Merete Ahnfeldt-Mollerup har udgivet en bog om Henning Larsens skitser, som jeg fik til opgave at anmelde i Kristeligt Dagblad. I den anledning er her et portræt af den store arkitekt. I bunden af teksten er et lille uddrag af anmeldelsen af bogen.
Ved Henning Larsens død mistede Danmark en af sine helt store bygningskunstnere.
Henning Larsen (1925-2013) var en arkitekt, der i formidabel grad formåede at arbejde med lyset som æstetisk og funktionelt element i sine bygninger.
Når man så Henning Larsen i det københavnske gadeliv, var det, som om han altid stod og missede med øjnene mod lyset. Og i en erindringsskitse har han fortalt, hvordan han på fotografier fra barndommen altid kneb øjnene sammen. Henning Larsen blev student under de mørke år, da landet var besat. Han tog en uddannelse som tømrer, før han blev optaget på Kunstakademiets arkitektskole, hvor han senere – i tiden fra 1968 til 1995 – underviste som professor.
Henning Larsens afgangsprojekt fra Arkitektskolen var pudsigt nok et bygningsværk, som lyset virkelig kunne strømme ind i. Det var et hus af glas. Og er der noget, der kendetegnede hans ellers meget forskelligartede arbejder, var det hans formidable evne til at bruge lyset til at artikulere rum, hvad enten han lod det sive eller vælde ned, fik lyset til at lede mennesker gennem rumforløb eller skabte en række af smukke lysindfald.
Store glasfacader er vitterlig et farligt materiale i mange arkitekters hænder, men var der en, der kunne arbejde med glaspartier som en vigtig del af en bygnings udtryk, var det Henning Larsen.
I 1950erne studerede Henning Larsen i USA og Storbritannien. Han var en overgang ansat hos Arne Jacobsen, havde en periode firma sammen med Gehrdt Bornebusch, Max Brüel og Jørgen Selchau, og fra 1959 blev han sig selv med egen tegnestue. Siden har han i øvrigt selv bragt sin viden til en række lande som gæsteprofessor. Og omvendt har han styrket den faglige diskussion og givetvis også den generelle interesse for arkitektur herhjemme ved at hente store udenlandske arkitekter til Danmark gennem præsentationer i det nu nedlagte arkitekturgalleri Skala og det heller ikke længere eksisterende, men ikke desto mindre fremragende arkitekturtidsskrift af samme navn. Nævnes skal også det legat, som Henning Larsen indstiftede for egne midler i eget navn til uddeling på fødselsdagen, for med det pegede han gerne på det særegne talent.
Henning Larsen var inspireret af det 20. århundredes modernistiske pionerer såvel som islamisk arkitektur. Men han har først og fremmest været i stand til at udnytte sin inspiration til originale løsninger på komplicerede problemstillinger, og der er en særlig monumental poesi over hans uhyre bevidste udnyttelse af lyset kombineret med en imødekommende logik i disponeringen af husene.
Storheden ligger blandt andet i mådeholdet. Allerede i midten af 1960erne begyndte han at arbejde med varierede gadeforløb i sine bygninger – udpræget i universitetet i Trondheim i 1970erne. Et vendepunkt i alle henseender var hans – efter billeder at dømme – storslåede udenrigsministerium i Riyadh i Saudi Arabien, hvor han fik lejlighed til at arbejde med lyset i stor skala. Mødet med den islamiske arkitektur skærpede tillige Henning Larsens erkendelse af tilhørsforholdet til nordisk arkitektur, som han blev en fornem eksponent for.
Af senere værker af stærkt klassisk tilsnit kan nævnes Gentofte Hovedbibliotek, det kombinerede erhvervs-og boligbyggeri med Rotunden ved Tuborg Nord i Hellerup, Handelshøjskolen på Frederiksberg samt boligbebyggelsen Dalgas Have, den fornemme tilbygning til Ny Carlsberg Glyptotek i en af museets indre gårde, Nordeas hovedsæde ved hovedstadens havn, IT-universitetet i Ørestaden – og så er der jo Operaen, om hvilken meningerne er meget delte. Med til et portræt af Henning Larsens liv og værk hører desværre også, at hverken forløbet eller resultatet af det, der skulle være den store danske arkitekts hovedværk midt i København, blev lykkeligt. Det er både en historie om et forceret byggeri, en konfrontation mellem to meget stærke og enerådende personligheder, bygherren Møller og arkitekten Larsen, og et kompromis for så vidt angår Henning Larsens kunstneriske vision for stedet.
Henning Larsen blev i 2000 æresmedlem af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, og han er tildelt C. F. Hansen-medaljen. Han har desuden fået Træprisen, Murerprisen, Nykredits, Velux-fondens samt Margot og Thorvald Dreyers Fonds arkitekturpriser for blot at nævne nogle få af de væsentligste danske.
Merete Ahnfeldt-Mollerup fører i tekster parallelt med det kronologiske skitseudvalg læseren ind i bygningskunstens begrebsverden – og hvordan Henning Larsen anvender skitsen til så at sige at tegne sig ind på sin metode. En arkitekt og en billedkunstner har det til fælles, at blot en streg på et stykke papir antyder et rum. Flere streger – og Henning Larsen har efterladt sig tusinder af skitser – bliver til byggeri. Byggeriet udvikles på papiret, eller som det formuleres i bogen:
»Netop her er det tydeligt, at tanken i høj grad sker på papiret, ikke inde i hovedet.«
Henning Larsens skitsebog rummer et udvalg af tegninger fra 1949 til 1983 og omfatter dermed også et af periodens absolutte hovedværker – udenrigsministeriet i Riyadh – samt kendte hjemlige bygningsværker som biblioteket i Gentofte og handelshøjskolen i København. Når bogen stopper i midten af 1980’erne, skyldes det, at tegnestuen i stigende grad gik over til at arbejde med skitser på en computerskærm. Skitsen havde stadig betydning som en del af ideudviklingen, men den digitaliserede arbejdsproces vandt stadig mere frem. Interessant ville det være at se både resultaterne af arbejdet på skærmen, og hvilken betydning det måtte have for arbejdsproces og resultat udfoldet i en selvstændig bog.
Henning Larsens skitser – med tekst af Merete Ahnfeldt-Mollerup – er udgivet af Strandberg Publishing.
