Arne (hvem?) Arne?

Blandt udgivelser i 2022 var en bog om Arne Jacobsens Bellavista i Klampenborg. Herunder er et mindre uddrag af kapitlet om den kendte arkitekt ledsaget af billeder af Peter Nørby, der har været bogens fotograf.

Arne Emil Jacobsen (1902-71) ville egentlig helst have været kunstmaler. Men hans far var ikke for ingenting grosserer i sikkerhedsnåle og tryklåse, og han fandt, at en tilværelse inden for de frie kunstarter var for økonomisk utryg, så uddannelsen på Kunstakademiets arkitektskole blev det muliges kunst.

Forældrene boede i Classensgade på Østerbro i en lejlighed, der i opslagsværker ofte bliver omtalt som et borgerligt klunkehjem. Det var lige efter tidens idealer med stuk og plys, nipsgenstande og malerier, store tunge møbler, portierer og halvdunkle stuer. Unge Arne forbløffede i dén grad sine forældre, da han malede sit drengeværelse hvidt. De fandt, har han fortalt i et interview, at det var barbarisk. Men hans far var nu også god for en kommentar om, at »kunstner er du ikke, min dreng, du er for fed til at være artist.« Artiste havde været titelangivelsen på et brev, der i 1925 var kommet til barndomshjemmet. Det var efter, unge Arne havde vundet sølvmedalje ved Verdensudstillingen for Dekorativ Kunst i Paris.

Bellavista. Foto: Peter Nørby

Arne Jacobsens mor arbejdede i en bank og malede blomsterbilleder i sin fritid. I skolen, der lå på Sortedam Dossering, var Arne Jacobsen et ukoncentreret og forstyrrende element i undervisningen med det resultat, at han blev sat i Nærum Kostskole. Hvilket viste sig at være meget heldigt, for her træffer Arne Jacobsen to brødre, Flemming og Mogens Lassen, der også bliver fremtrædende skikkelser i det 20. århundredes danske arkitektur. Sammen med førstnævnte skulle Arne Jacobsen i 1929 give et opsigtsvækkende bud på, hvordan Fremtidens Hus ville se ud. Foreløbig drejede det sig om valg af Arne Jacobsens egen fremtid. En påmønstring i 1921 som messedreng på et passagerskib til New York overbeviste ham om, at søstærk – det var han i hvert fald ikke.

Bellavista. Foto: Peter Nørby

Som nævnt ville Arne Jacobsen gerne tegne og male. Det så – som ligeledes nævnt – hans far ikke de store perspektiver i, og da også barndomsvennen Flemming Lassen opfordrede ham til at uddanne sig til arkitekt, indvilgede Arne Jacobsen, tog de adgangsgivende kurser og bliver i 1924 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis arkitektskole, hvor han modtager undervisning af et par af modernismens foregangsskikkelser som Ivar Bentsen og Kay Fisker.

Arne Jacobsen går på arkitektskolen i en periode, da nyklassicismen i nyere dansk arkitektur er ved at have toppet. Forude lå modernismen. Men indtil da vendte mange arkitekter ligesom forudgående generationer blikket bagud mod tidligere stikepoker. Hvor de historicistisk orienterede arkitekter som Johan Daniel Herholdt og Ferdinand havde citeret frit og kreativt fra stilhistorien, kikkede de nyklassicistiske arkitekter som for eksempel Hack Kampmann og Carl Petersen fokuseret på C.F. Hansen og dermed også Andrea Palladio i 1500-tallet og antikken. Bygninger skulle være smukke, harmoniske og værdige. Nogle af de bestræbelser videreføres i modernismen af da ikke mindst Arne Jacobsen, der i for eksempel Bellavista tilstræber en stor ro og enkelthed i kompleksets udtryk og dets samspil med omgivelser. Herunder græsplænen mellem bygningskroppene.

Meget af det lå i tiden. Der havde på forskellig vis i 1920rne været en række skelsættende udstillinger. Blandt dem Verdensudstillingen for Dekorativ Kunst i Paris i 1925, hvortil Le Corbusier tegnede sin berømte Pavillon d’Esprit Nouveau, der indvarslede noget ganske nyt, og noget tilsvarende skete to år senere under en boligudstilling i Stuttgart, hvortil Mies van der Rohe og en række andre arkitekter havde skabt en hel by på flere end 30 huse i hvidmalet beton og præfabrikerende vinduer i jernrammer og – naturligvis – flade tage, der sammen med de elegante hjørnevinduer skulle blive et af modernismens kendetegn, og i hvert fald er det i Bellavista.

Bellavista. Foto: Peter Nørby

Også Verdensudstillingen i Barcelona i 1929 havde stor betydning blandt andet på grund af Mies van der Rohes pavillon og med den den berømte Barcelonastol. Samme år gennemførtes en udstilling i den finske by Turku (på svensk Åbo) tilrettelagt af arkitekterne Erik Bryggman og Alvar Alto og ligeledes i 1929 den – ikke mindst for Arne Jacobsen – meget afgørende udstilling i København, hvortil Flemming Lassen og han bidrager med Fremtidens Hus, der som nævnt for alvor markerer et paradigmeskift i dansk arkitektur. Det understreges yderligere for hele Skandinaviens vedkommende af Erik Gunnar Asplunds udstilling i Stockholm året efter.

Arne Jacobsens privatliv er relevant at inddrage af flere grunde. En af dem er, at ægteskab i 1927 med Marie Jelstrup Holm betød kontakt med venstreorienterede kredse og progressive personligheder som for eksempel lyrikeren Otto Gelsted og arkitekten Poul Henningsen. I PH fandt Arne Jacobsen både en ven og en kritiker – og i øvrigt en rejsekammerat da de begge i 1943 måtte flygte til Sverige.

Arne Jacobsen tager afgang fra Arkitektskolen i 1927 og modtog året efter Akademiets lille guldmedalje for sin besvarelse af en konkurrence om et nye nationalmuseum. Valget af beliggenhed var frit, og Arne Jacobsen ville have placeret det i Cottageparken ti minutters gang fra Bellavista.

Benzintank på Strandvejen, 1937. Foto: Peter Nørby

Efter endt uddannelse er Arne Jacobsen i to år ansat hos Københavns stadsarkitekt, hos hvem han blandt andet fik ansvaret for Enghaveparken på Vesterbro med musiktribune og de to – nu retablerede – pavilloner ved indgangen fra Enghavevej. I 1929 åbner han tillige sin egen tegnestue, der efter hans død i 1971 videreføres af arkitekterne Hans Dissing og Otto Weitling, som først afslutter nogle af de projekter, Arne Jacobsen ikke nåede at fuldføre som for eksempel Danmarks ambassade i London, og siden under navnet Dissing + Weitling udfører opgaver over store dele af verden og herhjemme da lige tegnede broerne over Storebælt og Øresund.

Bellavista. Foto: Peter Nørby

 Udover bebyggelserne i området ved Bellavista har Arne Jacobsen skabt en meget lang række storslåede bygningsværker landet over som for eksempel Royal Hotel i København, rådhuse i Rødovre, Søllerød (sammen med Flemming Lassen) og Aarhus (sammen med Erik Møller) samt Danmarks Nationalbank og i udlandet blandt meget andet St. Catherine’s College i Oxford.

Angiveligt brød Arne Jacobsen sig ikke meget om betegnelsen designer. Design var efter hans opfattelse noget, der hørte hjemme i småtingsafdelingen.

Ikke desto mindre virkede han både som møbelarkitekt og som… designer. I flere tilfælde tegnede han de indretningsmæssige detaljer til nogle af sine bygninger, så de fremstod som Gesamtkunstwerk’er, hvor helheden afspejles i detaljen og omvendt.

Eksempler på hans virke som industriel designer kunne foruden tapeter og tekstiler være dørhåndtag og armaturer til både badeværelse og køkken samt lamper, ure, lysestager, vinglas, bestik og gryder. Også lejlighederne i Bellavista indrettede Arne Jacobsen detaljeret med indbyggede skabe og reoler, køkken og bad, dørhåndtagene og i trappetårnene det elegant svungne gelænder, ligesom han for eksempel designede møbler til restauranten ved teatret og billetter til Bellevue Strandbad.

Arne Jacobsens møbler har opnået global berømmelse. Sammen med blandt andre Finn Juhl, Poul Kjærholm, Børge Mogensen og Hans Wegner skabte han en guldalder for dansk møbelarkitektur. Kunstnerisk sans og bekendelsen til et ideal om at form følger funktion samt skulpturel enkelthed i udtrykket er en del af forklaringen. En anden er det tætte samarbejde med møbelsnedkere og møbelfabrikanter, som betød at værkerne var gennemarbejdede og også derfor blev stole og andet af blivende værdi, der stadig værdsættes mange årtier senere.

Bellavista. Foto: Peter Nørby