Pia Andersen er et af de fineste og mest ordentlige mennesker, jeg har truffet gennem årene i dansk kunst. Jeg har skrevet et par katalogtekster om hende og en bog, der hedder Dagen står høj. På spansk er titlen Amplios horizontes, og bogen blev læst af filminstruktøren Pedro Luis Jiménez Arnaiz – en yderst sympatisk mand, enorm viden om litteratur og filmkunst, ser Carl Th. Dreyer på originalsproget – der nu er i færd med at skabe en længere portrætfilm om Pia, hvor jeg har en birolle som kunstskribenten fra Danmark, der kommer til Spanien for at tale med Pia om hendes liv og levned.
For et par år siden holdt jeg også tale for hende ved åbning af en udstilling i Kastrupgårdsamlingen, og en redigeret udgave hører naturligt hjemme i denne samling af tekster om mennesker, det har været berigende for mig at møde.
Kære Pia, For nylig traf jeg tilfældigt en af dine venner. Vi kom til at tale om dig. Selvfølgelig. Og det var det den lejlighed, det slog mig – eller os.
Pia er: Tougher than the rest. Det er måske et amerikansk udtryk. Måske også en kliche. Men ikke desto mindre. Så passende. Måske er det også en af grundene til, at udstillingen her i Kastrupgård hedder Den blå laks’ rejse. Laksen er også skrappere end mange af de andre fisk.
Laksen er kendt for at bevæge sig vidt omkring i verden – og vi har vel alle set billeder af, hvordan en laks kan springe mod strømmen, hvis den vil op ad et vandløb. Ligesom du. Lange rejser generer dig ikke. Forhindringer og besværligheder er noget, du overvinder. Hvis det er på den anden side af kloden, eventyret og inspirationen befinder sig, så må du derhen.
Pia Andersen er født i Frederikshavn og vokset op i Hadsund, hvor forældrene drev en blomsterforretning. Pia opnåede tidligt en stor glæde ved at iagttage natur og gengive den. Det er en gave, ikke alle får. Forestillingen om at blive kunstner af en slags var ikke fjern . Heller ikke for forældrene – der frarådede jura. Frarådede jura! Er du nu sikker på, Pia, sagde forældrene, at du ikke hellere vil arbejde med billeder?
Men København – hvor Kunstakademiet ligger – forekom alligevel lidt langt væk. Hvilket sådan set er en meget atypisk betragtning for Pia. Men måske forekom Akademiet også lidt akademisk for en praktisk orienteret person fra Himmerland. Pia Andersen er – har jeg fornemmet gennem årerne – dybt fortrolig med den tradition, professionelle kunstnere er rundet af. Det fremgår af hendes kunstneriske praksis. Måske har hun blot ikke et voldsomt behov for at tale eksplicit om det. Også det kan være en kvalitet.
Hvorom alting er, blev det i stedet Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Et liv som kunsthåndværker var også lidt mere… jordbunden, har du engang fortalt til en avis. På Kunsthåndværkerskolen gik Pia Andersen de første par år af 1980erne på tekstillinjen – og det var der, hun opdagede, at det faktisk var i Polen, nogle af de mest interessante billedkunstneriske eksperimenter med tekstil som materiale fandt sted.
Hvad gør Pia? Hun søger optagelse på akademiet i Krakow. Nemt kan det ikke have været. Polen manglede det meste og selvfølgelig også kunstnermaterialer. Hvad gør man så? Så arbejder man med skulpturer og installationer af ydmyge materialer fundet på skrotpladser. Side om side med at tillære sig helt klassiske kunstneriske discipliner som at tegne efter model.
Pia talte tysk og engelsk. Det var der imidlertid ikke mange andre, der gjorde på akademiet i Krakow. Hvad gør Pia? Hun lærer sig polsk. Forhindringer er til for at blive overvundet. Hjemvendt begynder Pia Andersen at arbejde med papir. Ikke blot arbejder på papir – men for nu at tilføre papiret den materialemæssige kvalitet, hun havde brug for, og med den stoflighed, hun ønskede, fremstillede Pia selv papiret. Besværligheder er til for at blive overvundet.
Nogle af arbejderne antog en nærmest objektagtig karakter – og blev af Peter Michael Hornung i en anmeldelse af Charlottenborgs Forårsudstilling i midten af 1980erne kaldt de smukkeste og mest moderne skulpturer. Farveholdningen i billederne fra de år er ganske overvejende grå. Men der er mange nuancer af gråt – og desuden har forfatteren Leif Hjernøe et sted skrevet, at den grå farve netop er den mest komplekse. Uden at tillægge billederne større politisk betydning end nødvendigt, kunne man måske antage, at de grå farvetoner var et mentalt ekko af synsindtrykkene fra Polen. Og måske endda også, at de mange sprækker og krakeleringer i fladerne kunne referere til den ulmende uro i Polen. Derimod er det nok for tidligt at forbinde Pia Andersens måde at komponere billeder på med konstruktivismen. Det skulle komme.
Det skulle for alvor komme, efter Pia Andersen i slutningen af 1980erne tog på den første af en række rejser til Sydamerika. Havde naturen ikke været til at komme uden om i barn- og ungdommen. Og havde indtrykket af Polen inden kommunismens sammenbrud været gråt. Så kan man måske også antage, at de stærke farver, Pia blev konfronteret med i Mexico og omegn, var dem, der slog igennem i hendes nye malerier. For malerier var det. Helt klassisk maleri. Lærred med ramme. Hendes billeder blev meget større i format og langt mere, stofligt vibrerende.
Allerede i gymnasiet havde Pia Andersen forberedt sig på, at hendes udforskning af verden kunne føre hende til Sydamerika, for hun begyndte at lære spansk og havde, siden hun var ganske ung, været optaget af den præcolumbianske kunst og arkitektur. Hun er således godt forberedt til at rejse rundt i det store kontinent på egen hånd og opleve kulturen, træffe andre kunstnere og arbejde med nye billeder.
Efter hjemkomsten blev en del af dem vist på en omfangsrig udstilling i Kunsthal Nicolaj og efterfølgende på et tysk kunstmuseum. Ny Carlsbergfondet købte stort ind, og i det hele taget kunne Pia nu betragte sig som en etableret kunstner med masser af succes i de kommende årtier: Galleri- og museumsudstillinger, anmeldelser i dagbladene, bestillingsopgaver og salg til samlere.
Allerede i Pias tidligere, grålige arbejder på papir glemte der sig en konstruktivist. Allerede tidligt var hendes billeder opbygget af geometriske mønstre og af flader. Meget sammentrængt kan man vel sige, at konstruktivismen er et geometrisk komponeret, nonfigurativt maleri. Som udgangspunkt forestillingensløst og ikke nødvendigvis refererende til en egentlig virkelighed.
Sådan var det nu ikke med Pia Andersens tidligere malerier. I billederne med motiver fra Sydamerika anede man måske de store pyramider, de vildtvoksende jungler eller måske blot lysets flimren gennem trækronerne. Pia arbejdede med en konstruktiv opbygning af sit maleri men ikke med distinkt adskilte farveflader, som hos så mange andre konkrete malere. Der var noget uldent og ulmende over lærrederne. Det hele drejede sig om farve og glæden ved farve. Men inspirationen kommer jo et sted fra. Den kommer af Pias nysgerrige sansning af verden.
Pia Andersen arbejder med billeder. Billederne kan have en landskabelig karakter. Undertiden med horisontlinje og det hele. Men til syvende og sidst drejer malerierne sig om farve og komposition. Med tiden bliver det motiviske udgangspunkt stadig mere fjernt i forhold til det endelige resultat. Det kan sagtens være dalen og bjerget ved det hus i Spanien, hvor Pia har boet siden årtusindeskiftet, der er udgangspunktet. Men det synes, som om det i stadig stigende grad er stemningen og stedets ånd, hun fastholder i det endelige resultat. Som et koncentrat af landskabet snarere end en gengivelse af et bestemt udsnit.
Kosmopolitten Pia Andersen har fortsat sine rejser rundt i verden. En tid havde hun et legatophold ved Skejten på Lolland – og kæmpemæssige sten, der er så karakteristiske for området, syntes for en stund at dukke op i hendes billeder for derefter at forsvinde igen, for så var hun atter i Mexico og en vinter lang i Venedig, hvor man så efterfølgende syntes, at man fornemmede Venedigs allestedsnærværende vandspejl i hendes billeder. Måske også hjulpet på vej af titler, der var lånt fra forskellige pladser eller kirker i byen på vandet.
En dag forsvandt også firkanterne i det store hele fra Pia Andersens maleri. Jeg tænker, hun ikke længere havde brug for dem i sin måde at arbejde med komposition på. Det blev til landskaber. Landskaberne blev siden opløst i farver.
Pia Andersen arbejder ofte i serier. Metoden udspringer ikke – tror jeg – udelukkende af, at hun opholder sig i lange perioder i et område og suger landskabets karakter og farverigdom til sig. Det hænger vel også sammen med, at en billedkunstner som Pia Andersen maler sig igennem en kunstnerisk problematik, undersøger nogle muligheder og afprøver nogle greb. Indtil hun for en stund er færdig med disse undersøgelser.
Pia Andersens arbejde foregår i atelieret. Det har hun selvfølgelig selv fået bygget, så hun var sikker på, at det blev, som hun gerne ville have det. Med ovenlys og det hele. Og den natur lige uden for hvor hendes billeder har deres motiviske udspring. Pia Andersens billeder er – alligevel – landskaber. De har en landskabelig karakter. Men selve malerierne kan sagtens være erindringer om landskaber, mange landskaber ophobet i hukommelsen og filtret af kunstnerens sind. Jeg tror, det sind er et interessant sted. Og så synes jeg, at det er smukt af Pia, at hun deler det med os i sine malerier og krukker og arbejder på papir og i glas og hvad der ellers er på denne udstilling. Tak for ordet.