Overskriften er lånt fra titlen på den udstilling, Erland Knudssøn Madsen viste i Clausens Kunsthandel og Banja Rathnov Galleri i slutningen af 2022.
Gennem mange år har jeg sat Erland Knudssøn Madsens værk højt, så her er et uddrag af en tekst, jeg skrev til kataloget i forbindelse med hans omfangsrige udstilling i Silkeborg Bad i 2016.
Erland Knudssøn Madsens skulpturer er spredt ud over det danske landskab, og på nogle af kirkegårdene på hans egn finder man sten, han har hugget på opfordring og til minde om afdøde venner. Det håndværksmæssige aspekt af arbejdet som kunstner, er, fornemmer man, meget vigtigt for Erland Knudssøn Madsen, der har tillært sig evnen ved at prøve sig frem eller konsultere andre billedhuggere.
En blandt flere indgange til kunstneren er den permanente samling på Heltborg Museum. Emil Nolde drømte om, at museet for ham selv – modsat storbyernes kunstpaladser – skulle være en afsidesliggende lade, hvor vandringsmanden søger ly for natten og således møder kunsten. Sådan 1:1 som det hedder. Heltborg Museum overholder sine lukketider, så døren er ikke åben om natten – men ellers er idealet næsten opnået ved Hurup, hvor en særlig annekssal er indrettet til en visning af overvejende bemalede træskulpturer.
Den permanente samling på Heltborg Museum, der undertiden kan variere, hvis for eksempel nogle af skulpturerne er udlånt i forbindelse med udstillinger, repræsenterer en vigtig side af Erland Knudssøn Madsens værk: De store, groft tilhuggede, furede og bemalede relieffer og skulpturer. Men den kan ikke ses uafhængig af andre dele af kunstnerens arbejde, og i det hele taget er der en indre sammenhæng i det efterhånden langstrakte værk.
Det var som maler, Erland Knudssøn Madsen debuterede i 1960erne. Allerede i de tidligste – abstrakte – billeder fornemmer man en dyb optagethed af naturens former og farver. Der kan være tale om bløde, organisk formede billedfelter, der kan lede tanken hen på det vækstprincip, der er grundlæggende i naturen, og for eksempel det forhold at træer og anden form for vegetation orienterer sig mod lyset. Tropismer hedder fænomenet. Det gælder også mennesker – som det fremgår af temaet i den franske forfatter Nathalie Sarrautes debutbog, Tropismer, fra 1939, dansk udgave 1959. Måske kan man sige, at de tidlige malerier foregriber skulpturer i ikke mindst Sind-serien.
Ud over de nærliggende plantager nærved huset, hvorfra kunstnerens verden går, optræder som underliggende motiv også de runiøse betonbunkers, der ligger ude i Vesterhavet tæt ved kunstnerens hjem og derfor er et af hans steder som i betydningen steder han relaterer sit værk til. Ude i vandet ligger resterne af nogle bunkers som drabelige, strandede dyr, delvist overgroet med forskellige former for vegetation, der får dem til at ligne klippeøer.
Man kan allerede tidligt i Erland Knudssøn Madsens maleri møde de fugemønstre, der sammen med spættede partier, som kunne være mosvegetation på en sten eller en træstamme, fiskeskæl, fuglevinger eller for den sags skyld mange andre af de mønstre, man finder i naturen, senere dukker op i skulpturen. I 1970 udfører han i øvrigt en midlertidig bemaling af en bunkers i Agger nord for Thyborøn. Efter et fotografi at dømme antager de moderne, abstrakte mønster karakter af en stor helleristning, ligesom kunstneren har formået at gøre den til en helstøbt, organisk form i landskabet. Undertiden dukker figurative elementer op i billederne. Mursten, genstande fra hverdagen, de eroderede bunkers ved havet. I nogle af billederne til udstillingen »Afdækninger og Tildækninger« undersøger kunstneren de spor i plantagerne på egnen, han viser frem under mit besøg.
Ud fra et ønske om at standse sandfygningen blev der på et tidspunkt anlagt plantager, og Erland Knudssøn Madsen gengiver i et meget sensitivt billedsprog de ar, der opstår i naturen. Fordi den er kunstig frem for selvgroet, opstår der forskellige mønstre eller strukturer, der – som bunkers, som alt andet for den sags skyld – med tiden eroderer eller udviskes. Serien Tildækninger på den nævnte udstilling i Galleri A-Gruppen er i familie med et relief af samme navn, der i december 1979 afsløres på Thingstrup Skole i Thisted. I den forbindelse giver Erland Knudssøn Madsen i sin tale en yderligere nøgle til billederne, der kan siges at hænge sammen med nogle af hans senere skulpturer: »Kunstværket symboliserer menneskets fredning af naturen, der ikke foregår på naturens, men på menneskets betingelser, blandt andet ved at mennesket ikke lader sandet fyge frit men dækker og værner, hvor værn ikke findes. Således dækker menneskene også ofte deres inderste natur for hinanden, så det bliver muligt at omgås hinanden på hinandens betingelser.«
Mennesker er natur. Mennesker er en del af naturen, og billeder af natur kan være psykologiske portrætter af mennesker eller af mellemmenneskelige relationer. Slående er det i øvrigt også, at der i mange af malerierne fra 1970erne og begyndelsen af 1980erne i stigende grad optræder elementer, der har udpræget skulpturel karakter. Det er, som om skulpturen som medie formelig vokser ud af kunstnerens maleri. Nogle af de tidligste skulpturer – som for eksempel Havplov, Havplov 2 og Havstok – Thyhavn/Torshavn kan minde om urgamle landbrugsredskaber og kan bidrage til indtrykket af en kunstner, der bevidst placerer sig i forlængelse af en gammel skulpturtradition, hvor også mytologien har en signifikant betydning.