygtninge og forfulgte men også livets og naturens skønhed. Han satte pris på begge de to sidstnævnte og var et glad og givende menneske med vid og humor. Gay var et positivt bidrag til selskab og samarbejde. Han satte pris på at arbejde sammen med andre og ydede mere end sin del i de kunstneriske fællesskaber, han indgik i.

Som billedkunstner var Markan Gay Christensen (født 1950) autodidakt. Som søn af billedhuggeren Markan Christensen (1927-2014) var Gay rundet af et kunstnerisk miljø. De tidlige malerier var koloristisk ekspressive. Et længere ophold i det nordlige Norge i slutningen af 1980erne ændrede farveholdningen i hans maleri mod noget mere mørkladent. Landskabet begyndte at antage en truende karakter. Billederne beskrev et sted, hvor mennesket aldeles ikke var i kontrol, som det hedder. Pudsigt nok havde Gay forsvoret, at han ville male landskaber. Men møde med både nordlys og Nordkap, med klipper, træstammer, vandløb og den nordiske sagnlitteratur betød, at motiverne pressede sig på. Der var ikke noget at gøre.

Tilbage i den danske virkelighed tager Gay Christensen med nogle billeder bestående af monokrome flader og nogle Donald Judd-lignende vægobjekter et gevaldigt skridt væk fra et maleri båret af fascinationen af det nordiske landskab. I objekterne og skulpturerne lå der dog en distance til minimalismens kølige, industrielle formsprog. Gays flader var urolige og stoflige som sindslige afspejlinger af oplevelser på rejsen. Gennem landskabet der stadig havde betydning i de organisk tænkte flader og rejsen som en metafor for tilværelsen.

I forlængelse af den kreds af arbejder udviklede Gay i første halvdel af 1990erne en række skulpturer og installationer, der – påvirket af opbruddet i Østeuropa og borgerkrigen i det opløste Jugoslavien – undersøgte problemstillinger som grænsedragninger og flygtningestrømme og de privilegeredes drøm for fortsat domestic comfort, som serien hed. Skulpturerne, der blandt andet blev vist i North Art Magazines galleri, kunne eksempelvis bestå i tøjbylter og forskellige former for markeringer af afspærringer. Det er i disse år, Gay for alvor begynder at arbejde med træsnit, der kan være både poetiske og urovækkende, og hvor han inddrager ord og sætninger, der bidrager til de stemninger, der hersker i billederne. Siden udviklede Gay sine træsnit i en stadig mere lyrisk retning.

Lige et par ord om Gay og hans udtalte ønske om at søge (udstillings)fællesskaber og projekter sammen med andre. Et af de mest utraditionelle var et projekt i 1989-90, der hed 24 timer. De 24 timer var det døgn, en udstilling varede i først et københavnsk hotel og dernæst et i Amsterdam. Udstillingen, der var skabt i fællesskab med kunstnerkammeraterne Mogens Pøhlsgaard og Morten Tøgern, blev ikke vist i hotellernes foyer eller andre umiddelbart offentlige tilgængelige rum. Men derimod på en række værelser, altså flere end et til hver, og dermed billedkunst som invasive fremmedelementer i de moderne hotelværelsers standardiserede, anonyme æstetik, der synes at bliver stadig mere fremherskende. To numre af North Art Magazine blev udgivet i den forbindelse. I det første præsenteres ideen og de tre kunstnere. I det næste gengives en række af Karsten Weirups reportagebilleder fra hotellet i København. Trist at gense sidstnævnte North-information, der bærer nummeret 194 og er fra 1990. Så mange af personerne på billederne er døde…

Samarbejder opstod, varede en tid og afløstes så af nye. Det seneste samarbejde var med kunstnerkammeraterne Espen Brandt-Møller, Svend Danielsen, Malene Hartmann, Nina Kleivan, Peter Stuhr og – som særlig gæst – Steen Møller Rasmussen eller tilsammen: Stablede kanter. Stablede kanter udstillede i 2020 under titlen Philipsens briller i Kastrupgårdsamlingen, der undervejs erhvervede en serie af Gays træsnit. Det har Statens Kunstfond også gjort ved flere lejligheder.

Engang i 1990erne ringer telefonen. Det er Gay. Gay nævner en aftale om frokoster, jeg havde en tre-fire gange om året med en nu afdød maler. Gay vil ikke trænge sig på – men måske han og jeg kunne videreføre den frokostradition? Det kunne vi. Og selvom vi afprøvede forskellige steder, hvor den nu afdøde og jeg var kommet, blev Slotskælderen vores blivende mødested. Afbrudt selvfølgelig af pandemien – men dog gennemført et års tid før Gay døde.

Anledningen til, at vi i sin tid mødtes første gang, var et ønske om en katalogtekst. Det behøvede ikke at føre til noget så vidtrækkende som gensyn og bekendtskab og ligefrem venskab, og det sker også meget sjældent, men her gjorde det altså, fordi vi talte så godt sammen. Ud af samtalerne kom – på et eller anden tidspunkt – ideen om at arbejde sammen om nogle bøger. Gay og hustruen gennem mange år, Ulla Fosholt, havde stiftet et lille køkkenbordsforlag – edition luga – med henblik på blandt andet at udgive egne artist books. Den ambition blev suppleret med bøger om forskellige arkitekter og billedkunstnere, betydningsfulde steder som Mindelunden i Ryvangen og optagetheden af litteratur i form af en udgivelse af kinesiske digte fra T’ang-dynastiet. Gennemgående var grebet, at Gay skabte en række træsnit til bøgerne, Karsten Weirup fotograferede, og den, der skriver disse linjer, skrev også teksterne til bøgerne.  

Blandt edition lugas udgivelser var denne lille fortælling om fem steder, hvor mennesker mødes – uden nødvendigvis at forløses.