Dansk Arkitektur Center er ikke et museum i klassisk forstand med faste samlinger – men det har ikke desto været et savn under besøg i DAC, at der ikke er en permanent udstilling om – en introduktion til – dansk arkitektur. Ikke mindst da for udenlandske gæster.
Det savn afhjælpes af en nyåbnet udstilling med den selvironiske titel, So Danish, som vises i en sal, der var udset til at være en slags skatkammer i den stadig nye bygning ved Københavns Havn.
Bygningen blev genstand for en voldsom debat, da den blev taget i brug i 2018 og opfyldte dermed på sin vis arkitekturcenterets ambition om diskussion om bygningskunst og byindretning. Hvor den i arkitekten, Rem Koolhass’, dynamiske hjemby, Rotterdam, ville glide ind i byens samlede udtryk som en nærmest underspillet konstruktion, fandt mange, at BLOX stak af i forhold til det historiske miljø tæt ved Tøjhusmuseet osv. Men dog også nærved Det Kongelige Biblioteks tilbygning, der sammen med Henning Larsens operahus og andre, nyere bygninger, rykkede ved den Osvald Helmuth-romantiske opfattelse af havneløbet; turen efter fyraften, mødet med skibene ved kajen og udlængslen: Hvor eventyrligt livet kunne have været, hvis tilværelsen havde formet sig anderledes…
At flytte fra de gamle stemningsfulde lokaler på Christianshavn til den tidligere bryghusgrund, er ikke desto mindre noget af det bedste, der er sket for DAC. I BLOX er udstillings- og formidlingsmulighederne blevet langt bedre. Der har været fine præsentationer af nulevende, store danske arkitekter – Dorte Mandrup da ikke mindst – og relevante, mere tematisk baserede udstillinger som for eksempel en fortælling om mere eller mindre oversete, kvindelige arkitekter og deres indsats i dansk bygningshistorie. Men den sammenhængende fortælling om dansk arkitektur har manglet. Indtil nu. Nu er den på vej. Den kan ændres og forbedres efter behov og erfaring.
Udstillingen former sig som en staccatoagtig tour de force gennem dansk arkitekturhistorie fra vikingetiden til vore dage – og til det bæredygtige samfund.
Med tanke på de mange turister, der kommer for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor dansk arkitektur er så helt og aldeles overvældende cool, er det til at forstå og værdsætte, at en stor vægt i fortællingen er lagt på dansk modernisme.
Perioden, der begynder i 1920rne, kaldes i udstillingen for dansk arkitekturs første guldalder; tilsyneladende ud fra en antagelse af at vi netop i disse tiår befinder os i en ny guldalder.
Men det er jo rigtigt, at en kreds af fremragende danske arkitekter i mellem- og efterkrigstiden revolutionerede boligbyggeriet og tegnede udbygningen af samfundet med vigtige institutioner som skoler, biblioteker, idrætsanlæg, rådhuse og alt det andet, der i årtier forlenede velfærdsstatens byggerier med kvalitet.
Meget af tankegodset stammede – som i tidligere perioder – fra æstetiske strømninger og teknologiske landvindinger i udlandet (Le Corbusier, Bauhaus osv.), men det fik alligevel en særlig dansk tone. Blødere i formsproget. I dansk funktionalisme ligger også en arv fra en århundredeår, lang tradition for at bygge i respekt for landskabet og frygt for klimaet, ligesom Bedre byggeskik-bevægelsen også kan ses som et skridt på vejen mod et nyt, mere humanistisk sindet byggeri.
Udstillingen fremhæver selvfølgelig Arne Jacobsen og herunder Bellavista men også Viggo Møller Jensens kunstnerboliger, Atelierhusene, og heldigvis er også Bispebjerg medtaget med Storgården ved Tomsgårdsvej (tegnet af Povl Baumann og Knud Hansen) som et eksempel. Roligt og rytmisk byggeri med altan som et både vigtigt æstetisk greb og en ambition om sundere boliger for det, der eufemistisk kaldes mennesker med almindelige indkomster. Gode boliger til en ny tid der skulle blive til bedre og bedre og efterhånden helt fantastiske tider for et samfund i vækst og fremgang. The sky was the limit.
Engang var København en lille og stadig mere overbefolket – og dermed også sundhedsfarlig – by. Men så faldt voldene. Hvad skulle de også til for, når militærteknologiske fremskridt muliggjorde, at fjenden kunne skyde til måls efter byens kirketårne og forårsage store ødelæggelser. Så hovedstaden blev udvidet i ringe. Efterhånden så store, at der blev anlagt satellit- eller sovebyer. Hvorfor ikke bo udenfor byen i store moderne lejligheder, når bilen alligevel muliggjorde individuel transport i den funktionsopdelte by. Hvor arbejdspladsen tidligere typisk havde ligget i gå- eller cykelafstand eller med bus, kunne der nu snildt være langt mellem arbejde og bolig og mellem bolig og skole- og børneinstitutioner. Til og med endda indkøbsmuligheder – når da ikke periferiens langstrakte højhuse var mere eller mindre bygget sammen med de nye indkøbscentre. Tog man S-toget til forstaden, kunne man på det nærmeste undgå Guds fri natur og i stedet bevæge sig i et kunstigt miljø af forbrug, underholdning og så hjemmet, der langt senere også skulle få karakter af et sted, man slappede af gennem netop underholdning i takt med, at skærmene fik stadig mere magt over mange af os.
På dette sted i udstillingen dukker Fingerplanen op. Fingerplanen fra 1947 var et begavet forsøg på at styre Københavns udvikling for at sikre, at der også var grønne og rekreative områder mellem zoner til bolig- og erhvervsbyggerier samt infrastruktur.
Fingerplanen fik i øvrigt en interessant opdatering omkring 60 år senere med et forslag til en ringby i Øresundsregionen, den såkaldte LOOP City, der i 2010 blev vist i den danske pavillon under biennalen i Venedig.
Man kan forestille sig en infrastruktur, der binder Fingerplanens københavnske vestegnskommuner sammen med Malmø, Lund, Helsingborg og Helsingør. Ikke alene trafikalt men også for så vidt angår transport af energi og dagligvarer samt affaldshåndtering og til og med fremme af biodiversitet og større sundhed. Planen var udarbejdet af BIG, tegnestuen Tom Nielsen og strategikonsulentfirmaet ReD Associates samt ARUP.
For selvfølgelig måtte der komme en reaktion på den vækstorienterede forbrugersamfund, der var ved at blive skabt i takt med, at varer blev billigere; blandt andet fordi produktionen af dem blev flyttet til lavtlønslande, og der opstod en velbehagelig konsensus om, at blot vi var veluddannede i vores del af verden og udtænkte nye intelligente løsninger, mens det slidsomme, beskidte arbejde blev udliciteret til andre i lande, hvor man kunne regne med, at diktatorer nøjedes med at undertrykke egne befolkninger, så skulle det nok gå alt sammen, og vi ville blive både rigere og grønnere.
Det tjener DAC’s fortælling om nyere dansk arkitektur til ære, at tilrettelæggerne også har husket de stemmer, der rejste sig engang. I for eksempel Thy-lejeren eller Christiania dengang fristaden var ung.
Også en særlig vigtig stemme i dansk arkitekturdebat har fået sit eget, næsten alterlignende kapitel på rejsen fra fortiden til fremtiden:
Da arkitekten Jan Gehl (født 1936) begyndte sin karriere, var der ikke mange, der forstod ham, for på det tidspunkt var modernismens arkitektur og byplanlægning stadig idealet. Altså den ovenfor nævnte funktionsopdeling mellem arbejde, hjem, indkøb og børnepasning. Store boligområder. Store indkøbscentre. Masser af biler og lange veje til at forbinde det enkelte menneskes rejse mellem dagens destinationer. Jan Gehl stillede spørgsmål ved, hvorvidt det nu også var så hensigtsmæssigt, og han udviklede for eksempel metoder til at beregne forholdet mellem menneskers trivsel og trafikkens intensitet.
I modernismens storhedstid var de høje bygninger og de koncentrerede boligområder idealet for det moderne liv. I dag er det snarere en nødvendighed, når mange mennesker gerne vil bo tæt – og der oven i købet er ønsker fremme om at spare på energien, skåne klimaet osv.
Alt det og mere til vises eksempler på i udstillingens sektion for det helt moderne.
DAC anlægger et mere holistisk syn på kloden. Den fikse overskrift er Fra ego til eco – og et piktogram viser mennesket som – i den ene version – naturens herre, forvalteren, udbytteren osv. I den anden version indgår menneske på en slags lige fod med andre organismer på kloden. Om ikke af respekt for livets mangfoldighed så da i hvert fald som en ren overlevelsesstrategi må mennesket søge et liv i samklang med naturen og søge at undgå alt for mange uddøde dyre- og plantearter, overforbrug af Jordens ressourcer og uhensigtsmæssige temperaturstigninger.
Kan arkitekter redde verden? Det er et jævnligt stillet spørgsmål – og engang såmænd også titlen på en mindeværdig arkitekturbiennale i Venedig.
Spørgsmålet kan besvares med et nej – men arkitekter kan bidrage til at frelse kloden fra os selv ved at være opmærksomme på de muligheder der ligger i at transformere ældre byggeri til nye formål – i stedet for at rive ned, smide væk og bygge nyt. Og arkitekter kan påpege intelligente løsninger med nye materialer der både beskytter mod klimaet og sparer på energi osv.
Blandt de eksempler på nytænkning, der fremhæves i denne sektion af DAC’s udstilling, er et boligbyggeri i Ørestad med drivhuse på taget – og genanvendelse af gamle mursten. Netop murstenen, den hellige mursten, har været sakrosankt i dansk byggeri i snart 1.000 år. Det var tegl, der afløste træ, og derved begyndte et storstilet byggeri af blandt andet talrige kirker spredt rundt i det danske landskab, borge og borgerhuse. En mursten udstillet som i et relikvieskrin tager på det nærmeste imod i udstillingen, og den har da også haft en voldsom stor betydning. Udstillingen rummer således også pragteksempler som for eksempel det murstensorgie på Bisbjerg, der blev tegnet af P.V. Jensen Klint.
Andre eksempler ny nytænkning er foreningen Andelsgaarde, der som et alternativ til det stærkt industrialiserede landbrug arbejder med at dyrke jorden mere bæredygtigt, og i det hele taget er der en tiltalende tendens i i hvert fald dele af nyere byggeri til at trække natur (af en slags) ind i bolig- og institutionsbyggeri ved for eksempel at anlægge haver på tage som det er tilfældet i boligbyggeriet Basecamp i Lyngby, der er tegnet af Lars Gitz Arkitekter, AFRY og Kragh & Berglund.
Så med So Danish har DAC fået sin permanente introduktion til dansk arkitektur, der kan justeres hen ad vejen men for fuldstændighedens skyld også rummer eksempler på dansk design – eksempelvis Poul Henningsen og Hans J. Wegner – der understreger, hvordan den bløde linje gennemgående har spillet en rolle i dansk formgivning fra beskedne landbrugsbygninger, der gennem tiderne har trykket sig mod jorden og nærmest blevet et med landskabet til buerne i Utzons operahus på den anden side af kloden.