Arkitektonisk erfaring

Der synes i disse årtier at være en tendens til, at vestlige arkitekter i stigende grad bliver opmærksomme på byggemetoder i andre egne af verden.

Det afspejles i hvert fald under arkitekturbiennaler og i for eksempel flere af bidragene til Louisianas udstillingsrække Arkitekturens værksteder; senest i den på sin vis måske mest bevægende af dem alle seks, en præsentation af den kenyanske tegnestue, Cave_Bureau, der stadig kan ses til 14. januar.

I adskillige udstillinger af denne art undersøges lokale byggeskikke og herunder anvendelse af områdets byggematerialer, tilpasning til landskab og klima osv.

Det må have været en problemstilling, der længe har optaget arkitekten Hans Peter Hagens, for han har hos Forlaget Frydenlund udgivet en stor gennemillustreret bog, Verdensblik, om forskellige typer huse, der netop rummer nogle af de nævnte karakteristika og til og med ser fremmedartede og fantastiske ud på billeder. Bogens gennemgående smukke fotografier er ledsaget af Hans Peter Hagens egne akvareller fra stederne derude. En langsom proces, som forfatteren selv kommer ind på i sit forord, men utvivlsomt også en metode til at opnå en dybere indsigt i stedernes, kulturens og arkitekturens særlige ånd. Ved tålmodigt at tegne en bygning forstår man den måske bedre. Ligesom med tidligere tiders opmålinger.

Den forståelse kan gennem tegningerne overføres til læseren og supplere det venligt imødekommende, inviterende og undertiden poetiske sprog, der kendetegner teksterne, der såmænd gerne måtte have været længere. Meget længere.

Bogen bliver indirekte en kommentar til et særligt paradigmeskifte i byggeriet i nogle af de lande, Hans Peter Hagens har besøgt. Hvor arkitekter i vores del af verden som nævnt synes stadig mere optaget af fjerne landes byggetraditioner, skubber det industrialiserede byggeri i det globale syd de traditionelle huse til side til fordel for betonbygninger med aircondition. Ikke den mest hensigtsmæssige klimastyringsmetode hvis ambitionen da er at reducere CO2-udslippet. Navnlig da ikke når den regionale byggetradition netop var udviklet for at tilpasse husene til vind- og vejrforhold, som Hans Peter Hagens giver mange eksempler på i Verdensblik.

Forfatterens blik på verden tager læseren med vidt omkring.

Nogle af eksemplerne er fjerne og fremmedartede, og man læser med fascination om de styltebårne og flydende junglehuse i Laos og Vietnam, lerjordhuse på Mali, boliger i grotter under jorden i Tunesien og vindtårnene i ørkenbyen Yazd i Iran.

Også et velegnet eksempel fra Danmark er det blevet til. Det industrialiserede landbrugs ofte ucharmerende produktionshaller breder sig i landskabet – som det også kan ses i mange af Allan Ottes malerier – men her og der kan man stadig se eksempler på den traditionelle landbrugsarkitektur, hvor gårdene opført i lokale byggematerialet så at sige synes at trykke sig mod jorden, som søger de ly for vore breddegraders undertiden barske vejr. Hans Peter Hagens har set på gårde på Møn, Læsø og andre danske øer og halvøer og har bemærket, hvordan de er placeret i landskabet med havudsigt og hvordan »smukke læhegn i tjørn og mirabel – nødvendiggjort af stærke vinde i foråret og efteråret – danner beskyttelse af udearealerne samt dyrknings- og græsningsfelterne. Mennesker, heste, køer, grise, høns og bier færdes blandt pære- og æbletræer, hassel, valnød, kirsebær, morbær, lavendel, roser, estragon, kastanje, bøg, røn og navr.«

Det lyder umiddelbart ikke så storslået som alle de hemmelighedsfulde byer ude i den store verden. Men er ikke desto mindre velovervejet bygningskunst. I det hele taget synes en gennemgående tone i bogens eksempler at være erkendelsen af erfaringens betydning for håndværk og arkitektur. Den ungarskfødte filosof Michael Polanyi kalder den form for praktisk anvendelig ekspertise for tacit knowledge, og det kan forstås som en slags viden om, hvordan ting gøres og opgaver udføres, der overføres fra menneske til menneske og generation til generation. Det kunne meget nemt være denne vidensdeling, der er på spil i Hans Peter Hagens eksempler. Ved at forstå for eksempel klimaforholdene og ved at anvende lokale byggematerialer er der over tid skabt en erfaringsbaseret måde at forbedre boliger, så de giver ly, læ, beskyttelse mod fjender og farlige dyr – og det kunne være nyttig viden at anvende i dag, hvor arkitektoniske bestræbelser burde dreje sig om at minimere klimaaftrykket.

Udover denne indbydende rejsebog har Hans Peter Hagens på mange andre måder sat sit aftryk på den danske arkitekturdebat.

Hans Peter Hagens (født 1963) er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole. Der var han så heldig at have alt for tidligt afdøde Boje Lundgaard som professor. Blandt Boje Lundgaards kvaliteter var lysten… nej, behovet for at diskutere arkitektur og byplanlægning. Og det er en kvalitet, Hans Peter Hagens har videreført som skribent i aviser og tidsskrifter og som deltager i talrige faglige fora. Han har – for nu blot at nævne nogle få poster – været formand for Statens Kunstfonds arkitekturudvalg og for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Han var blandt initiativtagerne til Torvehallerne i København og har af samme grund siddet i Københavns Citycenters Bedre By-gruppe, naturligvis i Københavns Torvelaug, og han har været medlem af Akademiraadet og af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.

Blandt mange initiativer, Hans Peter Hagens har været involveret i, er Havnebutikken, der også blev en del af den danske deltagelse i arkitekturbiennalen i Venedig i 2004. Det var en proces og et projekt, der diskuterede, hvordan vi fik bedre bymiljøer ud af havneområder, der blev ledige, efter at industrien flyttede andre steder hen. Men Hans Peter Hagens er ikke alene en holdspiller. Han har også skabt en række egne projekter. Blandt andet ideen om en paradishave til danske byer. For eksempel ved Københavns Havn hvor Hans Peter Hagens foreslog en have for børn og voksne, der også havde karakter af planteskole, ligesom han har udarbejdet forslag om hængende haver til nogle af havnens boligbebyggelser.