Genlæst. Blandt romaner, jeg med mellemrum vender tilbage til, er »Ting« af den franske forfatter Georges Perec.
Romanen, der er fra midten af 1960erne, er et giftigt portræt af en generation, der fik det godt uden at erkende, hvor storartet, den egentlig fik det. Den kan såmænd også læses som skildring af de efterfølgende generationer.
Titlen er en perfekt varedeklaration, for »Ting« handler om ting. Tom, tom, saligt tom er verden for andet end ting, som Rifbjerg skriver et sted. Stedet er i øvrigt Frihavnen i digtsamlingen »Konfrontation« fra 1960.
»Ting« handler om ting. Begæret efter dem, besættelsen af dem. Ikke bare ting. Men de rigtige ting. Bogens handling udspiller sig i Frankrig. Vi følger det unge par, Sylvie og Jérôme, der er midt i tyverne. Halvstuderede, halvintellektuelle, halvvejs venstreorienterede og mest for syns skyld. Ligesom tingene i stuerne ser pæne ud, gør de rigtige meninger det også, når man bytter dem på cafeerne. Halvhjertede i det hele taget er de. Selvfølgelig med en tro på at de selv er noget særligt, og at alle uden for kliken er gamle og borgerlige. Med dem skal det blive anderledes. Ikke mindst fordi de har smag.
I aviser og magasiner og i forretninger følger de nøje med i, hvad der er de rigtige ting. Dem man må have. Dem der signalerer stil og kvalitet. De har selvfølgelig ikke råd til at anskaffe dem. De har uden videre tanke for fremtiden afbrudt deres uddannelser til fordel for job, der lige smager af at være noget og giver mulighed for at leve en slags frit voksenliv sammen med vennerne, mens de taler om film, man skal se, og rejser, man bare skal på, og drømmer om at blive rige, og når det så sker – en ukendt onkel dør og efterlader en formue, eller de finder en kuffert med penge – vil de forstå at være velhavere med pli. De er ikke som andre. Det er derfor, de synes, de har ret til det gode liv. De vil forstå at værdsætte det.
Det er en grusom bog, fordi forfatteren ikke viser overbærenhed med deres selvbedrag, om det nu er blot ungdommeligt eller kronisk, for det ender selvfølgelig med, at de tager de stillinger, de tidligere havde fundet under deres værdighed, udset til noget eventyrligt som de var. De får det gode liv. Bestemt. Ikke kun i forhold til de nødlidende men i det hele taget. Det vil blot altid være et svagt ekko af det, de drømte om. Alle tingene. Alle de rigtige ting. Så præcist beskrevet.
Som var det en film, ledes læseren i et adstadigt tempo rundt i lejligheden, så øjet nydelsesfuldt dvæler ved de smukke ting, gammelt og nyt, omhyggeligt udvalgt og kunstfærdigt sammensat, som var det et Stilleben, der kan minde om dødens uafvendelighed. Hvis man opdager det.
Opdager Sylvie og Jérôme vanitasaspektet i den installation, de skaber til dem selv. Eller tager de blot tingenes parti? For nu at parafrasere en titel af Francis Ponge? Ponge (1899-1988) er stilistisk ånds- og stemningsbeslægtet med George Perec. Engang kunne man abonnere på Forlaget Arenas bogudgivelser. Det indebar 100 procent garanti for avantgardelitteratur, og jeg har stadig eksempler tilbage på bogreolen. Robbe-Grillet blandt andre. Jens Smærup Sørensen, Yambo Ouologuem, Peter Seeberg, Aidan Huges. Den slags. Men nu ikke Francis Ponge. Glad for derfor at støde på titlen, altså »At tage tingenes parti«, i en roman af Jeppe Krogsgaard Christensen, »De sidste 10 eller 11 dage af Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv«, for at lade hovedpersonen læse netop den bog på et hotelværelse i udlandet kan ikke være tilfældigt. Det er en pointe. Der er et slægtskab. Ligesom Jeppe Krogsgaard kan, kunne Ponge og Perec beskrive tingene så præcist, at (al)ting står knivskarpt i bevidstheden. Det gælder Jeppe Krogsgaards seneste bog, som også er meget morsom på en tragikomisk måde, og det gælder tidligere værker af ham som »Åben himmel« og »Indre by« fra henholdsvis 2014 og 2015.
Georges Perec (1936-82) befandt sig i udkanten af 1960ernes nye franske roman repræsenteret ved forfattere som Michel Butor, Alain Robbe-Grillet og Claude Simon, og som dem har han også begået et par formalistiske eksperimenter – en roman er således skrevet uden anvendelse af bogstavet e – men »Ting« er en let læst bog, hvor man kan synke ned i sidelange beskrivelser af selviscenesættelse af tilværelsen. Der ligger en varefetichisme i beskrivelserne, man vel skal helt hen til Bret Easton Ellis’ »American psyco« for at møde.
Blandt andre romaner af George Perec kan nævnes »Livet er en brugsanvisning«, der for mig (og nu er det jo min private hjemmeside) har en særlig plads i tilværelsens afdeling for spildte muligheder.
Perecs murstensroman, der udkom i 1978, har en fiktiv boligejendom i Paris, 11, rue Crubellier, som omdrejningspunkt, og i kølvandet på Henrik Lists og min egen avisklumme, Henne om hjørnet, foreslog en forlagsredaktør at skrive en roman, der gennem beboerne i en opgang på Vesterbro beskrev gentrificeringen af det københavnske brokvarter.
Jeg tænkte, at en sådan fortælling kunne måske blive for konstrueret og postuleret, men den kunne måske have bidraget til at understrege, at tiderne skifter, og at enhver generation har sin egen selviscenesættelse og sin opfattelse af, hvordan det gode liv ser ud, og hvordan man møblerer sin egen tilværelse, så både andre og en selv kan se, at man har opnået det gode liv…