Kunsthistorikeren og forfatteren, mangeårig direktør for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, er død, 78 år gammel.
Det er rigtigt trist, for han var en stor personlighed, et usædvanligt vidende menneske og en fremragende forfatter, der tilsyneladende kun blev bedre og bedre. Hans Edvard Nørregård-Nielsen var et renæssancemenneske, der på den ene side værdsatte livets goder og glæder – og på den anden kunne arbejde igennem, når det var det, der skulle til. Ved at høre om dødsfaldet og indse, at nu kommer han ikke længere gående eller står og kigger som i Hein Heinsens statue af ham, der blev vist under Den Fries udstilling i 2014, kommer man til at tænke på nogle ord, Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv skrev, da en af hans venner for efterhånden nogle år siden gik bort:
»Det har i alt været som de sommernætter, hvor man sammen har siddet ved et langt bord i haven og undertiden med en lille skælven i hjertet hørt et umodent æble falde ned i græsset. Lidt efter lidt rejste den ene sig efter den anden og blev borte i mørket bagved.«
Der kunne være noget melankolsk over Hans Edvard Nørregård Nielsens sind og skikkelse. Men han spildte hverken tiden eller talentet. Han efterlader sig et omfattende forfatterskab, der spænder fra kunstnermonografier og store kunsthistoriske oversigtsværker over indfølende topografiske beskrivelser af danske landskaber til erindringsbøger. Dertil kommer alt det løse i form af bidrag, mange bidrag til kataloger, antologier og opslagsværker.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen var uddannet kunsthistoriker. Han har også undervist i sit fag, og både i sin tid som inspektør ved Glyptoteket og siden har han tilrettelagt en lang række udstillinger.
I hovedparten af 1970erne virkede han – som han har fortalt meget underholdende om i et af sine erindringsbind, »Noget nær« – som kunstkritiker ved Information.
Men en stor del af sit liv bestred han en af de mest indflydelsesrige poster i dansk kunstliv som medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet. For mange danske billedkunstnere er Ny Carlsbergfondet hovedkassen, som mange sådan går og håber på, bliver åbnet for en. Så kan man, hvis man var Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, måske godt gå hen og blive lidt mistroisk over for al den venlighed, der tilsyneladende møder en. Er det virkelig mig, alle sætter så højt? Eller er det min adgang til millionerne?
Forud for tiden i Ny Carlsbergfondet var han i øvrigt formand for Statens Kunstfonds billedkunstneriske udvalg og leder af Charlottenborg. Og der er selvfølgelig også bestyrelsesposter og udvalgsarbejde på regnebrættet.
Så som få andre kendte Hans Edvard Nørregård-Nielsen det danske kunstliv. Han kendte hver by og dens kunstsamling. Han kendte aktørerne, og han var dybt fortrolig med karakteren af og manglerne i samlingerne på kunstmuseerne.
Og parret med en mere end solid viden om det danske landskab og den danske arkitektur satte hans indsigt ham i stand til at træffe nogle vigtige beslutninger om indkøb og om placeringer af skulpturer i det offentlige rum. Han havde helt klart sine personlige meninger om, hvad der var god kunst, og hvad der egnede sig til at stå eller hænge hvor. Han var betroet en arv fra Bygger Jacobsen – og den forvaltede han efter sin egen overbevisning og i et samspil med de andre medlemmer af Fondets direktion.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen nærede en stor respekt for det gamle og det bestående, for klassiske rum i historiske huse, men han havde også et fint blik for, hvilke moderne kunstnere, der har evnen til at farvesætte og udsmykke ældre bygninger, så stedets ånd bliver fastholdt og udfordret. Historie, kontinuitet og sammenhæng var et nøglebegreb i hans valg.
Hans Edvard Nørregård-Nielsens forfatterskab har sin tyngde i guldalderen og dens kunstnere. Et hovedværk er det store tre-bindsværk om Christen Købke, der udkom i 1996 – men han havde også en evne til at gøre datidens København levende for læseren.
I det hele taget var Hans Edvard Nørregård-Nielsen en fremragende skribent, som det også er kommet til udtryk i de fire erindringsbøger »Mands Minde« (1999), »Riber Ret« (2001), »Noget nær« (2004) og »Som sagt« (2008).
I navnlig dem – men eksempelvis også i trebindsværket om Ny Carlsbergfondet der blev udgivet i anledning af 100-årsjubilæet i 2002 – mærker man, hvordan Hans Edvard Nørregård-Nielsens personlige og originale sprogbeherskelse bliver stadig mere sanselig. Det gælder også det blændende skrevne værk om Limfjorden, dens landskab, byer og billedkunst.
Hans-Edvard Nørregård-Nielsens erindringsbøger – tidsbilleder kaldte han dem – og bedårende landskabsportrætter rummer en stilfærdig sorg over det, vi har mistet i omgangen med hinanden og i respekten for naturen – og det går igen i sproget, hvor det er, som om han så at sige genopfinder dansk eller formulerer sit eget underspillede, billedrige sprog som er en slags moderne jysk med nogle af de dyder, der kan findes i den del af landet. Hvor Hans Edvard Nørregård-Nielsen også selv kom fra. Hans Edvard Nørregård-Nielsen skrev om sit liv – og om billedkunsten – på en måde, så det blev et dybt personligt, et eksistentielt anliggende.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen blev æresmedlem af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Blandt adskillige andre hædersbevisninger kan fremhæves Rosenkjærprisen, N.L. Høyen Medaljen, De Gyldne Laurbær, Den Berlingske Fonds Hæderspris og – i 2013 – Ingenio et arti, som siden Christian VIII har været den siddende regents mulighed for personligt at hædre en kunstner eller en videnskabsmand.